Næsten alle indbyggerne i den lille landsby Atanga i det nordlige Uganda er mødt op for at byde byens nye kvindelige beboer velkommen. Da hun træder ud af den støvindhyllede bil, begynder tilskuerne at juble. Tårerne triller ned ad kvindens kinder. Hun føler sig lettet, for selvom hun aldrig før har sat sine ben i Atanga, har hun endelig fundet et sted, hvor hun kan føle sig hjemme.
Det har hun ikke været i stand til, siden hun som 14-årig blev bortført af den berygtede krigsherre Joseph Konys Herrens Modstandshær, LRA. Her blev hun tvangsgift med en af oprørsgruppens kommandører, som hun fik børn med, hvilket fik kvindens egen familie til at slå hånden af hende. Selv efter at hun slap væk fra LRA, måtte kvinden leve udstødt og alene med sin datter i 15 år. Lige indtil denne dag.
Den nye familie, som har taget hende til sig, er hendes nu afdøde kommandørmands forældre. Hun har aldrig har mødt sin datters bedsteforældre før, men de har accepteret hende.
I baggrunden iagttager Evelyn Amony modtagelsen, for det er hende, der har etableret kontakten mellem kvinden og dennes nye familie. De ekstatiske scener, der udspiller sig, er altsammen hendes fortjeneste. Det er 54. gang, at Women’s Advocacy Network (kvindestøtte-netværk), som Evelyn Amony er leder af, har formået at finde et nyt hjem til en tidligere LRA-fange.
Evelyn Amony forstår de udstødte kvinder, for hun har selv stået i deres sted. I 1994 blev hun bortført af LRA-oprørere, da hun som blot 11-årig var på vej hjem fra skole. Tiden som fange i LRA var hård og præget af vold og overgreb, husker Evelyn Amony.
”Vi fik tæsk ved selv det mindste fejltrin, og der var ingen steder, vi kunne flygte hen,” skriver hun i sine erindringer.
Evelyn Amony blev i første omgang oplært som børnesoldat, men som 14-årig ændrede hendes tilværelse sig for altid. Hun husker stadig chokket, da LRA-lederen Joseph Kony fortalte hende, at hun fra nu af skulle være én af hans koner.
”Hvordan kan jeg være din kone, når du indtil nu har kaldt mig dit barn,” spurgte hun ham. ”Du har intet valg,” havde han svaret.
Efter otte år og tre fødsler i Joseph Konys harem blev den lejr, som Evelyn Amony og hendes børn holdt til i, angrebet af Ugandas militær. Hun besluttede sig for at udnytte det pludseligt opståede kaos til at slippe væk. Men hun blev anholdt af militæret og varetægtsfængslet i otte måneder, hvorefter hun efter mere end 10 år i fangenskab endelig kunne vende hjem. Hjemmet var dog ikke, som hun huskede det, for hendes familie ville hverken kendes ved hende eller hendes børn. Og da Evelyn Amonys mor døde, overhørte hun naboerne tale om, at de ikke ville bede for afdøde, for hendes datter var jo Joseph Konys kone.
Evelyn Amony indså snart, at hun aldrig ville komme til at føle sig hjemme igen her, og hun drog til byen Gulu og begyndte i skole. Her fik hun tilbud om at repræsentere en gruppe LRA-ofre i fredsforhandlingerne mellem oprørgsgruppen og Ugandas regering. Det blev en åbenbaring for Evelyn Amony. Hun var ikke den eneste, der følte, at hun havde mistet noget af sig selv i konflikten, og hun havde magten til at hjælpe andre, der stod i samme situation som hende selv.
Snart efter blev idéen om Women’s Advocacy Network undfanget, og sammen med andre LRA-ofre gik Evelyn Amony i gang med at genforene udstødte kvinder med familier, hvor de kunne føle sig hjemme.
På denne dag i Atanga er det igen lykkedes for Evelyn Amony at give en fortabt kvinde en form for familie. Ud på aftenen ser hun til fra afstand med en blanding af glæde og sorg i blikket, mens de lokale danser til en traditionel melodi. Hver gang er der et spørgsmål, som presser sig på: Hvornår bliver det mon hendes egen tur til at vende hjem?