Som 10-årig fik Chido Govera et tilbud, som mange andre piger i hendes situation måske ville have sagt ja til. Det var hendes kusiner, som kom med det en dag, hvor hun var ved at så majskorn foran sin bedstemors stråtækte hytte i landsbyen i det vestlige Zimbabwe. Her havde Chido boet, siden hendes mor døde af aids et par år forinden. Sin far har hun aldrig kendt, så derfor flyttede hun og hendes lillebror ind hos deres bedstemor.
Det var ellers ikke meget, Chido havde set til resten af sin mors familie, siden hun og lillebroderen var blevet forældreløse, tænkte hun, da kusinerne stod på gårdspladsen. De var aldrig kommet for at hjælpe hende, når hun arbejdede på markerne ved landsbyen, så hun kunne sætte mad på bordet til lillebroderen og bedstemoderen. Det ansvar måtte hun løfte alene. Og når hun skulle gå den lange vej for at hente vand, måtte hun selv balancere med den tunge balje på hovedet.
Skolepenge hjalp de heller ikke med. Chido var for længst gået ud af skolen, og selvom hun egentlig godt kunne lide at være der, var det godt det samme. Det meste af tiden kunne hun alligevel ikke koncentrere sig om lektierne, fordi hun kun tænkte på, hvordan hun skulle skaffe det næste måltid.
De eneste familiebesøg, hun fik, var, når hendes onkler, moderens brødre, skulle have opfyldt deres seksuelle behov og opsøgte den 10-årige pige i hytten. Når hun græd og nægtede at lade dem gøre det, slog de hende og gjorde det alligevel. Så gik de igen. Som regel uden et ord.
Derfor undrede det også Chido, at kusinerne nu kom forbi. Og at de så både glade og spændte ud.
”Vi kan se, at du lider, og vi vil gerne hjælpe dig. Vi kender en mand, som gerne vil gifte sig med dig. Han har en blå bil og familie i Sydafrika, og han er 40 år. Du vil komme på shoppingture til Capetown og få mad hver dag,” sagde de.
Men hun lod sig ikke lokke.
”Jeg kunne ikke forestille mig noget mere rædselsfuldt,” fortæller Chido Govera, som i dag er 31 år.
”For det første fordi det betød, at jeg skulle flytte langt væk fra min lillebror. Jeg kunne ikke bære at tænke på, hvad der ville ske med ham. Men forestil dig at vokse op i et samfund, hvor det største, du kan opnå som kvinde, er at blive gift. Jo før des bedre. Sådan var det der, hvor jeg voksede op, og det er det sådan set stadig,” siger hun.
”Men jeg vidste allerede dengang, at jeg ville noget andet med mit liv. Det er det vigtigste ’nej’, jeg nogensinde har sagt.”
I dag bor Chido lidt uden for Zimbabwes hovedstad, Harare. Inderst inde vil hun altid være en ”diamant-pige”, siger hun, fordi hun voksede op i den vestlige del af landet, tæt ved grænsen til Mozambique, hvor der udvindes diamanter.
Hun griner, da hun forklarer det, og afslører et stort mellemrum mellem fortænderne. Hendes ryg er rank, og håret samlet i stramme, skulderlange fletninger. Stemmen er charmerende, men myndig. Ofte føler folk sig intimiderede af hende, når de møder hende første gang, fortæller hun.
Der er ikke meget ved den voksne Chido Goveras fremtoning, der afslører, at hendes barndom var præget af vold og svigt. At hun, med egne ord, slet ikke havde en barndom. Men oplevelserne i den tidlige barndom er alligevel årsagen til, at hendes liv har formet sig, som det har.
Allerede som otteårig vidste hun, at hun ville arbejde for, at hun selv og andre forældreløse kunne skabe sig en bedre tilværelse. Hun ville gøre, hvad hun kunne, for at andre ikke skulle sulte eller føle sig nødsaget til at tro, at den eneste vej ud af elendigheden er et ægteskab med en ældre mand.
Alt dette kæmper hun i dag for fra sin gård ved Harare. Engang var gården et børnehjem, og da den tidligere ejer skulle sælge, ledte han efter en køber, som ville tage syv forældreløse teenagepiger med i købet. Det ville Chido Govera, selvom hun ingen intentioner havde om at drive endnu et børnehjem. Hun havde tidligere arbejdet på forskellige børnehjem for at opfylde drømmen om at sikre bedre vilkår for forældreløse. Men det gik hurtigt op for hende, at det ikke var her, hun brugte sine kræfter bedst.
”Børnehjem i Zimbabwe fastholder børn i deres offerrolle. Af et godt hjerte hjælper man dem med alting, men det betyder desværre ofte, at de ikke lærer at være selvstændige. Min egen erfaring siger mig, at det er helt forkert. Det var først, da jeg trådte ud af offerrollen, at mit liv blev bedre,” siger Chido Govera, som i dag er plejemor for de syv teenagepiger.
Det var, da Chido fyldte 11 år, at hun selv fik den mulighed, som skulle ændre hendes liv.
Et lokalt universitet inviterede 15 forældreløse piger fra landsbyen til at lære at dyrke svampe på en uges kursus finansieret af en belgisk bæredygtighedsfond. Og Chido tog af sted. På bare fødder og med en smule tøj i en lille plasticpose gik hun hele vejen til universitetet i byen. Her lærte hun at dyrke hvide østershatte ved hjælp af så simple remedier som en pose, lidt vand, bioaffald og svampefrø.
”Det var mit livs største vendepunkt. Da jeg kom hjem, kunne jeg for første gang fylde en tallerken med sunde, nærende svampe. Og jeg var mæt. I flere dage i træk. Alle, som har prøvet at sulte, vil vide, hvor vidunderlig en følelse det er,” siger Chido og fortsætter:
”Samtidig følte jeg mig værdifuld. Jeg havde selv dyrket svampene, og selvom det var let, betød det så meget. Det er den følelse, jeg gerne vil give videre til mine piger i dag.”
Da Chido vendte tilbage til sin bedstemor i landsbyen, kunne hun og de andre piger producere så mange svampe, at de pludselig havde mere mad, end de selv kunne spise. Derfor solgte de dem, og det bliver man populær på i en landsby, hvor mad, og særligt næringsrig mad, er en konstant mangelvare, fortæller hun.
Det betød dog også, at de unge piger, som alle var i 12-årsalderen, blev så populære hos mændene, at langt de fleste blev gift inden for få måneder. Faktisk var det kun to ud af de 15 piger, der ikke blev gift. Chido var en af dem.
Så for at undgå, at hun og den anden pige også skulle blive gift, inviterede universitetet dem tilbage til laboratorierne, så de kunne dygtiggøre sig yderligere i svampedyrkningen. Kun Chido takkede ja. Og på universitetet spurgte en professor den stædige pige, hvad hun ønskede sig, når hun nu ikke ville giftes. Og Chido var ikke i tvivl.
”En far. Det var mit højeste og mest brændende ønske. Min egen far har jeg aldrig kendt. Samtidig var jeg så vred på min mor for at dø fra mig – og på hendes familie for at svigte mig – at en far stod for mig som det mest vidunderlige, man kunne have,” siger Chido Govera og fortæller, at professoren havde kigget overrasket på hende, da hun sagde det.
Men pigen stod fast på sit ønske, og professoren tog kontakt til den belgiske entreprenør Gunter Pauli, som driver den fond, som finansierede projektet. Og han sagde ja til at adoptere hende.
”Lige fra vi mødtes første gang, havde vi en særlig kemi. Han er en fantastisk mand, og jeg holder af ham, som var han min egen far. Jeg har efterhånden lært, at familie lige så godt kan være nogen, man selv vælger. Jeg opfatter også mine plejedøtre som mine egne,” siger hun.
Chido Govera havde ikke lyst til at flytte til Belgien, så hun fik lov at blive i Zimbabwe hos sin bedstemor og lillebror, mens hendes nye adoptivfar af og til kom på besøg. Til gengæld finansierede han, at hun kunne rejse i hele verden for at dygtiggøre sig endnu mere i den bæredygtige svampedyrkning og lære andre det samme håndværk. Det har Chido Govera nu gjort i mere end 10 år. Hun har stiftet sin egen fond TFoHF, En fremtid af håb, som har til formål at uddanne kvinder og forældreløse børn til at klare sig på egen hånd.
Efterhånden har hun hjulpet flere end 1000 kvinder i hele verden. Nogle kommer til hendes gård ved Harare og gennemgår et par ugers træning i det store svampehus på hendes grund, hvor poserne med svampe hænger i mørket på spinkle træstativer. Og i køkkenhaven, som bugner af lillarøde majs, grønne chia-planter, runde kålhoveder og høje mangotræer. Somme tider rejser Chido Govera også ud i verden for at formidle sin viden til piger og kvinder langt fra Zimbabwe. For det er hendes overbevisning, at alle kan lære at dyrke svampe:
”Engang underviste jeg en gruppe kvinder i Indien, som ikke engang kunne stave deres eget navn. Men de kunne lære at dyrke svampe, fordi det kun kræver skrald og vand. På en måde er det næsten symbolsk, at man kan få noget så godt og nærende ud af noget, som ellers var uden en fremtid.”
Og selvom det er blandt kvinderne i landsbyer og slumkvarterer, at Chido føler sig bedst tilpas, taler hun også jævnligt ved internationale konferencer. Nogle gange om bæredygtige landbrugsformer, andre gange om sin egen historie og om, hvordan hun fandt styrken til at vende sin ulykke til gavn for kvinder og piger i hele verden. Men oftest er det om begge dele. For svampene og den sociale indsats hænger sammen for hende.
Oversat fra det zimbabwiske sprog, shona, betyder Chido passion. Det tager Chido Govera alvorligt:
”Det er næsten som i Bibelen. Man bliver givet et navn, og det navn definerer så, hvilket menneske man bliver.”
Kristeligt Dagblad var inviteret til Zimbabwe af Folkekirkens Nødhjælp i anledning af organisationens sogneindsamling på søndag.