En gruppe af fireårige drenge og piger strømmer igennem lobbyen viftende med tegninger, netop som Audrey Glickman kommer ud for at tage imod. Hendes egentlige kontor er i en bygning, der stadig bliver betragtet som et gerningssted, så indtil videre låner hun skrivebordsplads hos en anden jødisk menighed. En skrivebordsplads, der kommer med lyden af legende børn fra den tilknyttede børnehave.
Der er nok arbejde at tage fat på. Hun nævner det lavpraktiske først. Den ødelæggelse, der sker på en bygning, hvor en mand er gået ind og har skudt og dræbt 11 af hendes jødiske trosfæller med et semi- automatisk våben.
”Der er vægge, som er gennemhullet. Du kan ikke bare smide noget maling på, og så er det fikset. De skal bygges op igen. Det samme med varmeanlægget. Det blev ramt, så der er ingen varme i bygningen. Der er også rør og elektriske forbindelser, der skal udskiftes,” forklarer Audrey Glickman.
Hun nævner det, fordi det for hende er vigtigt at komme tilbage. Det sidste punktum for Tree of Life-synagogen i Pittsburgh, Pennsylvania, skal ikke sættes af en mand fyldt med had. Lige efter skyderiet var der folk, der mente, at de skulle lukke synagogen og aldrig bede der igen.
”Men det ville være som at acceptere at være et offer endnu en gang. Og det er forkert. Der har været en milliard lykkelige begivenheder over årene. Vores menighed har eksisteret siden 1864, så hvorfor skulle vi omdanne det til et mausoleum, eller hvad ved jeg og underkende alt det gode på bekostning af det onde. Ingen af de dræbte ville ønske det. De elskede alle at være der – det var jo derfor, de var der den morgen,” siger den 62-årige Audrey Glickman.
Og det er derfor, hun knokler på. Med tømreren og forsikringerne og indsamlingsarbejdet og alt det, der skal til for at kunne komme tilbage i synagogen, hvor hun arbejder som rabbinerens assistent.
”Vi skal fortsætte vores liv. Hvis ikke vi skubber på, vil vi fortsætte som ofre, og det har vi været nok. Bare se på den jødiske historie.”
Klokken var 9.50 lørdag den 27. oktober 2018, da det værste angreb på det jødiske samfund i nyere amerikansk historie begyndte.
Audrey Glickman ledte bønnen i Pervin-kapellet, da hun hørte et brag fra lobbyen. Ved hendes side var David Rosenthal og Jeffrey Myers, den lokale rabbiner i Tree of Life-menigheden i Pittsburgh, en menighed, der ofte beskrives som ”en levende jødisk oase”. Ingen af dem vidste præcis, hvad det var, de hørte.
Længere tilbage sad Irving Younger, 69 år, og Davids bror, Cecil Rosenthal, 59 år. De to trådte ud i lobbyen for at se, hvad der foregik. Det udløste endnu en runde af brag. Det var der, at Audrey Glickman genkendte larmen som skud.
Sammen med David Rosenthal, Jeffrey Myers og den 90-årige dr. E. Joseph Charny flygtede Audrey Glickman væk fra skuddene. De kom igennem en dør og stoppede op. Audrey Glickman forsøgte at forklare David Rosenthal, at de skulle være stille. Men den 54-årige Rosenthal, som var udviklingshæmmet og boede på et plejecenter tæt på, forstod ikke faren. Til trods for flere forsøg på at stoppe ham løb han tilbage ind i kapellet, mens han råbte, at han ville ringe hjem.
”Det var sådan, han gjorde, når han var usikker eller bange,” forklarede Audrey Glickman kort efter skyderiet til den lokale avis, The Post Gazette, som i flere artikler også genskabte hændelserne den dag minut for minut.
Det var omkring det tidspunkt, at de hørte Bernice Simon på 84 år råbe, at hendes mand, den 86-årige Sylvan Simon, var blevet skudt i ryggen og blødte kraftigt.
”Vi kunne ikke hjælpe Bernice,” siger hun i dag.
Det eneste, de kunne håbe, var, at hun fandt et sted at gemme sig. Selv kravlede Audrey Glickman op ad trapperne til tredje sal og gemte sig sammen med dr. Charny på et kontor fyldt med kasser og sorte sække med tøj. De sank ned i bunkerne, satte sig på hug med bønneklæder over hovedet og forsøgte at gøre sig usynlige. Jeffrey Myers var løbet i en anden retning og endte med at gemme sig på et toilet.
Skyderiet varede i 20 minutter. Den for-modede gerningsmand, Robert Gregory Bowers, var bevæbnet med en Colt AR-15 semiautomatisk riffel og tre Glock.357 semiautomatiske pistoler. Ifølge politiet brugte han alle fire våben.
Ægteparret Simon, Irving Younger og Rosenthal-brødrene blev sammen med seks andre dræbt i angrebet. Det ældste offer var den 97-årige Rose Mallinger. Syv blev såret, flere af dem var betjente.
”Vi mistede 11 personer. Vi husker dem hver dag. Vi husker deres yndlingsbønner, og vi husker sætninger, de enten ville råbe ud eller nægte at sige, fordi de ikke kunne lide dem. De var farverne i maleriet, der er vores menighed,” siger Audrey Glickman.
De første dage efter angrebet var påfaldende stille, husker hun. Nok mest fordi hun havde mistet sin mobiltelefon. Folk vidste ikke, hvordan de skulle komme i kontakt med hende. Audrey Glickman havde lagt telefonen fra sig under bønnen og ikke fået den med, da skuddene begyndte.
Det var en af de tanker, hun gik rundt med i dagene efter angrebet. Der burde være flere lommer i kvinders tøj. Store lommer. Hvis hun havde haft en lomme i sin kjole den dag, ville hun have lagt sin telefon der og ikke på bordet. Hun kunne have ringet efter hjælp hurtigere i stedet for kun at gemme sig. Hun ville helt sikkert have været i mere kontakt med venner, bekendte og menigheden i tiden efter. Men hun gik til begravelser. Syv på fire dage.
En anden tanke, hun gik med, var, at hun ikke var overrasket. Hendes synagoge var blevet angrebet, folk var dræbt, og hun var ikke overrasket.
”Folk spørger mig hele tiden – og nej, jeg er ikke overrasket over, at der kom et antisemitisk angreb som dette. Vi er opvokset med at forvente det. Vi forbereder vores børn. Der er så meget had, og antisemitismen kryber frem overalt. Vi vidste, det ville komme. Og her var det så,” siger hun og beskriver, hvordan hun husker, at det mest overraskende på dagen var, at hendes søn vågnede af den sms, hun sendte fra en lånt telefon.
”Jeg skrev til ham, at der var en aktiv gerningsmand, der skød folk i synagogen, og han skulle sige det til sin bror. Han vågnede af beskeden. Klokken var 10 om formiddagen, og han er teenager. Det var det mest overraskende den dag,” siger hun.
Den formodede gerningsmand havde før angrebet givet udtryk for et voldsomt had over for jøder. Han deltog i diskussioner på ekstremistiske hjemmesider og via sociale medier. Han har blandt andet givet udtryk for, at jøder skulle være ansvarlige for at lade mordere og voldtægtsmænd komme ind i USA ved hjælp af de migrantkaravaner fra Centralamerika, som fyldte den politiske diskussion op til det amerikanske midtvejsvalg i november. Kort før han gik ind i synagogen, lagde han ifølge tiltalen en sidste besked ud på mediet Gab.
”Jeg kan ikke længere sidde og se mit folk blive slagtet. Op et vist sted med optikken. Jeg går ind,” var de afsluttende ord fra Robert Gregory Bowers.
”Han har jo lært det et sted. De idéer opstår ikke ud af ingenting,” siger Audrey Glickman.
”Han så synagogen som en del af en krigszone. Han kom for at skyde os. Sagen er bare, at Rose Mallinger på 97 år selvfølgelig ikke var med til at bringe mordere herop. Men det var hans opfattelse. At der var en krig. Hans opfattelse var, at vi havde skylden. Og det er noget, han har lært.”
For Audrey Glickman var angrebet på Tree of Life-synagogen den forventelige konsekvens af et had, der hele tiden bliver fodret. Hun mener, at enhver, der hader så bredt, har lært at hade. At ingen er født fulde af had. At vi lærer det, sammen med selviskhed, fordomme, frygt for det ukendte og vold. Og så – sådan ser det ud – bliver den lære givet videre til andre, indtil en mand går ind i en synagoge og dræber 11 troende i alderen 54 til 97 år, fordi han tror så stærkt på den lære.
Den følelse sidder fast i Audrey Glickman. At hadet er stigende, og at den fodrer sig selv. Hun bliver bakket op af tal, eksemplerne er mange.
En gruppe forskere fra The Network Contagion Research Institute har gennemgået millioner af beskeder på sociale medieplatforme og fundet en klar stigning i antallet af racistiske og antisemitiske beskeder – med toppe af hadbølger omkring drabet på en moddemonstrant ved en højreekstremistisk march i Charlottesville i august 2017 og præsident Donald Trumps indsættelse i januar 2017. Forskerne fandt, at brugen af ordet ”jøde” og nedladende ord med klar reference til jøder næsten blev fordoblet på det politisk ukorrekte online-forum 4chan mellem juli 2016 og januar 2018. Antisemitiske hændelser steg alene i 2017 med 57 procent ifølge den jødiske borgerrettighedsgruppe The Anti-Defamation League. Det er den største år til år-stigning, siden gruppen begyndte at indsamle data i 1979.
Konklusionen er ligetil. For 30 år siden kunne der være 100 racister i en by, men for at mødes og udveksle had skulle de fysisk finde hinanden i byen. I dag kan de blot gå online og med et par klik finde ligesindede og nye argumenter.
Det er den tendens, som Audrey Glickman hele tiden vender tilbage til. Uden at kunne tallene på rygraden genkender hun dem.
”Vores tab er forurenet af had og frygt og rædsel og vrede. Vores tab var ikke et uheld. Vores venner blev dræbt, fordi de aktivt var jøder,” siger hun.
Men det må ifølge Audrey Glickman ikke være det sidste ord. Allerede få timer efter angrebet skrev hun et budskab på Twitter, som hun har gjort sit til for at få frem siden.
”Vi er blevet spredt og knust og stænket med blod. Venner er på hospitalet, andre vil vi aldrig se igen. Vi vil ikke stoppe med at være, hvem vi er. Alligevel forbereder vi os på en uge med begravelser. Må vi finde en vej til at udrydde hadet fra universet,” skrev hun tilbage i oktober.
”Og mens vi er ved det,” tilføjer hun nu, ”stop med at gøre det muligt for galninge at bevæbne sig med fuldautomatiske militære våben.”
Det er en kendsgerning ved masseskyderiet i Tree of Life-synagogen, som Audrey Glickman også er bevidst om. De er ikke alene. USA har et våbenproblem. Tree of Life er blot endnu et nedslag på Wikipedia-listen over masseskyderier i USA de seneste år. Koncerter, natklubber, skoler, kirker, biografer og nu en synagoge.
Det provokerer hende. Men ikke mere provokeret end hun allerede var over skuddrabet på en af sønnernes skolekammerater for nylig.
Om noget hjalp det hende den dag. De havde trænet i synagogen, hvad de skulle gøre i tilfælde af et masseskyderi.
Hun kommer i tanke om en ting mere, der var overraskende. Da en lokal journalist bankede på hendes hoveddør uden at have ringet i forvejen.
”Jeg var faktisk okay med det. Jeg ville personligt gerne stå frem og sige, at vi må stoppe det. Vi må indse, hvad vi her i USA har sat i gang. Vi bliver stadig mere splittede, og vi bebrejder folk, der umuligt kan have ansvar for de ting, de bliver beskyldt for. Jøder står ikke i frontlinjen af en krig, som kan løses ved at slå os ihjel,” siger hun.
Audrey Glickman har fået en stemme i debatten. På en frygtelig baggrund. Den vil hun bruge. Og få genopbygget deres synagoge. Hvert skudhul skal fjernes og hvert ødelagt varmerør udskiftes. Bønnerne og lykkeligere stunder skal tilbage. Det er hendes svar på hadet.
”Mig? Jeg har det fint,” siger hun og smiler skævt, inden hun fortsætter:
”Ved du hvad? Min skilsmisse gik igennem i december, og min dreng skal starte på Northeastern University næste år. Jeg går på arbejde hver dag og er stadig ved at rydde ud i min mors hus to år efter hendes død. Jeg mener, livet går videre. Præcis som det skal.”
”Han tog 11 liv. Det er nok. Ikke mere,” fastslår Audrey Glickman.