Dianna Ortiz var en spinkel 29-årig ursulinernonne fra USA, da hun i 1987 ankom til Guatemalas vestlige højland for at hjælpe børn fra mayafolket med at lære at læse og skrive. Guatemala var på det tidspunkt hærget af en årtier lang og blodig borgerkrig mellem marxistiske oprørere og det amerikanskstøttede militærdiktatur, men som nonne og amerikaner følte Dianna Ortiz sig forholdsvis beskyttet fra volden.
Det viste sig at være en falsk tryghed. Den 2. november 1989 blev hun bortført fra en klosterhave i byen Antigua, og i de følgende 24 timer blev hun grufuldt torteret og voldtaget. Dianna Ortiz fortalte senere, at bortførerne var militærpolitifolk, der bragte hende til et hemmeligt fængsel. Motivet for bortførelsen var angiveligt hendes arbejde med den oprindelige befolkning, som militæret mistænkte for at sympatisere med marxisterne.
Dianna Ortiz slap fri efter et døgn, men den rædselsvækkende oplevelse prægede resten af livet den amerikanske nonne, der i februar døde af kræft i en alder af 62 år. Hun blev en fremtrædende fortaler for torturofre overalt i verden og var siden med til at afsløre USA’s medansvar for overgreb på menneskerettighederne i Guatemala.
I sine erindringer beskrev Dianna Ortiz sit 24 timer lange mareridt. Hun fortalte blandt andet, at hun blev brændt med glødende cigaretter, og at hun blev hængt fra håndleddene over en rottebefængt åben grav med både voksne- og børnelig, hvoraf nogle var halshugget. Hun blev angiveligt også tvunget til at hakke en anden kvindelig fange ihjel med en machete.
Ifølge Dianna Ortiz standsede torturen, da en høj og lyshudet mand, der lød som en amerikaner, trådte ind i torturkammeret. Han beordrede hende løsladt med henvisning til mediebevågenheden omkring bortførelsen og bragte hende til sin bil med et løfte om at køre hende i sikkerhed. Dianna Ortiz formodede, at hun ville blive henrettet og sprang ud af bilen ved et lyskryds og flygtede.
Da den unge nonne k ort efter vendte hjem til USA, var hun dybt traumatiseret. Mange af hendes minder fra livet inden bortførelsen var blevet udviskede, og hun kunne ikke genkende familiemedlemmer og søstre fra nonneordenen. Hun var efter eget udsagn blevet gravid af voldtægterne og fik trods sin katolske tro en abort.
”Jeg følte, at jeg ikke havde et valg. Hvis jeg havde været nødt til at lade det, som mine torturbødler efterlod inden i mig, vokse, ville det have taget livet af mig,” fortalte hun i slutningen af 1990’erne i et interview med Kerry Kennedy, der var formand for menneskerettighedsorganisationen Robert F. Kennedy Human Rights.
Efter flere års terapi på et center for torturofre kom Dianna Ortiz i bedring og begyndte at forsøge at opklare, hvad der var hændt hende. Hun søgte om aktindsigt i sin sag hos forskellige føderale agenturer i håb om at identificere den engelsktalende mand, som hun mistænkte for at være agent for efterretningstjenesten CIA. Palmesøndag i 1996 begyndte hun en ugelang sultestrejke foran Det Hvide Hus.
”Jeg ønsker at vide, hvorfor de gik efter mig, og hvorfor en amerikaner havde bemyndigelse til at give mine torturbødler ordrer, og hvorfor han havde adgang til et hemmeligt fængsel,” sagde hun til avisen Washington Times.
Presset fra Dianna Ortiz og andre aktivister fik de amerikanske myndigheder til at frigive hemmeligtstemplede dokumenter om USA’s indblanding i Guatemalas militære konflikt og om mord, bortførelser og tortur begået af CIA-informanter. Det var første gang, USA løftede sløret for sine hemmelige aktiviteter i det centralamerikanske land.
Dianna Ortiz fik dog aldrig opklaret identiteten på den engelsktalende mand. De frigivne dokumenter viste også, at højtstående personer på den amerikanske ambassade i Guatemala havde betvivlet sandfærdigheden i hendes fortælling. En undersøgelse fra den regionale fredsorganisation Organization of American States, OAS, konkluderede imidlertid, at hendes historie var troværdig.
I 1998 stiftede Dianna Ortiz organisationen Torture Abolition and Survivors Support Coalition International, der hjælper torturofre.
”Den skade, som tortur gør, kan aldrig fjernes,” skrev hun i sin bog.
Dianna Ortiz, der voksede op i delstaten New Mexico i en familie med otte børn, længtes helt fra barnsben efter at blive nonne. Som 17-årig blev hun novice på et nonnekloster i Kentucky tilknyttet ursulinerordenen, hvis hovedengagement er religiøs opdragelse og undervisning af piger. Hun arbejdede som børnehaveklasselærerinde, inden hun rejste til Guatemala.
Dianna Ortiz døde på et hospice i Washington og efterlader sig sin mor samt seks søskende.