En julimorgen i 2016 befandt en 18-årig kvinde sig pludselig nøgen og efterladt i en opgang i det nordøstlige Spanien. Hun havde deltaget i den populære byfest San Fermin i byen Pamplona, der kombinerer en religiøs fejring af byens skytshelgen med tyreløb og fest. Da hun dansede og blev væk fra sine venner, faldt hun i snak med en gruppe på fem unge mænd. Det, der startede som et festligt møde, endte med at mændene gruppevoldtog kvinden i opgangen. Nogle af mændene filmede voldtægten, og efterfølgende delte de videoen med deres venner i et chatforum, de kaldte ”La Manada” (ulveflokken).
Det retslige efterspil vakte voldsom røre i Spanien og fik vidtrækkende konsekvenser, også for Lucía Avilés. Hun er dommer ved en kriminalret i Barcelona, men lod dommerkappen blive hjemme for sammen med tusindvis af andre at gå på gaden, da dommene i ”La Manada”-sagen faldt i maj 2018. De protesterede imod, at de fem mænd blev dømt for seksuelt misbrug og slap med mildere straffe, end hvis de havde fået en voldtægtsdom.
”Jeg måtte bare gå med. Det var en dybt problematisk dom, og demonstrationerne var et opgør med den undertrykkelse, kvinder fortsat er udsat for i det spanske samfund,” siger hun.
Lucía Avilés er født og opvokset i den spanske hovedstad, Madrid, umiddelbart efter Francos diktatur, hvor de traditionelle kønsroller blev opretholdt med kvinden i hjemmet og manden som forsørger. Men hendes mor brød som universitetsprofessor normerne. Lucía Avilés lærte fra barnsben om feminisme og voksede op i en tid, der var præget af frihed, og hvor ligestillingen begyndte at blomstre i samfundet. Senere begyndte hun at sætte spørgsmålstegn ved, hvor reel ligestillingen egentlig var.
”De kvindelige medlemmer i min familie har alle været pionerer, og jeg voksede op i et intellektuelt hjem, hvor der blev diskuteret køn og ligestilling. Men da jeg selv blev mor, begyndte min identitet som feministisk dommer at tage form. Ligesom mange andre kvinder i min generation havde jeg enormt svært ved at forene min rolle som mor med samfundets forventninger til mig som kvinde og mit arbejdsliv,” siger hun, der i dag er specialiseret i vold mod kvinder.
Da Lucía Avilés for 10 år siden valgte at videreuddanne sig fra advokat til dommer, var det, fordi hun vidste, at hun aldrig vil kunne forsvare synspunkter, hun ikke var enig i, forklarer hun i dag om sit dilemma. Som dommer fik hun til gengæld en magt, hun kunne bruge til at kæmpe for kvinders rettigheder. En af hendes visioner er at menneskeliggøre det retssystem, hun oplever som enormt koldt. For ”La Manada”-sagen viste, at det er muligt at skabe forandringer. I 2019 blev fire af de tiltalte hver idømt 15 års fængsel for voldtægt, mens den femte fik to års straf oveni for også at have stjålet offerets telefon.
”Spanien er et af de lande i Europa, hvor der bliver anmeldt færrest voldtægter, blandt andet fordi kvinder, der anmelder voldtægter, ofte bliver mødt med skepsis i det juridiske system. Det skaber frygt hos ofrene. Derfor er der brug for kvindelige perspektiver i retssager. Det var det kolde og uretfærdige retssystem, som demonstrationerne i ”La Manada”-sagen var et opgør med,” siger hun.
Som dommer har Lucía Avilés indsigt i en verden af vold, der ellers i høj grad foregår inden for hjemmets fire vægge. Hun beskriver virkeligheden som brutal for nogle kvinder. En sag, der påvirkede hende i særlig grad, var drabet på en mor til tre børn. Hun blev dræbt af sin mand, da hun ville skilles. Manden skar efterfølgende kvindens krop i stykker og placerede dem i forskellige kufferter.
”Som dommer var jeg nødt til at gøre mit arbejde, selvom det kostede sorg og tårer. Som kvinde blev jeg helt enorm vred. Denne her sag var ekstrem, men den er ikke et enkeltstående tilfælde. Vold mod kvinder er et af de største problemer, vi har, både i Spanien og på globalt plan,” siger hun.
Lucía Avilés står i spidsen for foreningen for kvindelige dommere i Spanien, som blev stiftet i 2015, året før den omtalte ”La Manada”-sag, og som i dag har 70 medlemmer. Selvom der er sket en markant stigning over de seneste 20 år, således at lidt over halvdelen af dommerne i Spanien i dag er kvinder, er der ifølge Lucía Avilés stadig langt til ligestilling mellem kønnene i hendes fag. De kvindelige dommere udgør 60 procent af dommerne i den spanske civilret, der tager sig af mere almindelige sager. Derimod er det kun 16 procent af dommerne i højesteret, som er kvinder.
”Indtil for nylig var der kun én kvindelig dommer i voldtægtssager i højesteret. Nu er der to dommere. Men det er vigtigt, at der er perspektiver fra begge køn, fordi der er nogle kulturelle strukturer i samfundet, hvor en undertrykkelse af kvinder bliver legitimeret af staten. Vi danner vores viden ud fra opdragelse og erfaringer. Jeg bruger min erfaring som mor, når jeg skal vurdere familieretssager,” siger hun og tilføjer:
”I ’La Manada’-sagen var det tre mandlige dommere, der fældede den første dom, og en af dommerne ville endda have gerningspersonerne frikendt, fordi han ikke vurderede, at det var en voldtægt, når offeret ikke gjorde fysisk modstand. Han havde ikke sat sig ind i, hvordan kroppen kan reagere i sådan en situation.”
Indtil 1966 var det ikke tilladt for kvinder at blive dommere i det spanske retsvæsen. Dermed har det historisk set kun været mandlige dommere, der fortolkede landets love. Men trods de senere års fremskridt vurderer Lucía Avilés, at mandschauvinisme fortsat gennemsyrer det spanske samfund. Hun forklarer, at det fortsat oftest er kvinden, som tager sig af børnene og det huslige på bekostning af en erhvervskarriere. Ligesom der stadig er fordomme om, hvordan kvinder skal gå klædt og opføre sig.
”Fra vi er børn, bliver vi opdraget til, hvad det vil sige at være pige og dreng, og de kønsopfattelser bliver en integreret og naturlig del af vores tanker og livssyn. Mine sønner vil for eksempel ikke danse længere, fordi de blev drillet af deres kammerater med, at de danser som piger. Som dommere, der fortolker landets love, er det enormt vigtigt, at vi er bevidste om de strukturer, der former os. Dommere er ’trænede jurister’, og når vi fortolker loven, kommer vi i mange tilfælde frem til den samme konklusion, uanset hvilket køn vi har. Men dommere er også borgere, der ligesom alle andre er formet af vores opvækst og kultur. Vores livs-erfaringer kan hjælp med at give nye perspektiver. Det er der især behov for i sager, hvor køn har en betydning, fordi der er en ulige magtfordeling mellem kønnene, som vi er opdraget med. Der er et kvindeligt perspektiv vigtigt, fordi en mandlig dommer naturligvis ikke ved, hvordan det er at være kvinde,” siger hun.
Lucía Avilés vurderer, at den manglende repræsentation af kvindelige dommere på højere poster også er problematisk i lyset af den igangværende coronapandemi. Ifølge hende er tre kvinder blevet dræbt i Spanien, siden virussen lukkede landet. Coronaudbruddet har, som tidligere omtalt i Kristeligt Dagblad, ført til, at der er sket en markant stigning af vold mod kvinder i en række lande.
”Pandemien fungerer som et forstørrelsesglas. Det gode bliver forstørret, og det dårlige bliver forværret. Indespærringen gør vold mod kvinder usynlig, fordi volden bliver isoleret og gemt. Kan du forestille dig, hvad det betyder, når det sted, som regeringen anser som det sikreste sted, er dit fængsel? Hvis ikke vi reagerer, vil krisen forværre uligheden mellem kønnene,” siger hun.
Da det spanske samfund lukkede ned i midten af marts, oprettede regeringen ”sikre steder” og telefoniske nødhjælpslinjer, der havde til formål at beskytte kvinder i risiko for at blive udsat for vold i hjemmet. I 2013 klassificerede WHO kønsbaseret vold som et ”globalt helbredsproblem af samme proportioner som en epidemi”, og ifølge Verdenssundhedsorganisationen vil 35 procent af verdens kvinder på et tidspunkt opleve kønsbaseret vold i deres liv.
”Syv år senere ved vi, at når vi taler om en pandemi, taler vi om liv, helbred og rettigheder,” siger Lucía Avilés.
På trods af at Spanien i 2004 fik en omfattende lov imod kønsbaseret vold, der enstemmigt blev godkendt af parlamentet, har der over de seneste 17 år været mere end 1000 drab på kvinder. Ifølge Lucía Avilés er det derfor nødvendigt, at vold ikke bliver defineret som et problem mellem voldsudøveren og offeret, men derimod anses som et samfundsmæssigt problem, der strukturelt finder sted mod kvinder.
”Pandemien har vist os, at kvindelig lederskab som i New Zealand, Island og Tyskland har bedre resultater i krisen. Jeg tror, at vi er nødt til at gentænke samfundet for at give plads til et mere feministisk værdisæt, hvor demokrati og menneskerettigheder vægtes højest. Pandemien giver os en mulighed for at opbygge og bevæge os fremad i samfundet,” siger hun.