Prøv avisen
Nekrolog

Hun var en stille heltinde for homoseksuelle amerikaneres rettigheder

Edit Windsor blev bannerfører for amerikanske homoseksuelles kamp for ligestilling, da hun nægtede at finde sig i at skulle betale en dyr arveafgtift efter sit livs kærligheds død. – Foto: Richard Drew/AP/ritzau/

Edith Windsor, der døde i den forgangne uge, trak USA’s regering i Højesteret og var med til at sikre homoseksuelles ret til ægteskab

Edith Windsor og Thea Spyer elskede hinanden igennem næsten fem årtier. De var livsledsagere og giftede sig i 2007 i Canada, der i modsætning til deres bopælsstat New York anerkendte ægteskaber mellem to mennesker af det samme køn.

Men da Thea Spyer efter længere tids sygdom døde i 2009 og overlod al sin ejendom til sin hustru, nægtede den amerikanske forbundsregering at anerkende de to kvinders ægteskab og beordrede Edith Windsor til at betale 363.000 dollars (cirka 2,2 millioner kroner) i arveafgift, som enker og enkemænd ellers er fritaget for. Forbundsregeringen henviste til den såkaldte Defense of Marriage-lov (forsvar for ægteskabet), der juridisk definerede ægteskab som en forening af en mand og en kvinde.

Edith Windsor med øgenavnet Edie, der døde i den forgangne uge som 88-årig, tog kampen op imod forbundsregeringen, og tre år senere, i 2012, gav USA’s Højesteret hende ret i, at loven var i strid med landets forfatning. På daværende tidspunkt var Højesterets afgørelse begrænset til 13 delstater foruden forbundshovedstaden Washington, men i 2015 gik domstolen et skridt videre og slog i en epokegørende afgørelse fast, at homoseksuelle par har ret til at ægteskab i hele USA.

Det var intet tilfælde, at netop Edith Windsor blev et ikon for kampen for homoseksuelles rettigheder i USA, sagde hendes sagfører, Roberta Kaplan, i et interview med magasinet The New Yorker i 2013.

”I selvsamme øjeblik, som jeg mødte Edie og hørte historien og så, ærligt talt, hvor smuk hun var, og hvor veltalende, hun var, tænkte jeg: Nu er det nu. Det kunne ikke have været en bedre sag,” sagde hun.

Og den førhen ukendte Windsor tog da også rollen til sig.

”Hvis du er nødt til at opleve en stor kærlighed dø fra dig, kan jeg ikke forestille mig nogen bedre måde at gøre det end at blive alles helt. Pludselig opløftes jeg i stedet for at være denne her fjollede gamle dame, som jeg føler mig som,” sagde hun til The New Yorker.

Da nyheden om hendes død forleden blev offentliggjort, hyldede tidligere præsident Barack Obama Windsor som en af USA’s ”stille heltinder”. Det var Obama, der i 2015 lod Det Hvide Hus oplyse i regnbuefarver for at fejre Højeresterets lovliggørelse af homoseksuelle ægteskaber.

”Få var så små af statur som Edie Windsor – og få gjorde så stor en forskel for Amerika,” sagde Obama i en udtalelse.

Edith Windsor kom til verden som Edith Schlain i Philadelphia i delstaten Pennsylvania i 1929. Hendes forældre var russiske jøder, og hun voksede op i fattige kår under 1930’ernes store økonomiske depression. I 1950 giftede hun sig med sin brors gode ven, Saul Windsor, men hun var tiltrukket af kvinder, og ægteskabet endte i skilsmisse mindre end et år efter brylluppet.

Edith Windsor flyttede til New York, hvor hun uddannede sig som matematiker og blev ansat som computerprogrammør hos IBM. Hun holdt sin seksuelle orientering skjult, men i sin fritid frekventerede hun de steder i byen, hvor lesbiske samledes. Hun mødte Thea Spyer til en fest, og i 1967 blev de forlovet. I de 40 år, som forlovelsen varede, levede de to kvinder åbent som lesbiske i New York.

Thea Speyer blev diagnosticeret med multipel sklerose i 1977, og i de efterfølgende årtier blev Edith Windsor hendes fuldtidsplejer. I 2007, da Speyer ifølge lægerne havde kort tid tilbage at leve i, rejste parret til Toronto i Canada for at blive gift.

”Det handler om vores værdighed som mennesker, til at være de, vi er,” forklarede Edith Windsor i en tale få dage inden Thea Speyers død i 2009.

Edith Windsor fik aldrig børn, hvilket hun ifølge interviewet med The New Yorker betragtede som det vanskeligste aspekt af at leve som lesbisk. Hun efterlader sig hustruen Judith Kasen-Windsor, som hun giftede sig med i 2016.