Det kunne lyde som opskriften på et nyt identitetspolitisk slagsmål. Men den første sorte kvinde, der får en plads i helgengalleriet over Frankrigs store personligheder, netop fordi hun er sort, skal tværtimod læge den splittede franske nation. Og alle – fra Marine Le Pen og National Samling til Socialistpartiets præsidentkandidat Anne Hidalgo – støtter beslutningen om at hente Josephine Bakers jordiske rester fra hendes grav i Monaco ind i Panthéon-templet i Paris, hvor Frankrig hylder nationens helte.
”Hun inkarnerer den franske ånd,” lyder Elysée-palæets argument for præsident Emmanuel Macrons beslutning om at ophøje den amerikanskfødte sanger og cabaretdanser til nationalt ikon.
På tirsdag vil Macron selv holde talen, når Josephine Bakers kiste føres ind i Panthéon-mausolæet, små 100 år efter at hun letpåklædt skabte skandale i de vilde 1920’eres Paris efter at være flygtet fra raceadskillelse og fattigdom i de amerikanske sydstater.
De vovede billeder af hendes vilde dans, kun iført et skørt af bananer, gik verden rundt og gjorde hende til en international stjerne. Hele verden ville se ”den sorte Venus”, som hun blev kaldt. Og det var en perfekt camouflage, da hun i 1940 sluttede sig til modstandsbevægelsen og blev spion og forbindelsesofficer for Charles de Gaulle.
”Officielt var hun cabaretsangerinde, reelt var hun efterretningsagent. Som kunstner rejste hun i hele Europa sammen med sin impressario, som i virkeligheden var Jacques Abtey, chefen for de Gaulles militære kontraspionage,” fortalte Géraud Létang, historiker ved det franske forsvarsministerium, ved et pressemøde forud for ceremonien.
Dekoreret modstandskvinde
Det er derfor ikke cabaretsangerinden, der hædres, men modstandskvinden, som med egne ord ”ville hjælpe Frankrig, der gjorde mig til den, jeg er”. Hun fik grad af underløjnant og blev efter krigen dekoreret for sin indsats.
At hente denne patriotiske, sorte Mata Hari ind i den franske republiks allerhelligste som den 6. kvinde blandt 75 gamle hvide forfattere, politikere og militærhelte har derfor heller ikke noget med identitetspolitik eller amerikansk wokeness at gøre, understreger den nationalkonservative forfatter og filosof Pascal Bruckner.
”Det er det stik modsatte. Josephine Baker illustrerer netop, at institutionel racisme ikke findes i Frankrig, hvor hun i modsætning til datidens USA kunne gå i biografen, på restaurant og til lægen. Det er ikke politisk korrekthed at fremhæve en kvinde, der elskede Frankrig nok til at kæmpe i modstandsbevægelsen,” siger Bruckner.
Han var en af initiativtagerne til en underskriftindsamling til fordel for Josephine Bakers indtog i Panthéon.
Men når Frankrig vil illustrere ”den franske universalisme med lighed og pligter og rettigheder for alle”, som en anden initiativtager til underskriftindsamlingen, skribenten Laurent Kupferman, har sagt til radiostationen Europe 1, udvælger man imidlertid en sort amerikaner. Og ikke de sorte kvinder fra Frankrigs oversøiske områder eller tidligere kolonier, som ligeledes deltog i modstandsbevægelsen, men også kritiserede for eksempel kolonialismen.
Det kunne have udløst en identitetspolitisk strid i et Frankrig, hvor striden om landets fortid som kolonimagt stadig nærer debatten om såkaldt strukturel racisme. Valget af Baker udfordres da også af en af bevægelsens frontfigurer, forfatteren og debattøren Rokhaya Diallo, som i det amerikanske dagblad Washington Post skriver, at ”Josephine Bakers inspirerende historie skal ikke skygge for udbredt racisme i Frankrig”.
Perfekt assimileret patriot
Josephine Baker er netop også et ikon på venstrefløjen. Her fremhæver man feministen, der siger ”Nej til stereotyper”, som titlen på en netop udkommet biografi lyder.
Og hendes kamp for borgerrettigheder sammen med Martin Luther King var en kamp mod racisme, ikke kun mod amerikansk segregation, understreger den franske sammenslutning af sorte organisationer, Cran.
Få måneder før præsidentvalget næste forår, hvor migration og identitet tegner til at blive de store emner, sender Emmanuel Macron dermed et signal til Frankrigs minoriteter uden at udløse en ny identitetsdebat. Den franske præsident gentager sin både og-strategi fra valgkampen i 2017, hvor han lovede både liberale økonomiske reformer og social retfærdighed.
Enhver kan fortolke Josephine Baker efter sin egen målestok som perfekt assimileret patriot eller som antiracistisk rettighedsforkæmper. Men når hun den 30. november får plads blandt Frankrigs store personligheder, er det netop også, fordi hun både var alt dette. Og fordi hun, som dagbladet Le Monde skriver på lederplads, ikke kan spærres inde i en ideologi.