I slutningen af marts ankom en ung nepalesisk studerende til sit hjemland efter endt udlandsophold i Frankrig. Med sig bragte han ikke kun sine ejendele, men også coronavirussen, hvilket gjorde den unge mand til det andet registrerede smittetilfælde i Nepal. Det fik regeringen i Kathmandu til at lukke landet ned og spærre grænserne for at forhindre smittespredning. Indrejse blev dermed umuliggjort for turister såvel som for de mange nepalesiske migranter, der forsøger at vende hjem efter at have mistet deres arbejde i udlandet som følge af pandemien.
Selvom det på denne måde er lykkedes for landet at holde smittetallet nede, kan strategien alligevel næppe kaldes en succes, siger socialforsker og leder af den nepalesiske socialpolitiske tænketank Center for Social Change Prakash Bhattarai.
”Hundredtusinder af migranter er dobbelt ramte af det her og i alvorlige problemer, fordi de i mange tilfælde smides ud af de lande, de har arbejdet i uden mulighed for at vende hjem. Mange befinder sig under forfærdelige forhold, hvilket vi ser eksempler på i blandt andet Malaysia lige nu. En væsentlig del af migranterne arbejder illegalt og står derfor tilbage uden job, uden penge og uden nogen form for rettigheder. Nogle må bo på gaden, og andre bor 50 mennesker i én lejr, hvor de må deles om et enkelt toilet, mens de venter på en mulighed for at komme hjem,” siger han og fortsætter:
”Alligevel har den nepalesiske regering endnu ikke fremlagt en konkret plan for, hvordan og hvornår der åbnes op for migranterne. Grænserne er stadig lukkede, og de nu 3000 nepalesere, der er fanget på grænsen, er sat i 14 dages karantæne under forfærdelige forhold for at få adgang til deres hjemland.”
Omkring 4,5 millioner af Nepals næsten 30 millioner indbyggere er migranter, der bor og arbejder uden for landets grænser. En tredjedel af landets BNP udgøres af den løn, som migranterne tjener uden for landets grænser og sender hjem til deres familier. Den pengestrøm er der nu sat en stopklods for. Nepal står nu over for en kæmpe udfordring med at arrangere en sikker tilbagevenden for landets mange migranter, der befinder sig i mere end 100 forskellige lande, og som derfor bærer en stor risiko for smittespredning. Selvom det skulle lykkes migranterne at vende hjem, vil det alligevel få alvorlige sociale følger, vurderer Prakash Bhattarai:
”Hvis migranterne kommer hjem, vil også de begynde at søge efter job i Nepal ligesom de mange, der har mistet deres job her til lands. Der bliver en enorm arbejdsløshed, og vi risikerer, at millioner vil blive drevet ud i misbrug, hjemløshed og sult.”
Arbejdsmarkedet er i forvejen presset. Under normale omstændigheder er foråret myldretid for turister i Nepal. Mount Everest og Himalayas øvrige bjergtinder lokker eventyrere til fra hele verden. Men nu er fodsporene ved bjergenes sneklædte toppe slettet, for turisterne, der ellers brødføder næsten hver 15. arbejdstager i Nepal, er sendt hjem og har efterladt de ansatte i turistindustrien uden beskæftigelse. Det fortæller journalist Dewan Rai fra den nepalesiske avis The Record.
”Regeringen har anslået, at flere end seks millioner nepalesere har mistet deres arbejde siden nedlukningen i marts. En sultkatastrofe er uundgåelig, for kun de få heldige modtager hjælp fra organisationer. Lige nu stiger fødevarepriserne helt enormt. Stort set alle vores fødevarer importeres fra Indien, hvis stigende smittetal tyder på, at grænserne vil være lukket mindst en måned endnu. Hvis ikke Indien snart åbner for eksport, vil Nepal inden længe løbe tør for alt herunder fødevarer,” siger han.
Det fattige asiatiske land befinder sig dermed i et dilemma. Hvis grænserne ikke genåbnes, vil befolkningen lide under en alvorlig sultkatastrofe, men åbnes grænserne, har landet på ingen måde kapacitet til at håndtere den smittespredning, der må forventes at følge af de mange migranter, der forsøger at komme hjem.
Det vurderer Kim Hartzner, generalsekretær i hjælpeorganisationen Mission Øst, der netop har uddelt hjælpepakker med fødevarer og hygiejneartikler til 15.000 indbyggere i de sværest tilgængelige områder i én af Nepals fattigste regioner Karnali Pradesh.
”Hvis coronapandemien først får alvorligt fat i de værst stillede lande såsom Nepal, vil det have uoverskuelige konsekvenser. Deres sundhedssystem har ikke en brøkdel af de ressourcer, vi kender herhjemme, og muligheden for offentlige ydelser er så godt som ikke eksisterende. For mange nepalesere vil det betyde, at hvis de ikke dør af virussen, så vil de dø af sult,” siger Kim Hartzner.
I takt med at millioner bliver arbejdsløse, er der også en intern flygtningestrøm i Nepal. Mange forlader de større byer for at vende hjem til landsbyerne, de kommer fra. Rejsen foregår til fods, fordi infrastrukturen er lukket ned. Nogle går 700 kilometer for at komme hjem, fortæller journalist Dewan Rai, og bliver man syg på vejen, ser det sort ud. De fleste af landets hospitaler har siden landets nedlukning nægtet at tage patienter ind, og ifølge nyhedsmediet Global Voices har flugten fra byerne allerede kostet flere livet.
Alligevel ser mange ikke andre muligheder end at drage samme vej. Som en nepalesisk håndværker ved navn Rohinda Manda, der netop er blevet fyret fra sit job i hovedstaden, udtaler i et interview til det uafhængige nepalesiske netmedie Record Nepal:
”Vi er isoleret hjemme, og vi er ved at løbe tør for penge og mad. Vores situation er meget usikker, og det er svært for os at overleve i Kathmandu. Derfor bliver vi nødt til at gå hjem til fods, selvom vejen er lang og svær. Men det skal nok lykkedes, for der er ingen andre muligheder tilbage.”