Prøv avisen
Interview

Europas demokrati er i opbrud, verden ser mod Kina

”De fleste lande i Afrika tyer nu til den kinesiske model som et dække for, at de ikke behøver at afholde valg. Det sker i lande som Den Demokratisk Republik Congo, som for øvrigt ikke er særlig demokratisk. Men forskellen til Kina er, at landet er styret af kleptokrater, som stjæler for at berige sig selv og ikke varetager borgernes interesser. Så de har det værste af to verdener, for de bruger den kinesiske model til at have et autoritært styre,” siger Brian Klaas om det globale skred væk fra demokrati.

Vesten er ikke længere den naturlige rollemodel globalt. I stedet ser mange lande mod Kina som model til at bygge et moderne samfund på, siger den fremtrædende politiske analytiker Brian Klaas

”Patienten har det skidt.”

Brian Klaas, forsker i globalt demokrati ved et af verdens førende universiteter, London School of Economics lægger ikke fingre imellem i sin diagnose af det vestlige demokrati.

”Der er en desillusion over det demokratiske system i Vesten, og det gælder hele det politiske spektrum. Det etablerede system er alt for langsomt til at svare på udfordringer som ulighed, globalisering og rette op på påvirkningen af særligt arbejdsklassen, som er økonomisk afskåret fra effekten af globaliseringen og den kulturelle identitet. Det er en desillusion, der eksisterer i USA, i Storbritannien og i Europa,” siger Brian Klaas med henvisning til, hvordan vælgere fra Frankrig til USA har stemt overraskende resultater igennem ved de seneste valg.

Den amerikanske forsker er trods sine beskedne 31 år godt på vej til at blive en af sin generations store politiske analytikere med jævnlige klummer i den amerianske avis Washington Post og optræden hos blandt andre tv-stationerne CNN og BBC. Han seneste bog, ”The Despots Accomplice” (Despoternes medskyldige), handler om, hvordan Vesten alt for ofte ufrivilligt bidrager til demokratiets tilbagegang.

”Der har nu været elleve år i træk, hvor verden år for år er blevet mindre demokratisk. Det går mod de tidligere tendenser efter den kolde krig, hvor demokratiet vandt frem. Udviklingen er fremskyndet af en vestlig udenrigspolitik, som nu vender sig mere indad,” siger Brian Klaas

Han mener, at udviklingen har taget endnu en drejning med den hårdhudede udenrigspolitik, som USA nu fører under præsident Donald Trump, men at den også fandt sted under Barack Obama.

Brian Klaas taler om en global krise for demokratiet, som er ramt af en perfekt storm. I Vesten er man skuffet og opgivende over for det demokratiske system, og samtidig er der en global krise forårsaget af, hvordan Vesten agerer over for resten af verden:

”Vi plejede i vestlig udenrigspolitik at have en tosidet politik, hvor vi i princippet støttede demokrati, men til en vis grad også var villige til at se gennem fingre med lande, som vi havde særlige interesser i.”

Det gavnede blandt andet den demokratiske proces i mindre betydende lande som Cambodja, Malawi og Madagas-kar.

”De fik fordelene af den vestlige prodemokratiske udenrigspolitik, for det var ikke afgørende for USA at vende det blinde øje til. I stedet brugte de udviklingshjælp og diplomati til at lægge et meningsfuldt pres på dem.”

Som eksempel peger Brian Klaas på, at USA standsede udviklingshjælpen til Madagaskar efter et kup i 2009.

”Det var reaktionen på indførelsen af et autoritært regime – selvom det ikke havde konsekvenser i de vestlige lande. Nu signalerer Vesten, at de overhovedet ikke er interesseret i de lande, og de vil ikke presse på for at gøre dem mere demokratiske. Og vi støtter også de mere åbenlyst problematiske og usmagelige regimer.”

Brian Klaas illustrerer det med præsident Donald Trumps nylige besøg i Saudi-Arabien.

”I modsætning til tidligere besøg af amerikanske præsidenter i Saudi-Arabien deltog Trump ukritisk i den rituelle sværddans og talte ikke om behovet for reformer af menneskerettigheder og demokrati. Dermed underminerer Vesten demokratiet i udlandet,” siger han.

Gennem sin forskning har Brian Klaas rejst meget i de mellemstore lande, som ikke er direkte fanget den vestlige verdens projektørlys.

”Jeg taler med præsidenter og premierministre i de mellemstore lande, og de skeler til Washington for at se, hvad de kan slippe af sted med. Og budskabet til dem er, at vi ikke bekymrer os så meget om det,” siger Brian Klaas med henvisning til, at ”det” i denne sammenhæng blandt andet dækker over valgsvindel og undertrykkelse af medierne.

Konsekvensen er en opblomstring af mere autoritære regimer globalt.

”Vi ser, at Tyrkiet under præsident Erdogan på ingen måde undskylder for, at de bliver mere totalitære. Vi ser Bahrain, som fik støtte fra Donald Trump, for derefter at slå hårdt ned på oppositionen. Filippinerne under den nye præsiden Rodrigo Duterte er et tredje eksempel.”

Ifølge Brian Klaas er det hele idéen bag demokratiet, som er i krise, og han tager udgangspunkt i den amerikanske politolog Francis Fukuyama, der for 25 år siden blev berømt på sin tese om ”historiens afslutning”.

”Det ser latterligt ud nu. Kina bruger i dag det argument, at demokratiet har fejlet globalt og ikke er værd at forfølge som en model. Det er nyt. Efter den kolde krig var der et intellektuelt monopol, som demokratiet sad på,” siger Brian Klaas.

”Det er ikke nødvendigvis tilfældet længere, fordi lande som Kina bruger Trump og Brexit som argument for, at demokratiske regeringer producerer usikkerhed og selvskabte skader, som man ikke vil se i et teknokratisk bureaukrati. Men det er et falsk argument,” fastslår Brian Klaas med henvisning til, at nok har Kina et bureaukrati drevet af teknokrater, men folket har ikke nogen indflydelse eller kontrol.

”De fleste lande i Afrika tyer nu til den kinesiske model som et dække for, at de ikke behøver at afholde valg. Det sker i lande som Den Demokratisk Republik Congo, som for øvrigt ikke er særlig demokratisk. Men forskellen til Kina er, at landet er styret af kleptokrater, som stjæler for at berige sig selv og ikke varetager borgernes interesser.

Så de har det værste af to verdener, for de bruger den kinesiske model til at have et autoritært styre,” siger Brian Klaas om det globale skred væk fra demokrati.

Spørgsmålet om, hvem der skal tage over, hvis USA og den amerikanske præsident ikke længere har rollen som lederen af den frie verden, udløser ikke et klart svar.

”De nærmeste er Emmanuel Macon og Angela Merkel. Men medmindre de beslutter sig for at tage absolut lederskab i EU og får fuld opbakning til bruge EU’s økonomiske styrke, så vil det blive svært at udfordre USA og Kina som verdens ledere, fordi deres individuelle økonomi ikke er der. Men Europa kunne vinde den position,” siger Brian Klaas, der omvendt ikke ser en rolle for Ruslands Vladimir Putin.

”Hvis Putin er noget, så er han leder af den ufrie verden. Men han gør det bemærkelsesværdige, at selvom Rusland har en økonomi på størrelse med Italien, er landet en global spiller, som konstant angriber vestlig udenrigspolitik med en aggressiv udenrigspolitisk dagsorden, som støtter autoritære regimer,” pointerer han.

Brian Klaas understreger, at Rusland på ingen måde udgør en trussel mod demokratiet på samme måde som Kina.

”De er gode til at underminere demokratiet i udlandet, men der er ikke en intellektuel udfordring af tanken om demokratiet,” vurderer han.

Tilbage står det paradoks, at netop demokratiet er truslen mod demokratiet selv.

”Polariseringen i politik er en udfordring af demokratiet. Demokrati er bygget på konsensus. Men der er et nyt niveau af partiskhed, som jeg ikke havde forventet. Særligt i USA, hvor Trumps støtter vil argumentere for ting, som for bare et par år siden ville have været uacceptabelt for 95 procent af befolkningen,” siger Brian Klaas.

Et eksempel på udviklingen er et kongresmedlem fra Montana, som tilstod at have overfaldet en reporter, men blev siddende i Kongressen under sin prøveløsladelse. ”Det blev accepteret. For bare to år siden ville det have være uacceptabelt. Hvis du overfalder en journalist, træder du automatisk tilbage. Men nu er der et stamme-element, hvor man siger: ’Du er en af os’. Og det er ikke kun blandt republikanere, men også blandt demokraterne.”

Det helt store skifte er kommet med Donald Trump, som har ført an i den polarisering ved gennem hele nomineringsprocessen for at blive republikanernes præsidentkandidat at gøre og sige ting, som ville have afsluttet karrieren for mange andre.

”Tag bare Rick Perry fra Texas, som i 2012 fik sine chancer ødelagt for at blive republikansk præsidentkandidat, fordi han ikke kunne huske navnet på et regeringskontor, han ville nedlægge. Men Trump blev valgt til trods for antallet af løgne og himmelråbende påstande, og selvom han selv pralede af overgreb mod kvinder. Det burde snarere have afsluttet hans karriere,” mener Brian Klaas.

Polariseringen betyder også, at de to store partier, særligt i USA men også til en vis grad i Storbritannien, står meget hårdere over for hinanden.

”Under den tidligere amerikanske præsident George W. Bush blev der gennemført lovgivning med demokratiske stemmer. Nu kan du overhovedet ikke forestille dig, at demokraterne vil stemme for noget, som Trump ønsker. Men det er gift for demokratiet. End ikke principper er fælles længere,” konstaterer Brian Klaas.

Han efterlyser tidligere tiders politiske anstændighed.

”Politikerne har ikke længere et forhold til deres modstandere, men går efter hurtige og billige point med skarpe citater og klik på sociale medier. Derfor mangler de et incitament til at opføre sig anstændigt. Det er sevet ind i politik på højeste niveau, og det har skabt en perfekt storm, som opløser den demokratiske lim, som vi tidligere tog for givet,” siger Brian Klaas.