Amy Holden. Født i 1979 i Australien. Har dobbelt australsk-britisk statsborgerskab. Bosat i Barcelona siden 2002 efter to år i Storbritannien. Psykolog og iværksætter. Medstifter af foreningen Europeans in Catalonia. Har en spansk mand og to børn med spansk statsborgerskab.
”Da afstemningen nærmede sig, begyndte jeg at føle mig skidt tilpas. Det gik op for mig, hvor splittet samfundet var. Folk troede faktisk på den antieuropæiske kampagne. Før i tiden talte jeg aldrig om politik med familie og venner. Nu taler vi ikke om andet.
Jeg var sikker på, at Remain -siden ville vinde. Jeg græd, da jeg så valgresultatet. Jeg følte mig desperat i flere måneder. Jeg har mistet borgerrettigheder. Det var som at få tæppet trukket væk under sig.
Jeg er frustreret over hele processen, som er en komplet falliterklæring. Jeg har aldrig følt mig særlig britisk, for jeg er vokset op i Australien. Men nu føler jeg mig fremmedgjort fra mine forfædre. Det er en identitetskrise. Mine bedsteforældre kæmpede i krigene mod nationalismen og højreekstremismen. De bragte store ofre for at vinde freden i Europa.
Jeg skammer mig over Brexit. Jeg væmmes ved den måde, ekstremisterne har overbevist mange mennesker om, at de ikke skylder det europæiske fællesskab noget. Brexit er udtryk for utaknemmelighed.
Men jeg har gjort klar til den dag, det sker. Jeg har skiftet mit britiske kørekort til et spansk. Jeg har ansøgt om permanent opholdstilladelse i Spanien, fordi jeg er bange for at miste retten til at gå til lægen. Jeg har meldt mig til en officiel sprogeksamen for at søge om spansk statsborgerskab. Til gengæld er jeg nødt til at opgive det britiske.
Jeg har flyttet midler ud af Storbritannien. Tænk nu, hvis aktiemarkedet braser sammen, eller man pludselig ikke kan få sine penge ud af banken.”
Trine Garrett. Født i 1979 i Nærum. Uddannet skuespiller og performanceunderviser. Flyttede første gang til London fra Danmark for 20 år siden, hvor hun mødte sin nuværende canadiske ægtemand, der oversætter dansk og norsk litteratur og dramatik til engelsk.
”Da vi bosatte os i London, var en af grundene, at det var så ligetil, fordi jeg kunne udnytte mine rettigheder som EU-borger. Jeg mødte min mand i London, og vi boede en overgang i hans hjemland Canada, men det var bare så langt væk. Og efter to år på et Commonwealth-visum fik han lov til at blive her, fordi han var gift med en EU-borger.
Det hele med Brexit virker så absurd. Vi kan ikke bare flytte til Danmark. Jeg er teaterkunstner, så jeg ruller jo ikke ligefrem rundt i penge. Og hvis vi skulle rejse til et andet sted, hvortil skulle det så være? Men nu må vi se, hvad der sker med vores rettigheder som EU-borgere i Storbritannien.
Om jeg kan se nogle fordele ved Brexit overhovedet? Ikke med de potentielle udsigter. Men som teaterkunstner fokuserer vi i vores kompagni, Foreign Affairs, på verdensdrama, og efter folke-afstemningen i 2016 blev vi et langt mere politisk teater, så kunstnerisk har det haft en positiv betydning. Jeg blev klar over, at vi ville mere end blot lave teater, og vi fik pludselig en anden mission.
Ved siden af teateret arbejder jeg som freelanceunderviser, og der er al den uvished om fremtiden. Jeg er ikke i et stort firma, der kan hjælpe, så man kører det meste af ræset selv. Det værste er denne usikkerhed. Vi er efterladt i det her mærkelige limbo.
En bekymring er, at hvis vi tager til Danmark, hvordan starter man så forfra som teaterkunstner i en vis alder, når man er så afhængigt af sit netværk og sit sprog? For jeg har brugt det meste af mit voksne liv i udlandet.”
Sam Mason. Født i 1990, opvokset i Portsmouth på den engelske sydkyst. Flyttede til Berlin for tre år siden med sin britisk-svenske hustru. Har en bachelor i fysik og arbejder som dataanalytiker for en virksomhed, der beskæftiger sig med bæredygtig energi.
”Når jeg hører ordet Brexit, føler jeg sorg og forlegenhed. Noget af det værste var, da det gik op for mig, at mange af de ting, jeg kan lide ved Storbritannien – de progressive værdier, åbenheden, det multikulturelle, den internationale tankegang – ikke støttes af et flertal af befolkningen. Det var chokerende at opdage, at så mange føler det komplet modsatte af mig. Det havde jeg ingen anelse om. Hvem er alle disse mennesker? Jeg har været naiv og gjort mig skyldig i at leve i en liberal boble både i sociale kredse og online.
Brexit har betydet, at jeg er blevet langt mindre nationalistisk. Jeg lægger mindre vægt på min oprindelse. Jeg har ikke lyst til at flytte tilbage, ikke i den nærmeste fremtid. Min hustru og jeg har opbygget et nyt liv i Berlin. Min hustru har et svensk pas, og i værste fald kan jeg få et partner-visum. Men vi briter her har en klar følelse af, at den tyske regering ikke vil smide os ud, så jeg er ikke så bekymret.
Værre er det for mine forældre, for de tilhører en generation, der lagde større vægt på national stolthed, og at gå fra mange års stolthed over at være briter til en forlegenhed i denne størrelsesorden er virkelig et chok. Tre år i Berlin har været en øjenåbner for mig. Jeg har opdaget en britisk arrogance, som jeg ikke så før. Brexit udtrykker for mig at se en malplaceret national stolthed og arrogance; at mange briter har en forestilling om, at Storbritannien har en særlig rolle at spille i verden, som man ikke kan spille inden for EU. At vi skulle være bedre stillet på egen hånd. Det er en tankegang, som hænger sammen med, at vi ikke har konfronteret os selv med fortiden som kolonimagt. Og det er det totalt modsatte af min egen oplevelse og overbevisning. Takket være EU kan jeg bo og arbejde i Berlin.”
Katarina Vasilaki. Født i 1976 i Grækenland. Kom til London for otte år siden med sin lille datter. Er idrætslærer og i dag gift med en brite, som hun har en datter på ni måneder med.
”Jeg føler mig fanget på midten lige nu med Brexit. Jeg føler, at jeg er nødt til at blive i Storbritannien på grund af krisen i Grækenland. Men jeg føler også, at Storbritannien har vendt sig mod udlændinge. Det er ikke så meget folket som den politiske stemning, der hjernevasker folk. Jeg har ikke personligt oplevet fremmedfjendskhed. Men jeg har haft samtaler med briter, der gerne ser, at Storbritannien bliver ’storartet’ igen, og de tror, at det først vil lykkedes, når de fremmede kommer ud, og det er chokerende at opleve.
Da vi blev gift, spurgte min mand, om jeg ikke ville have hans efternavn, så det var lettere for mig her i landet. Men jeg sagde nej, for det er mit navn og min identitet. Jeg vil heller ikke i første omgang ansøge om britisk statsborgerskab, men blot sikre mig retten til at blive i landet for mig og min ældste datter. Den yngste er automatisk britisk, og jeg tror ikke, at et britisk pas vil give mig de store fordele.
Det kan blive et problem senere, hvis jeg forlader Storbritannien og eksempelvis tager arbejde i Grækenland. Hvis man forlader Storbritannien i mere end seks måneder, mister man retten til at være her, så meget kan nå at ændre sig.
Jeg tror dog ikke, at Brexit vil påvirke mig, så længe vi bor og arbejder her. Mange taler om de fremmede udskud, der malker systemet. Men vi får ikke noget af staten, vi arbejder og betaler vores skat, og derfor tror jeg, at meget vil forblive det samme for os. Vi har været fleksible og har tilpasset os. Alle derhjemme sagde, at ’I er tossede’, da jeg flyttede med en lille pige til London og opgav job og lejlighed i Grækenland. Men at forlade Grækenland er det bedste, jeg nogensinde har gjort.”
María Corretge. Født 1976 i Spanien. Bosat i Skotland siden 2001. Speciallæge i geriatri, ansat på et distriktshospital. Har en irsk-britisk mand og to døtre med britisk statsborgerskab.
”Brexit kom fuldkommen bag på os, der arbejder med vores fag i Edinburgh. Vi havde ikke hørt meget til Leave -siden i medierne. Det var meget trist, for nu var jeg pludselig en ”udlænding” for første gang nogensinde. Jeg følte ellers, at jeg hørte til her. Pludselig begyndte jeg at få klager fra patienterne over at komme udefra. Jeg taler perfekt engelsk uden ret meget accent, fordi jeg lærte det som teenager i USA. Pludselig var der patienter, der ikke syntes, de kunne forstå, hvad jeg sagde. Det er jo tragikomisk.
Brexit er brænde på fremmedhadets bål, fordi bruddet gør fremmedhadet acceptabelt. Jeg har selv været af sted på mission som læge på Lesbos, hvor vi hjalp nogle af de mange flygtninge, der nærmest skyller i land der. Jeg bryder mig ikke om de nye nationalistiske toner.
Min mand har dobbelt statsborgerskab, så han bliver ikke ramt af bruddet. Men det bliver et problem for mig at rejse alene med mine døtre. Vi må ikke længere gå igennem grænsekontrollen samme sted.
Jeg var også spændt på, om jeg kunne blive ved med at være her på de samme betingelser. Heldigvis er det gået op for sundhedsvæsnet, at det ikke kan klare sig uden det europæiske personale. Vi skulle gå ind på en hjemmeside og registrere os som bosatte. Vi skulle scanne vores pas og betale 65 britiske pund, men senere sagde de, at det ville være gratis.
Stemningen her i Edinburgh underlig. Folk er imod Brexit, og de skotske nationalister udnytter bruddet for at opnå skotsk løsrivelse. Det vil være endnu et brud.”
Pete Kercher. Født i 1953 i Storbritannien. Tysk mor med svensk efternavn, engelsk far. Bosat i Italien siden 1978. Freelance-rådgiver i handicapvenligt design.
”Jeg er en hybrid, så jeg har aldrig identificeret mig med et enkelt land. Jeg har altid følt mig europæisk. For det var jeg jo!
Da jeg afsluttede min uddannelse i 1975, rejste jeg rundt i hele Europa. I 1978 slog jeg mig ned her ved Comosøen. Jeg gør brug af min europæiske borgerret til at bo lige, hvor jeg vil i unionen. Jeg rejser over hele Europa med mit arbejde. Jeg har familie i Storbritannien og Tyskland. Jeg er naturligt tosproget og mestrer en masse europæiske sprog. Jeg oversætter imellem dem på mit eget fagfelt.
Jeg er helt integreret i det italienske samfund. Som europæisk medborger har jeg ikke haft brug for at søge om italiensk statsborgerskab. Ikke før nu. Det er en tung bureaukratisk proces. Det kræver ufattelige mængder tid og penge at fastholde rettigheder, jeg havde i forvejen.
Al denne dårskab kan betyde, at når jeg i april rejser på arbejde i Rumænien, er jeg EU-borger, når jeg rejser ud – men ikke, når jeg tager tilbage tre dage efter. Ingen kan sige mig, om jeg så får problemer ved indrejse i Schengen-området med et britisk pas uden visum. Ingen ved, om min italienske opholdstilladelse stadig vil være gyldig.
Ingen kan heller svare på, om jeg må blive ved med at drive selvstændig virksomhed i Europa. Dette frygtelige rod er en stor belastning, som ingen har brug for. Og det er det værste eksempel på magtarrogance begået i demokratiets navn, så langt jeg kan huske tilbage. Det er jeg vred over.
Det føles, som om jorden forsvinder under mine fødder.”