Hvad blev der af USA’s økonomiske fremtid i valgkampen?

Selvom både amerikanernes statsgæld og budget- og handelsunderskud når stadig mere bekymrende højder, tør ingen politikere tage fat på at diskutere de nødvendige reformer. Det kan koste USA dyrt som global magtspiller

Kommer der en anden corona-hjælpepakke eller ej – og hvor stor skal den i givet fald være? Donald Trump har besvaret spørgsmålet på så mange måder, at vælgerne har svært ved at finde ud af, hvor præsidenten står.
Kommer der en anden corona-hjælpepakke eller ej – og hvor stor skal den i givet fald være? Donald Trump har besvaret spørgsmålet på så mange måder, at vælgerne har svært ved at finde ud af, hvor præsidenten står. Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix.

Bill Clinton vandt overraskende præsidentvalgkampen mod den siddende republikanske præsident, George H. W. Bush, i 1992. Bush havde året før haft 90 procents opbakning blandt amerikanerne efter en vellykket golfkrig og befriet Kuwait fra irakisk besættelse. Demokraten Clintons kampagne var baseret på et af de stærkeste slogans i nyere amerikansk valgkampshistorie: It’s the economy, stupid . Bush tabte magten, fordi USA var på vej ind i en økonomisk recession.

Den nuværende valgkamp har først i den seneste uges tid for alvor fokuseret på et af amerikansk økonomis vigtigste spørgsmål: Kommer der en anden corona-hjælpepakke eller ej – og hvor stor skal den i givet fald være? Donald Trump har besvaret spørgsmålet på så mange måder, at vælgerne har svært ved at finde ud af, hvor præsidenten står. Hvad værre er, han har forvirret sit eget republikanske parti med de forskellige meldinger. Republikanerne var i forvejen splittede på spørgsmålet, fordi de grundlæggende og principielt er imod så massiv finanspolitisk stimulus. Demokraterne har til gengæld med Nancy Pelosi og Joe Biden i spidsen stået stejlt på den størst mulige hjælpepakke på over 2000 milliarder dollars. Og helst en aftale før valget den 3. november.

Trump taler ikke om et samlet økonomisk program, men har dog en stor strategisk satsning, som lover godt for USA’s fremtid, hvis den kan finansieres og realiseres: en infrastruktur-investering på 1000 milliarder dollars. Den talte han imidlertid også om i valgkampen for fire år siden, og ingen fremskridt er sket i forhandlinger med Kongressen. Derudover taler han om at gøre de indførte skattelettelser til USA’s rigeste og virksomhederne vedvarende og vil spare på socialpolitik og uddannelse.

Den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, lægger vægt på jobskabelse, uddannelse, klima, sundhed og et mere retfærdigt skattesystem. Samlet set er hans politik heller ikke fuldt finansieret og vil selv med de skattestigninger, han ønsker, bidrage til underskuddet.

Den 3. november er ikke kun skæbnetime og valgdato for Trump og Biden, men også for Kongressen, hvor der skal vælges et helt nyt Repræsentanternes Hus og 35 nye senatorer. Med meningsmålinger, der støt og roligt bevæger sig mod både at forudsige en Biden-sejr og et demokratisk flertal i begge kamre, er Trump og Republikanerne under stigende pres.

Det er amerikansk økonomi også. Ifølge Kongressens uafhængige budgetkontor, CBO, vil underskuddet på det amerikanske statsbudget i år blive på 16 procent af det amerikanske bruttonationalprodukt, BNP. Det er tredoblet på et år til svimlende 3300 milliarder dollars og et niveau, der er større end selv underskuddet efter Anden Verdenskrig. Med så massive underskud vil den amerikanske gæld stige enormt. Fra at være 37 procent af det amerikanske BNP i 2007 før den finansielle recession i 2008-2009 til at være 79 procent i 2019 og til 98 procent i 2020. Med uændrede amerikanske love og regler vil gælden vokse til 107 procent i 2023. Det er om kun tre år og i givet fald det højeste gældsniveau i USA’s historie. I 2050 skønner Kongressens egne økonomer, at gældsniveauet vil være steget til 195 procent af bruttonationalproduktet.

Intet af dette ville være tilladt inden for rammerne af EU’s regler for den økonomiske og monetære union. Grækenland og Italien de seneste 10 år ligner mønsterøkonomier på den baggrund. I et USA med en aldrende befolkning, med høje og stigende sundhedsudgifter samt et faldende skattetryk ligner det et stort behov for massive strukturelle reformer. De er bare ikke en central del af den nuværende valgkamps temaer.

Den amerikanske handelsbalance med omverdenen har det også skidt. USA har de seneste 25 år haft underskud i sin handel med verden, som har varieret mellem en og seks procent af bruttonationalproduktet. Problemet for Trump og Biden er, at handelsunderskuddet i dag er mellem 5 og 10 gange så stort, som det var for 25 år siden. Når et land bruger mere på import, end det tjener på eksport, må det i realiteten låne eller sende dollars ud i verden for at udligne underskuddet. Det går indtil videre godt, da dollaren er verdens største reservevaluta, og udlandet gerne køber amerikanske statsobligationer eller andre former for gæld. Samtidig foretager udlandet store investeringer i USA.

På længere sigt skaber det voksende offentlige underskud i USA, den markant voksende gæld og det tilsyneladende vedvarende amerikanske handelsunderskud en ny global situation, hvor dollarens værdi og sikkerhed begynder at blive usikker. I takt dermed vil USA blive udfordret og nødsaget til at foretage reformer og strategiske ændringer, der kan sikre bedre balancer på de tre økonomiske nøgleparametre. Euroens rolle, den japanske yen og den kinesiske renminbi vil samtidig i de kommende årtier vokse i betydning og medvirke til en anden global situation for USA’s økonomi.

Disse afgørende emner diskuteres ikke i valgkampen. Det er ellers mere end nogensinde the economy, stupid, for USA.

Friis Arne Petersen har været Danmarks ambassadør i USA, Kina og Tyskland og er i dag partner i public affairs-bureaet Rud Pedersen. Han analyserer internationale forhold i Kristeligt Dagblad.