Prøv avisen
Spørgsmål3svar

Hvad er det med den selvstændighed i Catalonien?

Foto: AP/ritzau

Det politiske drama fortsætter i Catalonien efter regionalpræsident Carles Puigdemonts tale tirsdag aften, hvor han fastholdt Cataloniens ret til selvstændighed som en republik. Men hvad er det for en selvstændighed, regional- regeringen forestiller sig – og hvad skal den bruges til? Carsten Humlebæk, lektor ved CBS, Handelshøjskolen i København, og ekspert i nationalisme og identitet i Spanien, svarer

Hvad er det for en selvstændighed, Catalonien ønsker?

Det handler først og fremmest om identitet. Der kører også en debat om, at Catalonien bliver behandlet økonomisk uretfærdigt af Spanien, men især siden 2012 har det afgørende været ønsket om at blive anerkendt som nation. Man vil bare gerne have sin frihed til at være sig selv og ikke en del af et Spanien, som man i nogen grad ser som undertrykkende og uretfærdig.

Det er svært at sætte sig ind i for udenforstående. Men det er en gammel problematik i både Catalonien og Baskerlandet og i øvrigt en af årsagerne til, at general Franco indledte borgerkrigen.

Nationsdannelsen er ikke lykkedes lige så godt i Spanien som i for eksempel Frankrig. I Frankrig har man sat mere ind på at få mindretallene til at identificere sig med den franske nation.

Hvad ønsker den catalanske regionsregering at bruge friheden til? Hvad skal være anderledes end i dag?

Ikke ret meget, når det kommer til stykket. Regeringen eller selvstændighedsbevægelsen har ikke en vision om et helt andet samfund eller en helt anden politisk linje. Det, man mest slår på, er, at der skal være mere demokrati, fordi Spanien set fra selvstændighedstilhængernes side ikke er rigtig demokratisk, når man afviser at drøfte uafhængighed.

Udenrigspolitisk har regionalregeringen slået fast, at den ønsker, at Catalonien skal være medlem af EU. Den ønsker at bevare euroen, og Catalonien skal fortsat være en kosmopolitistisk region, som Barcelona jo i høj grad er udtryk for i dag. Et enkelt markant punkt er kongehuset. Man ønsker ikke at bevare monarkiet.

Kunne Catalonien fungere som en selvstændig stat i dag?

Hvis man forestiller sig en løsning, der indebærer en fordragelig skilsmisse fra Spanien, er der intet til hinder for, at Catalonien kan fungere som selvstændig stat. Regionen har syv millioner indbyggere og masser af industri. Rent praktisk kræver det selvfølgelig en lang række offentlige institutioner, hvis en stat skal fungere. Et retsvæsen, et skolevæsen, et skattesystem og så videre. Her mangler Catalonien de overordnede niveauer af administrationen – for eksempel ligger højesteret og forfatningsdomstolen i Madrid – men det er nogle, der hurtigt vil kunne etableres. Regionen har allerede et omfattende selvstyre og opkræver blandt andet nogle skatter. Så det er mere et spørgsmål om at udvide en række institutioner, der allerede eksisterer.

Regionalregeringen har de seneste 4-5 år forsøgt at planlægge, hvordan det kan ske. Den har haft et rådgivende organ, som har hjulpet med at finde ud af, hvordan man allerede nu kunne udbygge de eksisterende strukturer uden at krænke forfatningen, og man er gået lige til kanten.

Hvordan forestiller selvstændighedsbevægelsen sig samarbejdet med Spanien fremover?

De senere års udvikling har skærpet holdningerne. Det tog fat i 2010, da premierminister Mariano Rajoys konservative parti tog initiativ til at indbringe en tidligere aftale om mere selvstændighed, somgav Catalonien ret til at kalde sig nation, for Forfatningsdomstolen, som derefter annullerede aftalen. Nu går man mere rent efter fuld selvstændighed. Tidligere kunne de mest moderate måske have været tilfredse med mere selvstyre, men for de fleste er det passé. Tilbage er en forestilling om, at Spanien og Catalonien skal være to ligeværdige stater med en fælles historie som for eksempel Danmark og Sverige.

Hvad gør regionalregeringen sig af tanker om den (halv)del af catalonierne, der ikke ønsker selvstændighed?

Det lukker den øjnene for. Den fastholder, at 90 procent stemte ja til løsrivelse ved folkeafstemningen den 1. oktober, og den accepterer ikke argumentet om, at valgdeltagelsen på cirka 42 procent var for lav til at give et retvisende resultat. Regeringens argument er, at folk havde rig mulighed for at stemme, og den mulighed kunne de bare have benyttet sig af. Man er ikke særlig bevidst om, hvordan der skal gøres plads til dem, der ikke ønsker løsrivelse.