I Danmark giver det anledning til en note på avisernes indlandssider, når en ny kandidat bliver indstillet til højesteret. I USA er det derimod et sikkert startskud til et højlydt og langvarigt politisk slagsmål, hvor den nominerede som en anden præsidentkandidat får endevendt hele sin professionelle fortid og pæne dele af den private også.
– Det kan virke besynderligt set udefra, men det er det ikke, når man tager i betragtning, at USA's politiske system er et konstitutionelt demokrati. Hele det amerikanske system er bygget op om, at samfundets tre magt-instanser skal holde hinanden i skak, siger dr.phil Helle Porsdam, der er lektor på Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet og den førende danske ekspert i det amerikanske retssystem.
Hun henviser til, at demokratiet i USA afviger fra det danske ved at være baseret på et præsidentstyre i stedet for et parlamentarisk styre. Lederen af den udøvende magt, præsidenten, vælges af folket – ikke af den parlamentariske forsamling i Folketinget. Det indebærer, at der er en langt skarpere opdeling mellem den udøvende og den lovgivende magt end i et parlamentarisk demokrati, hvor der er en delvis sammensmeltning mellem den lovgivende og udøvende magt.
Som det tredje selvstændige ben i det amerikanske system kommer højesteret, der er tiltænkt som kontrol af den udøvende magt. Den føderale højesteret tager sig således kun af sager, der vedrører forfatningen, og kan på eget initiativ vurdere, om nye love er i overensstemmelse med forfatningen. Almindelige strafferetssager og lignende bliver behandlet i de enkelte delstater, som har tre retsinstanser, inklusive højesteretter, svarende til Danmark.
– Derfor har højesteret en enorm magt i USA. Det er dybest set den, der lægger retningslinjerne for, hvad politikerne kan beslutte, siger Helle Porsdam.
De klassiske eksempler gælder de sortes situation. Det var en højesteretsdom – Plessy vs. Fergusson – som før århundredeskiftet bekræftede raceadskillelsespolitikken i sydstaterne som lovlig og forenelig med USA's forfatning. På samme måde var det en højesteretsdom i 1954 – Brown vs. Board of Education, Topeka – som erklærede raceadskillelsen i skolerne i strid med forfatningen, og som gav en slags klarmelding til den intense modstand, som fulgte, mod racismen i det nordamerikanske samfund.
Netop USA's multikulturelle baggrund er den anden væsentlige årsag til højesterets store betydning.
Det amerikanske samfund er et kludetæppe af forskellige befolkningsgrupper med hver deres sprog, kultur, religion med videre. Den eneste fællesnævner i den situation er og har altid været juraen. Den er blevet den "lim", der binder amerikanerne sammen, fremhæver Helle Porsdam.
– Domstolene er blevet rammen om det amerikanske samfund. Det er dem, der afgør, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er. Hvordan de officielle værdier skal vægtes i forhold til individets og mindretallenes rettigheder, siger hun.
– Juraen er blevet det fo-rum, hvor amerikanerne diskuterer, hvilken adfærd og hvilke værdier man ønsker at fremelske i USA. Retsvæsenet udfylder det tomrum, fraværet af fælles værdier har efterladt.
Helle Porsdam peger på, hvordan dette særlige forhold til retssystemet gennemsyrer det amerikanske samfund i en grad, så det også afspejler sig i kulturlivet.
– Man kan jo stort set ikke finde en amerikansk film eller et teaterstykke, uden at der indgår dommere, retssager og så videre, pointerer hun.
Og den absolutte juvel i denne selvforståelse er højesteret.
– Det er simpelthen højesteret, der definerer, hvad der er amerikansk. Den er indbegrebet af USA og de amerikanske værdier, og derfor anses den for at være så uhyre vigtig, siger Helle Porsdam.
At selve udnævnelsen af højesteretsdommerne så sker i en politisk proces, hvor præsidenten udpeger, og Senatet efterfølgende – som regel – godkender vedkommende, er et paradoks, som amerikanerne tilsyneladende lever glimrende med.
– Der er da en konflikt mellem på den ene side at ville have en neutral ret og så alligevel udnævne den politisk, siger Helle Porsdam.
– Men man har i USA altid været klar over, at jura er et politisk redskab. At det er mennesker, der fortolker loven. Uden at det har ændret på den tyrkertro, amerikanerne har på, at det er domstolene, man skal sætte sin lid til, hvis noget er galt, siger hun.
Samtidig er der en udbredt opfattelse af, at eftersom der statistisk set er en ligelig fordeling og demokratiske og republikanske præsidenter over tid, vil domstolen også få en jævn fordeling mellem liberale og konservative dommere.
Højesteret udgøres af ni dommere, hvoraf den ene er højesteretspræsident. Det er præsidenten, der udnævner dommerne, men de skal godkendes af Senatet, før deres placering er endelig. Det sker gennem en række høringer i Senatet, som dem Samuel Alito nu skal i gang med. Som hovedregel har de skiftende amerikanske præsidenter forsøgt at udnævne dommere, der har delt deres egne ideologiske synspunkter. I flere tilfælde har det dog vist sig, at dommerne har bevæget sig i en anden retning, end præsidenten forventede. Det mest berømte eksempel er præsident Eisenhowers udnævnelse af Earl Warren til præsident for højesteret. Eisenhower anså Warren for at være konservativ, men hans afgørelser kom til at være blandt de mest liberale i domstolens historie. Det fortælles, at Eisenhower senere kaldte valget af Warren for "den mest forbistrede fejltagelse, jeg nogensinde begik".
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk
Konstitutionelt demokrati
Det amerikanske politiske system er formentlig et af de mest radikale eksempler på et konstitutionelt demokrati med en føderal opbygning og vidtgående beføjelser til en højesteret, som skal sikre, at konstitutionens bestemmelser og dens hensigt efterleves.
Det er stærkt inspireret af den franske filosof Monte-squieus tanker om en tredeling af magten i den lovgivende, udøvende og dømmende magt for bedst muligt at sikre individets frihed. Forfatningens fædre i USA søgte også inspiration i antikken, hvor man havde indført en skelnen mellem stat og samfund for bedre at kunne sikre individet og give det autonomi. Flertallets magt udøves inden for konstitutionelt begrænsede rammer, der er beregnet på at sikre, at mindretallet kan nyde visse individuelle og kollektive rettigheder, såsom talefrihed og religionsfrihed.
I modsætning til de fleste vesteuropæiske lande, som er baseret på parlamentarisme, hvor regeringen vælges af – og kan afsættes af – et folkevalgt parlament, har USA altid holdt fast ved tredelingen af magten mellem den lovgivende, udøvende og ldømmende instans. Præsidenten – og dermed regeringen – vælges direkte og kan som udgangspunkt ikke afsættes i en valgperiode.
