Tysk populist giver selv et bud på populismens væsen

I begyndelsen forstod Thilo Sarrazin slet ikke, hvorfor han skulle kaldes populist, for han mente, at han kun argumenterede nøgternt. Han er efterhånden kommet til den slutning, at populisme-stemplet hives frem, ”når nogen ytrer sig kritisk på en måde, der er populær", skriver Anders Raahauge

I en artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung giver Thilo Sarrazin nu sin analyse af det allestedsnærværende populisme-begreb.
I en artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung giver Thilo Sarrazin nu sin analyse af det allestedsnærværende populisme-begreb. Foto: Stefan Boness/IPON.

Thilo Sarrazin, socialdemokrat og tidligere finanssenator for Berlin, udgav i 2010 bogen ”Tyskland afskaffer sig selv”, som var en kritik af indvandringen. Den blev en skandalesucces, der nu er solgt i flere end 1,2 millioner eksemplarer, og den indbragte også Sarrazin betegnelsen populist i så mange medier, at han måtte forlade sin plads i bestyrelsen for Deutsche Bank.

I en artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung giver han nu sin analyse af det allestedsnærværende populisme-begreb. I begyndelsen forstod han slet ikke, hvorfor han skulle kaldes populist, for han mente, at han kun argumenterede nøgternt. Han er efterhånden kommet til den slutning, at populisme-stemplet hives frem, ”når nogen ytrer sig kritisk på en måde, der er populær, ikke lige til at gendrive, systemkritisk, men ikke venstreorienteret.”

Den, som giver stemplet, mener sig til gengæld i besiddelse af moralsk overlegenhed og behøver derfor ikke forklare angrebet nøjere; ”etiketten erstatter argumentation”.

Overalt i Europa og USA vokser ikke desto mindre de populistiske strømninger. Er det, fordi borgerne pludselig er ramt af kogalskab?

”Hvorfor ligger det schweiziske SVP, det østrigske FPÖ, det franske Front National, det hollandske Frihedsparti, Dansk Folkeparti og andre så tæt på 30 procent? Hvad har løftet Sverigedemokraterne over 20 procent? Hvorfor ligger AfD i Tyskland nu tæt på 15 procent og rykker farligt nær det dykkende SPD? Hvordan kunne Donald Trump vinde nomineringen hos Republikanerne og Bernie Sanders hente så mange stemmer hos Demokraterne,” spørger han.

Denne politiske dynamik forklarer man ikke ved bare at kalde vælgerne tossede. Den er sammensat af mange lag, både generel kritik af globaliseringen, indvandringskritik og islamkritik. Og den tager til med EU’s åbenbare krise – med manglende evne til at hævde unionens ydre grænse og den økonomiske lammelse af Sydeuropa, udløst af ”euro-korsettet”.

Den gængse populisme-kritik hævder altid, at populisterne lokker enfoldige mennesker med fjendebilleder og forsimplede løsninger, der ikke kan rumme virkelighedens kompleksitet.

Men populismen er bare en tilspidsning af det politiske, betoner Sarrazin, ikke noget helt for sig:

”Al politik hviler på et ven-fjende-skema; det er derfor, der findes partier. Og enhver politik lever af forenklinger, ellers kunne den ikke kommunikeres.”

Det repræsentative demokrati hviler på en overenskomst, hvor vælgerne tillidsfuldt udsteder en fuldmagt til deres repræsentanter, idet de samtidig indrømmer ikke selv at sidde inde med detaljeret sagkundskab.

Deres tillid brister, hvis politikerne skuffer forventningerne i svær grad, eller hvis nye problemer dukker op, som der ikke tages hånd om. Da opstår nye bevægelser, styret af følelser, skriver Sarrazin, tilmed ofte radikale eller rodede. Men ignoreres bevægelserne af de etablerede partier, så bliver de også til partier. Det skete i Tyskland for 40 år siden med De Grønne og nu igen med AfD (Alternativ for Tyskland).

USA har så det tilfælles med Europa, at man på begge sider af Atlanten oplever det første stop i mange årtiers stigning i velstand. I brede lag stagnerer familiernes indkomst eller går ligefrem tilbage. En helt ny erfaring i Vesten.

Ældrebyrde, udflytning af arbejdspladser, robotter og skærpet kamp om arbejdspladserne på grund af indvandring spiller alt sammen med. Det kan godt være, at mange ikke helt gennemskuer hele bundtet af årsager, men det gør de stridende økonomer såmænd heller ikke, understreger økonomen Sarrazin. Man har derfor ingen moralsk ret til her at bebrejde menigmand manglende indsigt.

Donald Trump og Bernie Sanders høster stemmer på grund af deres kritik af systemet og globaliseringen, mens Hillary Clinton møder modgang, fordi hun benytter de gammelkendte formler til besværgelse af problemerne, som i stedse flere amerikaneres øren lyder udslidte.

Og her i Europa svinder den såkaldte sociale kapital: den fond af tillid, som holder samfundet sammen. Samfundsfreden er altid i fare, når kulturelt og etnisk forskellige grupper skal leve sammen. Politikere og medier forsøger så at imødegå faren ved moralsk stigmatisering og tabuisering af alle tegn på etnisk eller kulturel modvilje. Det er også pragmatisk nødvendigt og moralsk rigtigt, medgiver Sarrazin. Men establishmentet må anerkende modviljens realitet – og ikke blot begrave den under et bjerg af vedtaget korrekthed, lyder det fra den gamle SPD-politiker.

Indvandring giver kun en økonomisk gevinst, hvis de nyankomne er højt kvalificerede. Ellers udgør de på arbejdsmarkedet en reel trussel for værtslandets underklasse. Det er faktisk i dens helt nøgterne interesse, at indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika hører op.

Indser de etablerede partier ikke det forhold, ja, da vil de såkaldt populistiske partier kun vokse, slutter Sarrazin.