Fascismen er et tabu i europæisk politik. Derfor arbejder Giorgia Melonis Italiens Brødre på at slette sporene efter sin forhistorie som nyfascistisk parti. Ifølge avisen La Repubblica har Meloni planer om at fjerne den trikolorefarvede flamme i partiets logo, som repræsenterer flammen på Benito Mussolinis grav, i forsøget på at blive accepteret som en normal og pålidelig højrefløjspolitiker af regeringslederne i de øvrige EU-lande. ”Et postfascistisk parti” ved magten vil føre Italien ”i den helt forkerte retning”, advarede Lars Klingbeil, formand for de tyske socialdemokrater, i forbindelse med det italienske valg den 25. september.
Men hvad dækker udtrykket ”postfascisme” over? Det bruges på flere forskellige måder. Italiens Brødre bruger det for at markere, at de har lagt afstand til den historiske fascisme. I 1995 distancerede den daværende leder for det nyfascistiske parti, Gianfranco Fini, sig fra jødeforfølgelserne og undertrykkelsen af politiske modstandere:
”Ligesom alle italienere er vi ikke nyfascister, men postfascister,” sagde Fini.
Meloni hævder i forlængelse af Fini, at fascismen er et overstået kapitel, der ikke har nogen relevans i dag.
Men i akademiske kredse betyder postfascisme noget andet. Den italienske historiker Enzo Traverso har i en bog om fascismens nye ansigter fra 2017 beskrevet postfascismen som et sammensat fænomen, der ikke reproducerer den historiske fascisme, men alligevel deler afgørende træk med den. Postfascisme betyder, at højrefløjspartierne er udspændt mellem en problematisk fortid, som stadig spøger i den kollektive hukommelse, og en uvis fremtid.
”Postfascisme er et overgangsbegreb, der forsøger at sætte ord på en forandringsproces, som stadig pågår. Hvor det ender, er ikke til at sige. Hvis EU bryder sammen, og den økonomiske krise forværres, kan disse partier udvikle sig til klare fascistiske alternativer,“ siger Traverso til den franske avis L’humanité.
Traverso betegner ikke kun de partier, der har rødder i nyfascismen, som postfascistiske. Begrebet bruges også om partier som det italienske Lega, det britiske Ukip og det franske Rassemblement National. Fælles for disse og andre partier er, at de har udskiftet højrefløjens traditionelle antisemitisme med antiislamisme. I Italiens Brødres program hedder det, at partiet vil bekæmpe ”antisemitisme, racisme og muslimsk fundamentalisme”. Ligesom jøderne i sin tid blev det, bliver muslimer nu fremstillet som en indre fjende, der undergraver nationen, mener Traverso:
”Fra 1930’erne og frem til i dag har den yderste højrefløj haft brug for at skabe et fjendebillede, som den kan bekæmpe.“
I bredere forstand er det, der forbinder nutidens partier på den yderste højrefløj med den historiske fascisme, en afvisning af oplysningstidens idealer om frihed og lighed, diversitet og pluralisme, mener den argentinske historiker Federico Finchelstein, som er ekspert i den italienske fascismes indflydelse på efterkrigstidens militærdiktaturer i Latinamerika.
Mens fascismen i Europa formelt var antireligiøs, fordi partiet, staten og nationen blev ophøjet til en ny religion, havde de postfascistiske regimer i Latinamerika et katolsk tilsnit. De irrationelle, følelsesbaserede argumenter, religiøs identitet og autoritetsfigurer spiller igen en afgørende rolle, mener Finchelstein, som genfinder alle disse elementer hos Italiens Brødre. Og når Meloni taler om at øge regeringens beføjelser og indføre et præsidentielt styre i Italien, er det ifølge Finchelstein udtryk for en modvilje mod oplysningsfilosofiens magtdelingsprincipper, som efter fascismen blev indskrevet i den italienske forfatning.
På de knap 35 siders tekst i Italiens Brødres valgprogram bliver ordet ”nation” brugt i alt 49 gange. Det er et betændt udtryk i Italien på grund af fascismen. Under Mussolini blev forestillingen om nationens fjender brugt til at forfølge og undertrykke politiske modstandere.
”Man må spørge sig selv, hvad dette ord betyder for en, der på en eller anden måde kommer fra den fascistiske kultur eller den såkaldte postfascisme. Man kommer til at tænke, at Giorgia Melonis forestilling om nationen måske baserer sig på noget, der har med race og religion at gøre, altså på elementer der ekskluderer snarere end integrerer,” udtaler Finchelstein til den italienske avis Il Manifesto.
”Derfor finder jeg det bekymrende, at netop en leder på den yderste højrefløj bruger det med en sådan vedholdenhed, hvis det da ikke er en implicit måde at bekende sig til den fascistiske fortid.”