Prøv avisen
Hvad læser de i verden

Hvad gør svenskerne, når kunstig intelligens tager over?

Vores største rædsel er formodentlig, hvordan overlegen intelligens vil behandle os mennesker. Og det er Tegmarks store bekymring. Problemet er ikke, at de selvtænkende maskiner bliver onde, men at deres overlegne kunnen bliver svær at beskytte sig imod. Foto: John Locher/Ritzau Scanpix

Aktuel bog om kunstig intelligens rammer ned i debatten om, hvad svenskerne skal gøre ved, at maskinerne overtager menneskets funktioner

Sverige har de senere år med varierende succes erstattet en række jobfunktioner, der tidligere blev udført af mennesker, med maskiner eller robotter.

Det vakte eksempelvis opsigt, at Sveriges Radio for nylig kunne berette, at Trelleborg Kommune i Skåne har byttet sagsbehandlere ud med computere, hvilket har sendt flere i arbejde og færre på overførselsindkomst. Men udviklingen har også skabt protester, for kan et velfærdsamfund eksempelvis være tilfreds med, at væsentlige beslutninger om borgernes liv bliver truffet af en computer?

Hvorvidt det er udviklingen i byer som Trelleborg, der er årsagen til, at ”Livet 3.0: at være menneske i den kunstige intelligens’ tid” ligger på bestsellerlisterne, er svært at spå om. Men sikkert er det, at mange svenskere er optaget af, hvordan samfundet og livet ændrer sig, i takt med at computer-genereret tankekraft måske tager over for menneskelig kontakt og indlevelse. Og ikke mindst hvad der sker, hvis menneskets monopol på bevidstheden udfordres af computere, der kan opføre sig langt mere rationelt.

I den svensk-amerikanske fysiker Max Tegmarks faglitterære bog om livet 3.0 diskuterer han de eksistentielle spørgsmål, udviklingen rejser, og argumenterer for, at man bør hilse den velkommen frem for at lade sig skræmme.

Teglmærk fremstiller livet på Jorden i tre grundlæggende stadier. Først var der livet 1.0, hvor planeten udviklede sig gennem naturlig udvælgelse. Siden blev det afløst af livet 2.0, hvor det oplyste menneske lærte at tilpasse sig gennem problemløsende adfærd, og hvor hukommelsen tjente som en harddisk, så mennesket kunne forandre sig konstruktivt. Livet 3.0 går modsat de to tidligere stadier ud på, at selve det, man opfatter som liv, bliver maskinelt. Her kan dele af menneskets fysik, hardwaren, forandres, mens supermaskiner med bevidsthed udfordrer forståelsen af, hvad der er liv.

”Vores største rædsel er formodentlig, hvordan overlegen intelligens vil behandle os mennesker. Og det er Tegmarks store bekymring. Problemet er ikke, at de selvtænkende maskiner bliver onde, men at deres overlegne kunnen bliver svær at beskytte sig imod,” skriver Aftonbladets Mattias Svensson i sin anmeldelse af bogen.

Et af de dilemmaer, de superintelligente maskiner rejser, er, hvad der sker, hvis livet på kloden en dag bliver umuliggjort for mennesket. For selvom moderne forskning fortsætter med at optimere mennesket, kan det ikke blive lige så sejlivet som computerskabt kunstig intelligens, hvor alle dele kan udskiftes. Af en anden computer vel at mærke.

Som Mattias Svensson skriver, har den kunstige intelligens mulighed for at fortsætte livet på Jorden, hvis mennesket en dag ikke kan længere. Det vil sige, at menneskeskabte, bevidste maskiner kan blomstre, efter at solen er slukket, som Tegmark formulerer det.

Dilemmaerne står i kø i fysikerens bog, og selvom han foreslår forskellige modeller til at håndtere dem, fremstår beretningen om livet 3.0 mest som en guide til, hvilke overvejelser mennesket i den kommende fremtid bliver stillet over for.

For hvem skal eksempelvis bestemme over udviklingen af kunstig intelligens?

Skal det være frit for, hvordan selvtænkende robotter udvikles?

Og er der områder, hvor mennesket med magten i behold hellere vil være fri og acceptere artens begrænsninger frem for at udvikle dens efterfølger til at tage over?