Hvad nu, Marine Le Pen? Hun tabte valget, men har styrket Frankrigs yderste højre

Le Pen-dynastiet har gjort nationalkonservatismen til den dominerende kraft på højrefløjen, og trods valgnederlaget kan Marine Le Pen tale om en sejr

Det var en glad Marine Le Pen, som mandag under stor pressebevågenhed gik til møde med sin partiledelse i Paris.
Det var en glad Marine Le Pen, som mandag under stor pressebevågenhed gik til møde med sin partiledelse i Paris. Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix.

For anden gang snublede Marine Le Pen på tærsklen til den franske præsidentbolig. Efter at hun for to uger siden så ud til at have foden solidt plantet i døren, endte det med en sikker valgsejr til Emmanuel Macron med et klart forspring på 17 procentpoint foran sin nationalkonservative rival.

Alligevel er Marine Le Pen alt andet end nedslået over søndagens valgresultat. For hun har præsteret en historisk fremgang og hævet sit parti, National Samling, til et hidtil uset niveau. Fra en tredjedel af vælgerne i 2017 til godt fire ud af 10, svarende til næsten tre millioner flere vælgere og alt i alt over 12 millioner.

”Det er en eklatant sejr,” sagde hun søndag aften til sine partimedlemmer, der var samlet i en skovpavillion i Bois de Boulogne-parken i Paris.

Det er især en sejr for den strategi, hun har fulgt, siden hun i 2011 overtog nøglerne til faderen, Jean-Marie Le Pens gamle parti, Front National, som siden 1970’erne havde været et marginaliseret parti på Frankrigs yderste højrefløj.

Da hun med faderens hjælp blev kronprinsesse i Le Pen-klanens politiske dynasti, var det med en ambition om at bringe partiet til magten. 

Hvor Jean-Marie Le Pen satte en ære i at provokere og splitte franskmændene, ville hun normalisere partiet. Han benægtede gaskamrenes eksistens og kaldte holocaust for en detalje i Anden Verdenskrig, og Marine Le Pen satte sig for at lufte ud i den indelukkede, antisemitiske hørm i partiet.

Og det gjorde hun benhårdt i en indædt kamp med partiets gamle garde, inklusive faderen, som slæbte hende og partiledelsen for retten, efter at hun i 2014 ekskluderede ham ved at nedlægge den post som æresformand, der var blevet oprettet specielt til ham.

Det er dermed en hård nitte, der skjuler sig bag det image som den moderlige, altfavnende præsidentkandidat, som lover at lytte til den lille mand. Hun har omhyggeligt iscenesat sig selv som den almindelige kvinde, fraskilt og alenemor til tre, der lader sig fotografere med sine bengalske katte.

”Marine Le Pen har føjet nye etager til Front Nationals bygningsværk som for eksempel velfærd. Hun har støvet sproget af, malet det hele over i en mere moderne og mindre skrigende farve, hvor hun taler om demokratiske værdier og feminisme for at åbne døren for nye tilhængere,” skriver sprogforskeren Cécile Alduy i en analyse af Marine Le Pens politiske sprogbrug.

”Men soklen består af det samme som før. Med undtagelse af antisemitismen siger hun det samme som sin far. Men hun siger det på en anden måde,” skriver hun.

Marine Le Pen er tredje og yngste datter af Jean-Marie og hans første hustru, Pierette. I sin selvbiografi "Imod strømmen" beskriver hun, hvordan hun blev kastet ind i politik i en alder af otte år, da familiens lejlighed blev udsat for et bombeattentat, som familien kun overlevede ved et mirakel.

”Det gik pludselig op for mig, at min far var en kendt person, og at man ikke kunne lide ham,” skriver Marine Le Pen.

Hun var også stærkt berørt af forældrenes skilsmisse, der bragte familien på forsiden af sladderpressen, da hun var 16 år. Han hængte moderen ud for utroskab i et interview med et erotisk fransk magasin. Hun svarede igen med at optræde let påklædt på forsiden af Playboy.

Hendes kamp mod faderen har imidlertid gjort hende til lederskikkelsen på den franske højrefløj, hvor det traditionelle, altdominerende højreparti, Republikanerne, er blevet kvalt af Emmanuel Macron fra midten og Marine Le Pen fra højre.

Men hendes strategi om at favne bredt og tiltrække arbejdervælgerne med løfter om velfærd har også åbnet en breche på hendes egen højrefløj. Det er her, den højreradikale Eric Zemmour ligger i baghold.

Allerede under valgkampen sagde han nedladende, at ”hun interesserer sig for katte, jeg interesserer mig for bøger”.

Og selv om han søndag aften tilbød et valgsamarbejde for at forhindre Emmanuel Macron i at få flertal i parlamentet efter det kommende parlamentsvalg i juni, lod han også forstå, at hendes valgnederlag for anden gang sætter spørgsmålstegn ved både hendes i hans øjne bløde strategi og hendes lederstil.

”Jeg har set dette nederlag komme i adskillige år. Le Pen-navnet har nu for ottende gang lidt nederlag i et præsidentvalg”, sagde han søndag aften på grundlag af et regnestykke, hvor han slår hendes nederlag sammen med Jean-Marie Le Pens igennem årene.

Og i kulissen venter også tredje generation af Le Pen-dynastiet i skikkelse af Jean-Marie Le Pens barnebarn, Marion Maréchal, Marines niece, som hun mere eller mindre har været reservemor for, og som er tættere på partiets traditionelle værdikonservative og katolske linje. Hun er nu blevet næstformand i Zemmours parti, Reconquête.

Hvis Marine Le Pen skal fortsætte som den franske højrefløjs leder, skal hun føre partiet til en markant valgsejr ved parlamentsvalget. Ellers kan højrefløjens dronning hurtigt ende i Eric Zemmours guillotine.