Prøv avisen

Hvad skal vi holde øje med i Mellemøsten i 2018?

Kristeligt Dagblads korrespondent i Mellemøsten giver sit bud på, hvad der kommer til ske i den konfliktfyldte region i 2018.

Rusland er Mellemøstens nye stormagt. Kristeligt Dagblad ser på udsigterne for det kommende år med udgangspunkt i de akser, der krydses og gensidigt påvirker hinanden i Mellemøsten

1. Den iranske akse
Iran er styrket som magtspiller i Mellemøsten. Iran repræsenterer – og leder uudfordret – den shia-muslimske akse. Og Iran forstår at udnytte shia-muslimske mindretal rundt om i Mellemøsten som sine politiske interessers forlængede arm: Hizbollah, der er et magtfuldt politisk parti i Libanon og landets stærkeste militærstyrke, blev af Teheran sendt i krig for at støtte Bashar al-Assads styre i Syrien.

De religiøst beslægtede shia-muslimske houthier kæmper i Yemen imod regimet og imod saudiarabiske styrker. Iraks shia-muslimske flertalsregering står Iran nærmere, end noget tidligere irakisk styre har gjort.

Iran støtter desuden økonomisk den sunni-muslimske Hamas-bevægelse i Gaza og forsøger at udvide sin indflydelse i regionen og Nordafrika. I forbindelse med indgåelsen af atomaftalen i 2015 forstod præstestyret i Teheran at udnytte den daværende amerikanske præsident, Barack Obamas, svaghed for diplomatiske løsninger. USA’s nuværende præsident, Donald Trump, overvejer at annullere atomaftalen eller ændre den i løbet af 2018, hvilket kan medføre nye økonomiske sanktioner over for Iran.

2.Den saudi-arabiske akse
Saudi-Arabien kunne kun ønske sig at have en uudfordret magtposition i den sunni-muslimske verden som den, Iran har blandt shia-muslimer. For de sunni-arabiske lande er flere og langt mindre enige – og især ikke enige om, at Saudi-Arabien er lederlandet. Derfor er Saudi-Arabien ikke på samme måde i stand til at benytte sig af stedfortrædere, men udnytter til gengæld sin stærke økonomiske position til at forsøge at forhindre iranske landvindinger. Umiddelbart ikke med stort held.

I krigen i Yemen bløder Saudi-Arabien milliarder, mens Iran bortset fra at levere våben til houthierne ikke betaler dyrt for at holde en ”uafgjort” position over for saudierne. Saudi-Arabiens forsøg på at kontrollere Libanons politik ved at tvinge den sunni-muslimske premierminister Saad Hariri til at gå af ser ud til at være mislykkedes. Hariri har trukket sin afskedsbegæring tilbage, og det har foreløbig svækket saudiernes indflydelse i Libanon. Saudi-Arabien har haft mere held til med penge at forhindre, at lande som Somalia, Eritrea og Djibouti på Afrikas Horn bliver en del af Irans indflydelsessfære.

3.Muslimske broderskabs akse
Generelt er denne sunni-muslimske akse, der i dag er repræsenteret af Tyrkiet og Qatar, blevet svækket, efter Det Muslimske Broderskab blev tvunget fra magten i Egypten af den tidligere forsvarschef Abdel Fattah al-Sisi i 2014. Og det olierige Qatar blev i sommer stækket af, at Golfstaterne på Saudi-Arabiens initiativ besluttede at isolere landet fuldstændigt på grund af dets støtte til broderskabet og dermed til systemomvæltende bevægelser i den arabiske verden.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, betragter sig selv som sultan og som leder af den politiske islam. I den syriske borgerkrigs første år støttede Erdogan åbent de islamiske krigere på vej til kamp imod Assad-styret i Syrien, men han har måttet ændre kurs og er nu gået sammen med Assad, Rusland og Iran for at dæmme op for de kurdiske separatistinteresser i et Syrien efter krigen.

4. Stormagtsaksen
Rusland rykkede ind i det vakuum, der blev skabt, da Barack Obama besluttede, at Mellemøsten ikke var USA’s interessesfære. Russiske soldater rykkede fysisk ind i Syrien for 26 måneder siden for at redde Bashar al-Assads styre. Vladimir Putin har spillet sine kort behændigt og holder dialogen åben med stort set alle parter i regionen. Hans princip er – ikke ulig det amerikanske – ikke at miste soldater og ikke at hænge fast i dyndet, samtidig med at han slår fast, at Rusland er den stabiliserende faktor i Mellemøsten.

Putins største opgave i 2018 vil være at forme Syrien, så alle parter – Assad, kurderne, den syriske opposition, tyrkerne og til dels israelerne – er tilfredse og at sørge for, at Ruslands egeninteresser som at få æren som supermagt, at sælge våben og få indflydelse på regionens olie-og gassektor, bliver tilgodeset.

5.Israel-Palæstina-aksen
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har ved at opfylde et valgløfte for sine evangelikalske kernevælgere og anerkende Jerusalem som Israels hovedstad spændt ben for et andet valgløfte, nemlig løftet om at bringe en omfattende afsluttende løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har reageret med stor skuffelse, idet to-stats-løsningen betyder, at der bliver både en israelsk og en palæstinensisk hovedstad i Jerusalem. Abbas afviser nu USA som uvildig mægler i en fremtidig fredsproces, samtidig med at EU’s udenrigschef Federica Mogherini fastholder, at EU intet kan gøre i fredsprocessen uden USA.

Israel frygter den voksende iranske indflydelse i Syrien, der blandt andet betyder, at Hizbollah i Libanon får bedre og mere langtrækkende våben. Israel presser Rusland for at reducere iransk tilstedeværelse nær Israels nordlige grænser og USA for at få indført nye restriktioner på Irans langtrækkende missilprogram, der truer både Israel og Europa.

6.Den globale jihads akse
Det kalifat, som Islamisk Stats leder Abu Bakr al-Baghdadi udråbte i Syrien og Irak i sommeren 2014, findes rent territorialt ikke mere. Islamisk Stats væbnede mænd er blevet slået ud af Irak og befinder sig i et fåtal i det østlige Syriens ørken, mens ideologien flytter nye steder hen. IS vil udvikle sig til en global jihadbevægelse, der beskæftiger sig med terror.

Idéen om at genoprette et territorialt kalifat er ikke er død, men umiddelbart står chancen for at overtage et territorium med penge og olie, som det var tilfældet i Irak og Syrien, ikke for døren. Der vil være naturlig grobund for en global jihadbevægelse i Egypten, Libyen, Somalia og Sudan og andre steder med svage centrale regeringer. Mange af IS’ tidligere fremmedkrigere bevæger sig rundt i verden i håb om at videreføre kampen.