Historiens første populistiske parti var det amerikanske People’s Party (Folkepartiet) – også kendt som Populisterne eller Populistpartiet – som opstod i 1892 og hævdede at forsvare den jævne mand. Partiet forsvandt igen i 1908, men begrebet bestod.
I dag benyttes begrebet næsten udelukkende om de højrenationale partier, som er vokset fra marginale protestpartier til at sætte den politiske dagsorden over det meste af Europa.
Udtrykket blander sig med en lang række andre begreber som højreekstreme, højreradikale og nationalkonservative, men politologer, der har beskæftiget sig målrettet med denne særlige gruppe af højreorientede og indvandrerskeptiske partier, foretrækker ”højrepopulisme”, fordi det både rammer indhold og form.
”’Højre’ skal markere, at partierne står til højre, når det gælder synet på nationalstaten (versus et mere internationalt, multikulturelt synspunkt, red.) samt synet på indvandrere. Og ’populisme’ er centralt for at afspejle, at det er partier, der ser sig selv i et modsætningsforhold til eliterne,” siger Susi Meret, lektor ved Aalborg Universitet, der forsker i højrepopulisme.
Ruth Wodak, æresprofessor ved Lancaster Universitet i England, som også har forsket intensivt i den europæiske højrefløj, peger på, at højrepopulisme ikke må betragtes som et nedladende udtryk, selvom det undertiden opfattes sådan i debatten.
”Det er et videnskabeligt begreb, som giver mening for de partier, der opererer inden for demokratiske rammer. Og ’populisme’ er vigtig at have med, fordi partierne netop ser sig selv som folkets talerør,” siger hun.
Populisternes demokratisyn har en række fællestræk, påpeger professor Paul Taggart fra Sussex Universitetet i England.
”I en populistisk demokratiopfattelse går flertallets rettigheder frem for beskyttelsen af mindretal. Deres rettigheder opfattes som fordele på flertallets bekostning. Intet bør stå i vejen for flertallets ønsker. Populistiske partier har derfor en tendens til at begrænse kontrolmekanismer som forfatningsdomstole og internationale traktater,” siger Paul Taggart.
Han pointerer, at det ikke er ensbetydende med, at populistiske partier pr. definition er antidemokratiske. Deres forhold til demokratiet varierer, afhængig af den nationale sammenhæng.
Det afspejles blandt andet i Europa-Parlamentet, hvor Dansk Folkeparti og Finnernes Parti sidder i gruppe med det britiske Konservative Parti, mens Uafhængighedspartiet Ukip og Sverigedemokraterne har fået følgeskab af Alternativ for Tyskland i Gruppen for Europæisk Frihed og Direkte Demokrati.