Hvad stiller man op med udviklingsbistanden i en krisetid?

I krisetider kan det være fristende at spare på den hjælp, man yder andre. Det har vi gjort i Danmark, men snyder vi i sidste ende ikke mest os selv?

Danske udviklingsprojekter i Afrika bidrager til vestens sikkerhed, derfor bør Danmark ikke skære i ulandsbistanden, mener dagens kommentator.
Danske udviklingsprojekter i Afrika bidrager til vestens sikkerhed, derfor bør Danmark ikke skære i ulandsbistanden, mener dagens kommentator. . Foto: Jakob Dall Denmark.

Danmark er trods ret massive nedskæringer på området i løbet af 2000erne, stadig et af de lande, der giver mest i international udviklingsbistand. Men selv i Danmark har vi svært ved at leve op til ambitionen fra 1970, hvor verdens rigeste lande enedes om, at mindst 0,7 procent af bruttonationalproduktet skulle gå til verdens fattige. Kun med nogen kreativitet og en uheldig sammenblanding af midler til sikkerhedspolitik og udvikling kan Danmark stadig påstå lige nøjagtig at leve op til 0,7 procent-målsætningen.

Globalt set er det stadig sådan, at kun en håndfuld lande har levet op til målet.

Nedskæringerne i den danske bistand siden 2001 har været ret voldsomme, og udviklingsminister Christian Friis-Bach (R), der ellers nok plejer at kunne bevare optimismen i modvind, har ærligt meldt, at der ikke er udsigt til, at Danmark når op på tidligere tiders niveau inden for en overskuelig fremtid.

Dertil kan man lægge, at der er dem, som mener, at vi skal skære endnu mere. Argumentet lyder, at der er krise, og i en sådan situation er der ikke råd til at sende penge ud af landet. Denne fløj, som mener, at vi skal skære i udviklingsbistanden, er ret identisk med dem, der hele tiden har været udtalte kritikere. Nu har man så en anledning til at forsøge at slå den dør ind, man hele tiden har haft til hensigt at vælte.

Et centralt spørgsmål må også være dette: Hvorfor hjælper vi overhovedet? Hvad er tankerne bag det at give udviklingsbistand? Ja, som allerede indikeret ovenfor, så kan man blandt andet begrunde dette engagement i sikkerhedspolitiske overvejelser. Det kommer vi tilbage til, men jeg vil tone rent flag og henvise til den anden grund: Moral. Ganske enkelt.

LÆS OGSÅ: Bistand er det bedste våben mod terror

Det er uholdbart og afspejler et problematisk menneskesyn, hvis den eneste grund til at hjælpe er angsten for, hvad der kan ske en selv, hvis man ikke gør det. Hvis vi ikke har medfølelse og ikke bliver påvirket af andres lidelser, står det virkelig galt til. Men det er heldigvis sjældent, og uanset om vi på individuelt niveau tager afsæt i religion, filosofi, kærlighed eller noget helt fjerde, har langt de fleste af os en udtalt empati og et værdisæt, der får os til at reagere på medmenneskers nød.

Når det er sagt, så er det også et faktum, at vi hjælper os selv ved at hjælpe andre. Den tidligere udviklingsminister Søren Pind (V) var meget eksplicit omkring, at det var hans tilgang til udviklingsbistand. At støtte lande i Afrika, Mellemøsten og Asien er simpelthen i vores interesse. Med udvikling mindskes risikoen for flygtningestrømme, krig og ustabilitet. Sult, nød og absolut fattigdom har det jo selvsagt med at skabe desperation og som følge deraf uforudsigelighed og ustabilitet. Det kan påvirke os direkte, ligesom det kan have mere indirekte negative konsekvenser såsom eksempelvis usikre finansmarkeder og mindre samhandel.

Sat på spidsen kunne man ud fra et sikkerhedspolitik perspektiv næsten sige, at jo værre krisen er, jo mere behov er der netop for at fastholde et stærkt udviklingspolitisk engagement i verden. Udvikling og mindre fattigdom andre steder kommer i sidste ende os selv til gavn.

Argumenterne for ikke at hjælpe verdens virkeligt nødstedte er nærmest ikke-eksisterende. Uanset om det er den primære motivation eller ej, er der ingen tvivl om, at udviklingsbistand også er sikkerhedspolitik. Med andre ord kan det ramme os selv som en boomerang, hvis vi lader, som om vi er alene i verden, og fattige og nødlidende må klare sig selv.

Men som nævnt vil jeg stadig mene, at omdrejningspunktet må være moralsk. Kan man forhindre nød og lidelse, har vi nærmest en forpligtelse til det simpelthen fordi vi er mennesker. Det er muligt, at vi har krise i den vestlige verden, men der er altså stadig forskel på at måtte nøjes med en 32-tommers fladskærm i samtalekøkkenet i stedet for en 40-tommers og så at dø af banale sygdomme, krig eller underernæring.

Man kunne gå så vidt som til at mene, at den økonomiske krise måske ikke kun er negativ, men at den måske udgør en mulighed for at reflektere over, hvad der virkelig betyder noget her i livet. Og kan vi ikke med vores relative overflod hjælpe folk i virkelig nød, så er vi virkelig blevet fattige.