Prøv avisen

Hvad ved de egentlig om kristendom?

Enfoldig og streng, men nærværende. Sådan beskrives kristendommen i Kina, hvor der er akut mangel på undervisere blandt de cirka 80 millioner kristne. Kulter opstår, måske som konsekvens af den manglende undervisning, og det udnytter regeringen som legitimation for at slå ned på kristne. - Foto: Kim Schou

Eksperter kalder den kinesiske kristendom for "enfoldig" og "streng", men også "nærværende". Den åndelige forvandling af Kina går rekordhurtigt, men der er akut mangel på undervisere, og aggressive kristne kulter opstår

Programmet på tavlen dikterer bøn og undervisning fra klokken 5 til 22.

En lille flok engagerede kristne kinesere er samlet for tredje dag i træk. Dels for at lære nyt om kristendom, dels for i fællesskab at tilbede en treenig Gud, de alle først har lært at kende i voksenlivet.

De er 20 i alt, mænd og kvinder i alderen 25 til 65 år, og de befinder sig i en privat bolig langt ude på landet. Lokalet er indrettet som et klasseværelse; folk sidder på bænke, forrest står en underviser ved en tavle, og i hjørnet hænger et stort rødt kors.

Den yngste iblandt dem har kun været kristen i et år, men leder allerede en gruppe kristne. Det, hun lærer her, skal videreformidles til de kristne, hun leder. Og hun suger til sig. Selv det, mange vil betegne som basal kristendomskundskab, kan overraske hende:

At Gud elsker alle mennesker. At de vigtigste bud i Bibelen opsummeres af Jesus til elsk din næste og elsk Gud. At nåden gives gratis og ikke kan fortjenes.

På 60 år er cirka 80 millioner blevet kristne i Kina, og dagligt konverterer så mange mennesker til kristendommen, at 400 millioner kinesere vil være kristne om blot tre årtier, hvis udviklingen fortsætter. Men så mange konversioner på så kort tid har konsekvenser, advarer eksperter og missionsorganisationer.

"Hvis man ekspanderer med den vækstrate, er det umuligt at uddanne præster og lægfolk nok. Derfor bliver kinesernes kristendom ofte en kristendom, der ikke stikker så dybt og bærer præg af folkereligiøsitet," siger Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, ph.d. i missionsteologi og exam.art. i kinesisk-østasiatiske områdestudier.

Han kalder den kinesiske kristendom for "enfoldig".

"De har forstået, at Jesus elsker dig, og at han vil tage vare på dig. De har en meget grundlæggende forståelse af, hvem Jesus er, og ved, at man skal opføre sig ordentligt over for hinanden. De har ikke kendskab til den lange kirkehistorie, som vi andre har, og derfor tolker man på en friere måde. Samtidig bliver det måske også meget mere nærværende," siger han.

Tilbage i undervisningslokalet har klokken passeret 10. Alle har øjnene lukket, albuerne på skolepulten og hænderne i vejret. De beder. En dame i blomstret gul kjole begynder med sagte stemme at prædike. Langsomt stiger hendes tempo og toneleje, og når hun når til en pointe, råber forsamlingen "amen" så højt, at lydens vibrationer kan mærkes i bænke og betongulv. Det gør de med kortere og kortere intervaller, snart klappes der også, og nu begynder de at synge. Først én stemme, så to, så alle. Højere, hurtigere. Dernæst en stille sang og endnu et "amen". Undervisningen kan begynde.

Efter en time sætter de kristne sig sammen i mindre grupper og deler erfaringer. En 35-årig mand reflekterer over det, der er blevet sagt. Budskabet var, at det er vigtigt at fortælle sine børn, at man elsker dem. Det har han svært ved at omsætte til handling, siger han med tårer trillende ned ad kinderne:

"For jeg har ikke selv oplevet kærlighed fra min far."

Han går i stå. Fem lange sekunder går, før han kan tale færdig:

"Nu, hvor jeg er begyndt i kirke, lærer jeg til gengæld om kærlighed."

Han vender sig væk og deltager i den skemalagte bøn. Når de sammen beder til Gud, kalder de ham ikke for "Gud", "Herre" eller "Fader". De tiltaler Gud, som Jesus ifølge undervisningen gør i sin bøn "Fadervor" på det græske originalsprog. De tiltaler Gud: "Farmand!"

Stemningen under bøn og sang i en typisk kinesisk husmenighed kan minde om den, man oplever i en dansk pinsekirke. Hvad angår tungetale og profeti, finder man dog en højere grad af skeptisisme og forsigtighed i Kina, end man gør i et dansk pinsekirkeligt miljø.

Og så er kinesiske kristne strengere mod sig selv, pointerer en række europæiske undervisere, deriblandt hollandske Arend Feitsma fra den pentakostale missionsorganisation China Impact, som underviser kristne kirkeledere:

"Det handler for mange om at gøre. De kører sig selv meget hårdt, og det ender ofte i en gerningsbaseret, streng kristendom," siger han.

Blandingen af gerningsfikseret gudsdyrkelse og manglen på uddannede undervisere fører til tider til misforståelser og sektdannelser.

Generalsekretær i den danske afdeling af den internationale missionsorganisation Åbne Døre Jørn Blohm Knudsen siger:

"Hvor der er mangel på kvalificeret teologisk uddannelse, opstår der vranglære. Sekter opstår, og det kan være svært at vurdere, hvad der er hvad."

Særligt husker han et måske lidt komisk, men typisk eksempel:

En mand faldt i en brønd, hvor han hang med hovedet nedad i dagevis. Her bestemte han sig for at blive kristen. Det var en livsforandrende oplevelse og beslutning. Snart begyndte han på en kirke, men i hans kirke kunne man ikke nøjes med at blive døbt. For at blive optaget i kirken skulle man hænge med hovedet nedad i en brønd.

"Det siger lidt om, hvor meget man ved. Han laver den regel, fordi han er blevet kristen sådan. Det kan man ikke fortænke ham i," siger Jørn Blohm Knudsen.

Men der er også værre eksempler. Et af de mest kendte er Lynet fra Østen, opkaldt efter Matthæusevangeliet kapitel 24, vers 27, hvor der står, at Jesus en dag vil vende tilbage som et lyn fra øst. Det er en bevægelse med titusinder af tilhængere, som har bredt sig ud over landets grænser. Der findes talrige eksempler på, at folk i sekten har begået vold og grov manipulation eller ligefrem kidnappet kristne husmenighedsledere for at hjernevaske dem til at tro på sektens lære: at Jesus er vendt tilbage til Jorden og har taget bolig i en almindeligt udseende 30-årig bondekone, der lever i skjul og aldrig er blevet fotograferet. Til gængæld har hun skrevet et tredje, "endnu nyere" testamente.

Der er nu 15 minutters pause i undervisningen, og de ældste falder straks i søvn på de hårde bænke. Græshopper lægger et lydtæppe over de stille pauser, en konstant lyd som koldt vand på en varm pande.

En kirkeleder, som deltager i dagens undervisning, tænker over de kulter, han er stødt på i sit voksenliv.

"Der er meget usund lære i Kina. Rigtig meget," siger han og tilføjer:

"Det er til dels derfor, vi mødes her."

For at undgå kultdannelse har mange husmenigheder indsat en slags biskopper, der hver fører tilsyn med 2-300 husmenigheder. Sådan en biskop har været med til at arrangere undervisningen i dag.

Og det er et godt initiativ, mener Jørgen Skov Sørensen fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

"Sagen er, at der er altid underlige mennesker, hvor der er religion. Derfor er der også sektdannelser, som kalder sig kristne. Og måske er de mange sekter udtryk for, at der ikke er uddannede lægfolk og præster nok til at lægge en linje," siger han og fortæller, hvorfor enkeltstående tilfælde af kristne kulter er til fare for alle kristne i Kina:

"Hvis regeringen skal legitimere, at de slår ned på kristne menigheder, kan de altid pege på de sekter, der kalder sig kristne, men som angiveligt ofrer børn eller har andre besynderlige ritualer. Det er ikke fair, at man bruger lavest mulige fællesnævner til at slå ned på alle, men det er, hvad der sker."

Der er dog håb, mener han. Husmenigheder kæmper med at få uddannelsesinstitutioner op at stå, og stadig flere højtuddannede bliver kristne. Selvom den udvikling har svært ved at følge med det stigende antal konvertitter, går det den rigtige vej, påpeger Jørgen Skov Sørensen. Og kommer udviklingen ikke indefra, så måske udefra. Både registrerede og ikke-registerede kirker har i de seneste 10-15 år forstærket samarbejdet med internationale missionsorganisationer, der også tilbyder undervisning.

Tilbage hos de kristne, som Kristeligt Dagblad besøger. Undervisningen fortsætter hele dagen, kun afbrudt af sang, bøn og korte pauser.

Hen mod aften begynder den yngste pige i forsamlingen at græde. Ikke af glæde eller sorg, men af udmattelse.

schou@k.dk