Hvad venter i Hviderusland? Her er scenarierne

Situationen i Hviderusland spidses til mellem præsident Aleksandr Lukasjenko og oppositionen – og mellem EU og Rusland. Det er tydeligt, at EU har forsømt at udvikle sin Ruslandspolitik

Den hurtige udvikling i Hviderusland har de europæiske stormagters opmærksomhed.
Den hurtige udvikling i Hviderusland har de europæiske stormagters opmærksomhed. . Foto: Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den hurtige udvikling i Hviderusland har de europæiske stormagters opmærksomhed. Formanden for det Europæiske Råd, Charles Michel, Tysklands kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Emmanuel Macron talte i tirsdags – hver for sig – med Ruslands præsident, Vladimir Putin, om udviklingen i Hviderusland. Og de må, inden de ringede Putin op, have gennemtænkt en række scenarier.

Det første er, at den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, bliver: Han har mistet evne til at regere, som har gjort siden 1996, men ikke viljen. Han kan ikke længere opretholde den sociale kontrakt med befolkningen, og dermed har han kun et alternativ, at lede landet via massive repressalier – og det kan føre til, at protestbevægelsen slås ned over de kommende uger. Risikoen er, at Lukasjenko inden for en kortere årrække kan opleve en paladsrevolution, at elitegrupperinger i statsapparatet beslutter sig for at afsætte ham, fordi de ikke tror på ham.

Det andet er, at protestbevægelsen sejrer, og så kunne udviklingen vel egentlig minde om situationen i Ukraine under Orange-revolutionen i 2004-2005 og Maidan-oprøret i 2013-2014?

Sammenligningen holder på ingen måde. Ukraine har siden sin uafhængighed i 1992 haft et demokrati, korrupt og dysfunktionelt, men der har i årtier været kæmpet om den politiske magt, og dermed er grupperinger blevet kultiveret med evne og vilje til at række ud efter den politiske magt og regere landet. Hviderusland derimod har haft Lukasjenko hele vejen, en statsstyret økonomi og et smalt civilsamfund med en marginaliseret opposition, der i dag hverken har fælles platform, program eller leder – Svetlana Tikhanovskaja, der blev nummer to i det officielle valgresultat ved præsidentvalget den 9. august, er den brede protestbevægelses symbol, men ikke en politisk leder.

Får Hviderusland nye og frie valg, vil en ny præsident og et nyt parlament være uden historie og erfaring og uden økonomisk råderum, der kan honorere befolkningens forventninger til øget velstand. Det er opskriften på et land, der i en årrække må gå fra regeringskrise til regeringskrise og vil have svært ved at gennemføre de reformer, der kan modernisere økonomien og skabe vækst.

Det tredje scenarie er, at Rusland griber ind, som man har gjort i både Georgien og Ukraine. Det kan ikke udelukkes, at det sker, men den russiske appetit på at intervenere virker ikke stor. Politibrutaliteten i Minsks gader har været dækket udførligt i de Kreml-tro russiske medier, og præsident Putin er grundigt træt af Lukasjenko. Og ikke mindst frygter man ikke for alvor, at EU vil gribe ind med samme politiske vilje som i Ukraine i 2014, hvor Vestens politiske lederskab hang på USA og Storbritannien. Begge har som bekendt mindsket deres interesse for at løse problemer på det europæiske kontinent.

Telefonsamtalerne mellem Putin og de europæiske ledere fulgte en kendt melodi – opfordringer til Putin, af alle, om at bruge sin indflydelse i demokratiets tjeneste. Det er et resultat af, at EU siden 2014 har forsømt at udvikle en Ruslandspolitik udover de nødvendige sanktioner, som Rusland har påkaldt sig. Det særlige ved Hviderusland er, at man har en åben grænse mod øst (Rusland) og en lukket grænse mod vest (Polen) – et statssammenbrud i Hviderusland vil med rimelig sikkerhed medføre en migrationsstrøm mod EU, og det ønsker ingen europæiske ledere. Den eneste fælles åbenlyse interesse, som EU og Rusland har i Hviderusland, er netop det særlige grænseregime, og det burde være en indlysende platform for samarbejde, ligesom Hviderusland er helt afhængig af integration i den russiske økonomi og samarbejde med EU.

Men ligesom vi ikke har tillid til Putin, har Rusland ikke tillid til os – og det til dels, fordi vi har forsømt at udvikle diplomatisk dialog og redskaber til at håndtere Europas sidste diktators fald. Det er synd og skam, ikke mindst for den hviderussiske befolkning, for der har været tid til at gøre det arbejde.