Tyrkiet var optimistisk, FN’s generalsekretær, António Guterres, afmålt, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, håbede bare det bedste, da det i sidste uge blev offentliggjort, at en aftale om sikker udskibning af ukrainsk hvede via Sortehavet var ved at falde på plads med både Ukraine og Rusland.
Et personligt håndslag på aftalen er muligt i Iran tirsdag, når Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, gæster Teheran – der er dels bilateralt iransk-tyrkisk topmøde og dels et topmøde i det såkaldte Astana-format om Syrien.
En formel aftale er mulig, en reel implementering ligner blændværk. Stop for hvedeeksport er en benlås for Ukraine, ligesom et gasstop i efteråret vil være det for EU. Motiverne til en aftale har ikke en stor fællesmængde, og de praktiske barrierer har et omfang, der ikke gør udskibning realistisk de første par måneder.
De praktiske først: De fire ukrainske havne, der står for størstedelen af afsendelsen af ukrainsk hvede, er stærkt minerede for at holde russerne på afstand. FN vurderer, at det vil tage måneder at fjerne minerne, og vi er som bekendt ikke på nogen måde i fredstid. Dernæst skal fragtskibene og lasten forsikres. Hvem vil påtage sig den opgave? Og så skal der findes kaptajner og besætning, der er villige til at påtage sig opgaven. Beskyttelsen af skibene garanterer den tyrkiske flåde, der vil eskortere skibene til tyrkiske havne.
Tyrkiets rolle som mægler i krigen har været fremtrædende, siden Putin iværksatte invasionen af Ukraine den 24. februar. På hvedeeksporten er Erdogans interesser indlysende. Tyrkiet går til både til parlaments- og præsidentvalg i juni 2023, Erdogan og hans regeringsparti, AKP, vil gerne genvælges og har dertil brug for at give borgerne grund til at stemme på dem i en tid med dårlig økonomi og galopperende inflation.
Lykkes aftalen, får Tyrkiet rabat på den hvede, som det kriseramte Nato-land selv aftager, og dermed vil det være sejr for Erdogan, der så vil kunne styrke sit indenrigspolitiske brand som som den, der kan lede Tyrkiet gennem sikkerhedspolitisk usikre tider.
For Putin giver det ingen mening at sikre den ukrainske eksport. Hvis han sikrer en sådan aftales implementering, vil det være et udtryk for et strategiskifte, som skal få os til at tænke os om. Ruslands strategi i krigen er meget klar.
For det første handler det om at befæste de positioner, man har i Ukraine, forberede yderligere fremdrift, mens man vil forsøge at neutralisere de våbensystemer, som ukrainerne får fra Vesten. Det sidste kan blandt andet ske ved en yderligere ødelæggelse af jernbanenettet, som er forudsætningen for at få hveden frem til de ukrainske havnebyer.
For det andet går man efter at ødelægge Ukraines økonomi, så udmattelsen også der sætter ind. Verdensbanken vurderede allerede i april, at den ukrainske økonomi vil skrumpe med 45 procent i 2022, og dertil skal lægges de voldsomme ødelæggelser af infrastruktur, virksomheder og boliger, som russerne allerede har forvoldt. At bidrage til at øge Ukraines eksportindtægter er ikke konsistent med den strategi.
For det tredje er der EU, hvor strategien er at true med en energikrise fra efteråret, der rammer både borgere og virksomheder i stort omfang og vil kunne fremkalde en recession i Europa. Den trussel har meget høj troværdighed.
Så Putin har ingen incitamenter til at få udskibet ukrainsk hvede. Han kæmper på tre fronter og alle med ødelæggelse som det simple redskab: Den ukrainske forsvarsvilje, den ukrainske økonomi og de europæiske politikere, der alle skal genvælges af vælgere, hvis privatøkonomi kommer under yderligere pres. Putin ved godt, hvad han gør.
Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Men konflikten er ikke kun en øst-vest konflikt. Der er også nord-syd mellem de regionale stormagter Rusland og Tyrkiet, der har modstridende interesser i Ukraine, Syrien, Iran og Armenien. Men som i kraft af deres transaktionelle udenrigspolitiske kultur har politisk fleksibilitet over for hinanden.
Og så er det en konflikt med et globalt publikum, hvor Rusland har en interesse i at pleje sit eget omdømme. Det gælder lande i Mellemøsten, hvor en typisk russisk-venlig nation som Egypten er den største importør af ukrainsk hvede. Samt en række lande i Asien, hvor Rusland ønsker sig flere venner end Kina, og hvor Indonesien er næststørste aftager af ukrainsk hvede. Det giver Putin en interesse i at vise, at han gør, hvad han kan. For også her ved Putin godt, hvad han gør.
Dermed peger alt i retning af, at det kortsigtede vinder over det langsigtede: At der kommer blæk på en aftale, men at den viser sig umulig at implementere, mens Rusland i øvrigt sender artilleri ind over ukrainske afgrøder i det omfang, at man ikke blot stjæler dem.
Da FN’s Generalforsamling den 7. april 2022 stemte om, hvorvidt Rusland skulle suspenderes fra FN’s Menneskerettighedsråd, stemte 93 lande for. 24 stemte imod og 58 afstod fra at stemme – heriblandt Egypten og Indonesien. For hvede er udenrigspolitisk hard power.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger samt sikkerhedspolitik i Kristeligt Dagblad.