Prøv avisen

Australiere i sorg efter skovbrande: Hvem er vi, når alt, vi ejer, er brændt?

New South Wales er den australske delstat, der er hårdest ramt af de nuværende naturbrande i Australien. Her fra byen Quaama. – Foto: Saeed Khan/AFP/Ritzau Scanpix.

De har reddet livet, men for de australiere, der har mistet alt andet i skovbrandene, venter en hård tid. Ikke mindst mentalt. Vores ting minder os om oplevelser og mennesker. De er indkapslet i vores liv

Landmanden Matt Zagami står med armen om sin hustru, Katie, og ser ned på sin swimmingpool. Han holder en lille rød bold i hånden. Det er alt, han har fundet. Alt, de har tilbage. Resten af dét, der var deres hjem, ligger omkring dem som sortsvedne ruiner.

Jorden, afgrøder, maskinel. Det hele brændte lige før nytår – og så alligevel ikke helt, for som parret fortæller til den australske tv-station ABC, har Katies brudekjole overlevet på nærmest uforståelig vis i et lille udhus. Men ellers er det hele væk, som det er for mange andre i Wairewa, en lille by i den australske delstat Virginia, hvor ilden har taget halvdelen af husene, og ægteparret og deres fire små børn nu skal forsøge at begynde forfra.

”Hver dag kommer man i tanke om noget nyt. Åh nej, børnenes gamle sutter. Åh, alle mine små ting fra dengang, jeg var barn. Dem får jeg aldrig tilbage,” siger Katie Zagami, mens hun kæmper for at holde sammen på sig selv og med gråd i stemmen fortæller, at hun er dybt taknemmelig for, at hun stadig har sine børn og sin mand.

”Jeg har dem, og jeg kan omfavne dem.”

Over seks millioner hektar land er blevet raseret i Australien, siden skovbrandene begyndte i september, og mindst 27 mennesker er omkommet. I New South Wales, den værst ramte delstat, er over 1300 huse ødelagt af flammerne. Et af dem er Morris-familiens hus i Colo Heights, omkring 100 kilometer fra Sydney. 62-årige Bill Morris, far til seks og bedstefar, mistede sin hustru, Elaine, da hun døde af kræft i oktober sidste år. Tre uger senere tog ilden huset, der brændte helt ned.

”Den ejendom betød alt for os. Vi mistede vores mor, og alle de minder, vi havde om hende, var i det hus. Hendes nips-ting og andet, der var noget særligt for hende. Det hele er væk,” fortalte datteren Georgia Whitaker få dage senere til nyhedsstationen ABC, mens hendes søster, Matilda Morris, forklarede, at det ikke var selve ejendommen, de græd over.

”Det er den sentimentale værdi. Mor og far havde det hus i 30 år, og vi voksede op i det. For os var det et helt særligt sted, med så mange minder.”

Deres far kom i sikkerhed, før ilden tog huset, og hans døtre er naturligvis taknemmelige for, at han reddede livet, men man skal ikke undervurdere den sorg og smerte, der ligger i at miste sit hjem og sine ting, siger James Collett, forsker og underviser i psykologi på Melbourne-universitetet RMIT (Royal Melbourne Institute of Technology).

”Efter sådan en katastrofe vil folk tit sige: ’I det mindste er din familie o.k. I det mindste er dine børn o.k.’ Men når folk siger den slags, tænker de ikke på, at det er utroligt traumatisk at miste alle sine ejendele. Vores ting minder os om oplevelser og mennesker. De er indkapslet i vores liv og får os til at føle os sikre og forbundne.”

Collett siger til den australske internetportal Domain, at et australsk studie efter skovbrande i 1990’erne viste, at det er ugleset at sørge over tabte materielle ting, selvom det tit gør folk meget triste og får dem til at føle sig modløse. Når man mister sit hjem, mister man ifølge forskeren også et solidt psykologisk fundament, som man bygger på i det daglige.

”Hjemmet giver dig en tryg baggrund for at bearbejde følelser både for dig selv og i forhold til andre,” siger han.

Andre undersøgelser peger på det samme. Når man mister sit hus og sine ting, føles det som at miste noget af sig selv. En af psykologihistoriens markante navne, William James, der levede i 1800-tallet, formulerede den opfattelse, at ”et menneskes selv er summen af alt, hvad han kan kalde sit”.

”Men hvis vi er, hvad vi ejer, hvem er vi så, når vi ikke ejer noget?”, spurgte et af de ofre, der havde mistet alt i Oakland-ildstormen i Californien i 1991, Shay Sayre, nu professor emeritus ved California State Universitet. Shay Sayre lavede efterfølgende en undersøgelse af katastrofens konsekvenser. Ifølge professoren illustrerer spørgsmålet den forvirring, der følger med at miste sit hjem.

”Det ødelægger selve basen, både materielt og socialt, for katastrofe-ofrenes identitet,” konstaterede Sayre og refererede til en anden forsker, Russell Belk, forbrugs-ekspert og professor ved York Universitet i USA.

Belk har studeret, hvordan mennesker ser deres ejendele som forlængelser af dem selv, og hans forskning siger, at det forhold, man har til en ting, man er knyttet til, i høj grad er med til at give én identitet. Belk formulerede i 1988 det siden alment anerkendte begreb ”et udvidet selv”.

Den canadiske sociolog Erving Goffman påviste allerede i 1961, hvordan det kan give mennesker mindre selvværd, hvis de mister ting, der er vigtige for dem og deres egen selvopfattelse. I Australien viste undersøgelsen ”Beyond Bushfires” (Efter bushbrandene) fra Melbourne Universitet, at 22 procent af de overlevende fra Black Saturday-bushbrandene i 2009 havde mentale problemer fem år senere.

Den australske forsker Helen Cox, professor emeritus ved Deakin Universitet, konstaterede i 2000 i en anden undersøgelse om ofre for skovbrande, at ”for nogle mennesker gav deres ting dem føling med fortiden og deres egen historie. For de mennesker betød tabet af fotografier og andre memorabilia en stor og fortsat lidelse.”

Antropologen Susanna Hoffmann, der overlevede Oakland-ildstormen i 1991, men mistede sit hus og alle sine ejendele, deriblandt 25 års forskning og flere bogmanuskripter, skrev bagefter om, hvor ødelæggende det føltes. Hun konstaterede blandt andet, at hun ikke længere havde ”tråden i sit liv”.

”Mønstret fra min fortid var revet ud af den fremtid, der skulle væves. Hvem jeg er, hvad jeg var, hvad jeg ville gøre, det stof, mit liv var gjort af, blev fuldkommen trevlet op,” skrev hun i en artikel i 1998.

Tilbage i Australien siger professor Paul Rhodes fra Sydney Universitet til Domain, at man godt kan sammenligne de mennesker, der har mistet deres hjem, med krigsofre.

”Der er eksistentielle konsekvenser, både når man er flygtning, og når man har været i en bushbrand. Det får én til at stille nogle dybe spørgsmål om klima og natur og sætte spørgsmålstegn ved værdier og dét, man tror på.”

Den katolske kirke i Australien satte for nogle dage siden en organiseret nødhjælp i gang. Kirken indsamler penge og opretter netværk med frivillige, der kan sørge for mad, rydde brandtomter og genopbygge. Ifølge professor Lisa Gibbs fra Melbourne Universitets center for katastrofehåndtering er det dog vigtigt, at folk giver sig god tid, før de træffer beslutninger om fremtiden. De skal blandt andet tænke over, om det er en god idé at genopbygge, hvor de var, eller om de hellere skal flytte.

I Wairewa er Matt Zagami ikke i tvivl. Gården skal bygges op igen, og de skal i gang så hurtigt som muligt.

”En ven har tilbudt mig, at jeg kan låne hans plantemaskine, så det er super godt. Forhåbentlig kan vi komme i gang med at plante i næste uge,” siger han.