Prøv avisen
Politisk set

Hvem får topposterne i EU?

Efter manges vurdering er Manfred Weber (th.) for meget en politisk letvægter uden erfaringer som minister og kommissær. Disse erfaringer besidder Margrethe Vestager til gengæld. Hun har samtidig været noget så sjældent som en meget populær kommissær. Foto: Ina Fassbender og Aris Oikonomou/AFP/Ritzau Scanpix

Det er en større kabale, der skal gå op, når posterne som kommissionsformand, EU-præsident og udenrigschef skal fordeles over de kommende uger

Efter valget til Europa-Parlamentet er den næste store sag i Den Europæiske Union fordelingen af organisationens topposter for de næste fem år. Det drejer sig blandt andet om formanden for EU-Kommissionen, i dag Jean-Claude Juncker fra Luxembourg, om formanden for Det Europæiske Råd, i daglig tale EU-præsident, i dag Donald Tusk fra Polen, og om EU’s udenrigschef, i dag Federica Mogherini fra Italien.

Fordelingen af topposterne i EU er et kompliceret spil, hvori der både indgår hensyn til den politiske fordeling mellem kristendemokrater, liberale og socialdemokrater, hensyn til den regionale fordeling mellem medlemslande i nordvest, syd og øst og i stigende grad også hensyn til en vis ligelig kønsfordeling.

I Danmark er det især posten som kommissionsformand, som har været diskuteret i medierne. Det er også berettiget, da Kommissionen er den mest magtfulde institution i EU-systemet, fordi den alene kan fremsætte forslag til ny EU-lovgivning. Samtidig spiller det naturligvis ind i den danske debat, at Margrethe Vestager er på tale til netop denne post.

Sidst blev denne post tildelt en kristendemokrat fra Luxembourg med mangeårig erfaring som regeringschef. Det skete efter indstilling fra den kristendemokratiske partigruppe EPP i Europa-Parlamentet, som er den største og mest magtfulde partigruppe i parlamentet.

Den nuværende såkaldte ”spitzenkandidat” fra den kristendemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet er Manfred Weber. Han har været medlem af Europa-Parlamentet i 15 år og ledet EPP-gruppen i parlamentet siden 2014. Efter den franske præsident, Emmanuel Macrons, og mange andres vurdering er Manfred Weber imidlertid for meget en politisk letvægter uden erfaringer som minister og kommissær.

Disse erfaringer besidder Margrethe Vestager til gengæld. Hun har samtidig været noget så sjældent som en meget populær kommissær. Desuden har hun nu opnået opbakning fra den nuværende danske regering. Dermed har hun det nationale sponsorat i orden. I princippet kunne en regering under ledelse af Mette Frederiksen (S) ændre den indstilling, men hun gør det næppe, hvis der er chance for at få en EU-toppost.

Samtidig har Margrethe Vestagers gruppe af liberale partier i Europa-Parlamentet – den såkaldte Alde-gruppe – fået et godt valg, mens det er gået mindre godt for den kristendemokratiske og socialdemokratiske gruppe. De to sidste er fremover tvunget til at tage hensyn til den liberale – eller den grønne – partigruppe i Europa-Parlamentet, hvis de vil have et flertal. Sidst, men ikke mindst taler det til fordel for Vestager, at hun kunne blive den første kvindelige kommissionsformand.

Den næstvigtigste toppost i EU-systemet er formanden for Det Europæiske Råd, som er ansvarlig for koordinationen af stats- og regeringschefernes topmøder. Det er denne post som EU-præsident, som Helle Thorning-Schmidt (S) håbede på at få i 2014. Det mislykkedes, fordi de østeuropæiske lande mente, at de skulle have en EU-toppost. Den fik polakken Donald Tusk så.

I forhold til posten som EU-præsident er nogle af de samme personer i spil, som også nævnes i forhold til posten som kommissionsformand. Det drejer sig om den hollandske EU-kommissær Frans Timmermans, som socialdemokraterne i Europa-Parlamentet har indstillet, den franske chef for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, og kommissionens Brexit-forhandler Michel Barnier, som den kristendemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet bakker op om sammen med bulgarske Kristalina Georgieva, hvis det ikke kan blive Manfred Weber. På rygtebørsen høres også stadig navnet Angela Merkel.

Den tredjevigtigste EU-toppost er EU’s ”højtstående repræsentant for udenrigsanliggender,” som koordinerer EU’s forholdsvis svage udenrigspolitik. Denne post vil ved fordelingen af EU’s toposter gå til den region eller politisk gruppering, der ikke er tilgodeset ved tildelingen af de to førstnævnte poster. I den forbindelse vil der også dukke sydeuropæiske kandidater op, hvis man ikke har fået hverken formandsposten for Kommissionen eller Det Europæiske Råd. Det kunne eventuelt være en spansk toppolitiker.

Som det ses, er fordelingen af EU’s toposter et puslespil, hvor brikkerne skal lægges, så både politiske, geografiske og kønsmæssige hensyn går op i en enhed. Der kan altid ske noget uforudset, men der er alligevel et system i tingene.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet.