Prøv avisen

Hvem sagde glidebane? Få overblikket over dødshjælpen i Holland gennem fire årtier

I 2002 fik Holland Loven om Afslutning af Livet på Begæring og Assisteret Selvmord (bedømmelsesprocedure). Ifølge loven er dødshjælp stadig ulovligt, med mindre seks kriterier er opfyldt. Arkivfoto. Foto: Carsten Ingemann/Polfoto

”Glidebanen” er et hyppigt brugt argument mod at indføre dødshjælp herhjemme. Men hvordan har dødshjælpen faktisk udviklet sig i et land, hvor den praktiseres uden straf?

I sidste uge varslede Hollands justits- og sundhedsministre, som omtalt i Kristeligt Dagblad, at regeringen er på vej med et lovforslag, der skal gøre aktiv dødshjælp og assisteret selvmord, under ét kaldet dødshjælp, lovligt også for ældre mennesker, der føler, at de er ”mætte af dage”.

”Glidebanen” er et hyppigt brugt argument mod at indføre dødshjælp herhjemme. Men hvordan har dødshjælpen faktisk udviklet sig i et land, hvor den praktiseres uden straf?

En række domme og milepæle beskriver udviklingen i hollandsk praksis og lovgivning.

Debatten begyndte for alvor i 1973, da en læge blev idømt én uges betinget fængsel for at have ydet aktiv dødshjælp til sin døende mor. I 1984 frikendte Hollands højesteret for første gang en læge for at have ydet aktiv dødshjælp. Retten fandt, at lægen var undskyldt af en slags moralsk force majeure – patienten var 95 år og terminalt syg, og hans lidelser berettigede forbrydelsen, lød det i dommen.

I flere årtier blev dødshjælp praktiseret til trods for, at det formelt var ulovligt. I 1991 blev den lægefaglige praksis kortlagt af regeringen i en udførlig og meget omdiskuteret rapport, Remmelink-rapporten.

Her blev det anslået, at der året før var blevet udført 2300 tilfælde af aktiv dødshjælp og 400 assisterede selvmord. I forbindelse med rapporten blev Justitsministeriet og den hollandske lægeforening enige om en procedure, hvor lægen blev straffritaget, hvis vedkommende indrapporterede dødshjælpen ved at udfylde et udførligt spørgeskema, der viste, at dødshjælpen levede op til de kriterier, retspraksis efterhånden havde formet. På baggrund af dette kom en lovændring i stand i 1994, der i vid udstrækning gjorde læger, der udførte dødshjælp efter denne procedure, straffri.

I 2002 fik Holland så Loven om Afslutning af Livet på Begæring og Assisteret Selvmord (bedømmelsesprocedure). Ifølge loven er dødshjælp stadig ulovligt, med mindre seks kriterier er opfyldt: Blandt andet skal lægen være sikker på, at patienten lider ubærligt, at patientens begæring er frivillig og velovervejet, patienten skal have set endnu en uafhængig læge, og sagen skal rapporteres til ét af Hollands fem lokale bedømmelsesudvalg, der vurderer, om kriterierne er opfyldt. Bedømmelsen sker, efter at dødshjælpen er givet, men lægen skal ikke søge om tilladelse inden handlingen.

Loven gælder voksne og børn mellem 12 og 18. For mindreårige er der dog særlige regler for, at forældrene skal med på råd.

De seks kriterier bygger på ”åbne normer”, forklarer Nicole Visee, generalsekretær for de lokale eutanasi-bedømmelsesudvalg. Der er for eksempel ingen krav om, at patienten skal være terminalt syg.

”Fortolkning afhænger af lægernes mod. Psykiatere har længe været meget tilbageholdende med at yde dødshjælp, og først for nylig er nogle begyndt at efterkomme disse patienters ønsker,” siger hun.