Hver dag er en kamp for overlevelse i afrikanske fængsler

Underernæring, sygdom og sex til gengæld for mad hører til afrikanske fangers hverdag. En ny dansk ph.d.-afhandling om de indsatte i Zambias fængsler giver et sjældent indblik i de hermetisk lukkede fængsler

Anne Egelund, 40 år, er sociolog og har netop forsvaret en ph.d.-afhandling om de usle forhold i Zambias fængsler.
Anne Egelund, 40 år, er sociolog og har netop forsvaret en ph.d.-afhandling om de usle forhold i Zambias fængsler. Foto: Anne Egelund

Morgenmåltidet består af en kopfuld ris til hver for de 2300 mænd i det maksimalt sikrede mandefængsel Mukobeko Maximum Security Prison i byen Kabwe i Zambia.

Dagens andet, og sidste, måltid består af en portion ernæringsfattig, stiv majsgrød, ”nshima”. Nshimaen ledsages af enten lidt bønner eller en lille håndfuld af de bittesmå tørrede fisk, kapenta. Et par gange om ugen får de indsatte også lidt grøntsager. De er dog først kommet på menuen for nylig.

Ellers er maden den samme hver dag året rundt, fortæller sociolog og ph.d. ved Roskilde Universitet, Anne Egelund, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling om livet i de zambiske fængsler.

Den dårlige kost betyder, at de fleste fanger er afmagrede og usunde at se på.

”Mange har sår og svampeinfektioner i huden. Andre almindelige sygdomme er tuberkulose, sygdommen beri-beri, der skyldes mangel på b-vitamin og giver opsvulmede ben og kan medføre døden, eller sygdomme, der skyldes mangel på a-vitamin og giver nedsat syn, blindhed, diarré og anæmi,” siger hun.

Knap hver fjerde fange er hiv-positiv, dobbelt så mange som uden for fængslerne, og selvom to ud af tre hiv-positive i fængslet efterhånden får medicin, bevirker den dårlige ernæring, at medicinen ofte ikke virker optimalt, fordi den skal tages sammen med fedtholdig mad.

Når underernæringen og sygdommene bliver lagt sammen med den dårlige luftcirkulation i de gamle koloniale bygninger, stress, håbløshedsfølelse samt den voldsomme overbelægning i fængslerne, er de indsattes rammer ridset op. I Mukobeko er der konstant mellem tre og fem gange flere fanger, end fængslet er bygget til at rumme, og mændene er tvunget til at sove klinet op ad hinanden på cellegulvene.

”Der hersker en fundamental tilstand af desperation og ulykke, og en lidelse, der gennemsyrer alt og alle i fængslet,” konstaterer Anne Egelund.

Hun har undersøgt de indsattes overlevelsesstrategier i sin ph.d.-afhandling ”Surviving Zambian Prisons” (Sådan overlever man zambiske fængsler).

Overlevelsen handler ikke kun om psykisk og social overlevelse, men på grund af madmanglen også om konkret fysisk overlevelse. For mens nogle zambiske fanger er så priviligerede at få ekstra mad af familien, gælder det langtfra for alle, fortæller Anne Egelund.

Derfor opstår der seksuelle forhold mellem et mindretal af mændene, hvor den ene part ”betaler” den anden part med mad og andre fornødenheder til gengæld for seksuelle ydelser.

”Det er især de mænd, som har et lille eller slet ikke noget socialt netværk uden for fængslet og derfor er sårbare,” siger Anne Egelund.

Hertil kommer de mænd, der ”ikke har noget at tabe og har opgivet håbet”, fordi de ikke har udsigt til at komme ud af fængslet.

”Nogle af forholdene handler kun om den konkrete udveksling af mad og sex, mens andre forhold godt kan være kærlige,” siger hun.

I sin afhandling konkluderer Anne Egelund, at sex mellem de indsatte bedst kan forstås som en ”kompensatorisk kamp, hvor individer omgivet af mangel på respekt og anerkendelse alligevel forsøger at opnå anerkendelse”.

At det overhovedet er lykkedes for den 40-årige sociolog at interviewe de indsatte, er højst usædvanligt. Normalt er afrikanske fængsler nærmest hermetisk lukket for udefrakommende. Ikke mindst for udlændinges kritiske blikke.

Adgangsprocessen har da også været lang og krævende, forklarer Anne Egelund, der første gang stiftede bekendtskab med de zambiske fængsler under sit tidligere arbejde i Zambia for FN, hvor hun skulle udarbejde en hiv-politik for landets fængsler.

”I processen med at få adgang er jeg blandt andet blevet beskyldt for at være en spion og har skullet høre meget om, hvor slemt det var, at jeg ville ind og ’snage’ i fængslerne,” siger hun.

Mod alle odds lykkedes det til sidst Anne Egelund at komme ind i et zambisk fængsel. Og da hun i 2007 forlod Zambia, vidste hun, at hun ville skrive en ph.d- afhandling om de zambiske fængsler, hvis hun kunne få lov.

”Jeg stødte på mange forkerte opfattelser af, hvem de indsatte i afrikanske fængsler er, og min ph.d.-afhandling var også et spørgsmål om, på forskningsbaseret vis, at tage kampen op imod fordommene,” siger hun.

Det provokerer Anne Egelund, at så mange gerne vil hjælpe ”små søde børn og kvinder”.

”Der er også mænd, der lider helt vildt, og det er også stærkt problematisk, at mange ikke vil hjælpe mennesker i fængsel,” siger hun.

På baggrund af sine mange års kommen og gåen i både kvinde- og mandefængsler i Zambia har Anne Egelund erfaret, at de fleste indsatte er ”almindelige mennesker”.

”De er fattige, sultne, syge, og nogle har gjort de forfærdelige ting, som de er dømt for. Men mange andre er uskyldigt dømt, afventer deres dom i op til syv år, og der kan sagtens være nogle, jeg ikke har mødt, som har ventet i fængslet meget længere,” siger hun.

På grund af korruption og ineffektivitet forsvinder indsattes sager og appelsager også jævnligt i det zambiske retssystem, hvis til tider vilkårlige domme og generelt hårde straffe forværrer problemerne.

”En dom kan komme an på dommerens humør. På, om du har en advokat, hvilket de fattige ikke har, og jeg er stødt på mange sager, hvor absurde domsafsigelser har smadret liv. Ét eksempel er Judy, der blev overfaldet af fem andre kvinder, som beskyldte hende for at have været utro med en af deres mænd. Selv siger Judy, at det var hun ikke. Under slåskampen med kvinderne bed Judy en af dem i fingeren. Tre måneder senere døde kvinden af en infektion i fingeren. Judy fik en dom på 18 år, selvom kvindens død aldrig kan blive hendes ansvar.”

Anne Egelund har også været vidne til de fremskridt, der trods alt har fundet sted.

”I Mukobeko var der én sundhedsansat for fem år siden. I dag er der fem. Og der er mere medicin til rådighed end for 10 år siden,” siger hun.

Men med ringe ernæring og et årligt sundhedsbudget, der svarer til 208.000 kroner til samtlige 19.000 indsatte i Zambias 87 fængsler – 11 kroner pr. indsat årligt – er der lang vej igen, før fangerne får tålelige vilkår.

Sideløbende med sin forskning har Anne Egelund etableret den lille hjælpeorganisation Ubumi Prisons Initiative (Initiativ for Ubumi Fængslerne). Den sørgede oprindeligt for ekstra mad, sæbe og medicin til de mest syge og sårbare i udvalgte zambiske fængsler. Men sidste år modtog Ubumi Prisons Initiative en donation på 7,4 millioner kroner, der betyder, at organisationen udvider projekterne, og at Anne Egelund de kommende år har fuldtidsjob i sin hjælpeorganisation.

Anne Egelund indrømmer, at det langtfra har været nemt at holde rollerne som forsker og aktivist adskilt,

”Men jeg blev nødt til at gøre noget. Der var så stort et behov for hjælp, og der var så få, der gjorde noget. Og menneskerettighederne gælder også for dem, vi tror, at vi ikke kan lide,” siger hun.