Prøv avisen

Hver femte amerikaner siger, Obama er muslim

Den amerikanske højrefløj har haft held en kampagne, der sår tvivl om præsident Barack Obamas baggrund. Hver femte amerikaner tror, at præsidenten er muslim, viser meningsmåling. Foto: Mandel Ngan

USA's kristne præsident har været mål for en højreorienteret kampagne, der vil gøre ham til muslim. Meningsmåling bekræfter, at det har haft en effekt

Næsten hver femte amerikaner mener, at præsident Barack Obama er muslim.

Det er noget sludder, men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at mange amerikanere tror det, fremgår det af en meningsmåling fra det anerkendte Pew Research Center.

Målingen er foretaget, inden Obama i sidste uge kastede sig ind i debatten om opførelsen af et islamisk kulturcenter to gader fra det sted i New York, hvor muslimske terrorister i 2001 styrede to passagerfly ind i World Trade Center. Obama sagde, at muslimer har samme rettigheder i USA som andre religiøse samfund.

Det er blev mødt med ophidselse og fordømmelse, primært fra den amerikanske højrefløj, der kalder Ground Zero et helligt sted.

18 procent siger i Pews måling, at præsidenten er muslim. Blandt republikanere er det mere end hver tredje, som tror det.

Obama er kristen, men rygter er blevet spredt via internettet, højreorienterede radiostationer og tv-selskabet Fox, at han er uamerikansk og muslim. De henviser ofte til hans mellemnavn, der er Hussein.

Obamas mor var en hvid kvinde fra staten Kansas, og faderen kom fra Kenya.

Målinger har tidligere vist, at et skræmmende stort antal amerikanere ikke mener, han er født i USA. Obama er født på Hawaii.

- Mens præsidenten har været omhyggelig og personligt forankret i sin kristne tro, så er der bestemt folk, som er opsat på at sprede løgne om præsidenten, hans værdier og hans overbevisning, siger Obamas religiøse rådgiver, Joshua DuBois, til avisen Washington Post.