Prøv avisen

Hver ny krise udfordrer EU’s sammenhold

Tegning: Morten Voigt

Siden sin fødsel har EU skubbet en overstatslig union fremad med den ene hånd og med den anden placeret magten hos de nationale regeringer. Denne indre selvmodsigelse har længe været Europas drivkraft, men nu hoster motoren ved hver krise og er i risiko for at gå helt i stå

Da Jean Monnet, en af hovedarkitekterne bag De Europæiske Fællesskaber, så tilbage på sit livsværk, havde det europæiske samarbejde allerede redet adskillige storme af. Og deraf drog han en lære:

”Europa vil blive skabt i kriser som summen af de løsninger, man finder på disse kriser,” skrev han i sine erindringer i 1976.

44 år senere har hans ord aldrig været mere aktuelle. Siden finanskrisen i 2008 har EU været oppe mod en gældskrise i 2011, en migrationskrise i 2015 og en Brexit-afstemning i 2016. Nu ruller en femte krise, corona-pandemien, hen ad den europæiske bowlingbane med kurs mod det indbyrdes fællesskab.

Og selvom medlemslandene nu er blevet enige om at bede EU-Kommissionen udtænke en genopbygningsfond med 7500 milliarder kroner til at hjælpe medlemslandene med at rejse sig efter katastrofen, er konflikterne langtfra overvundet.

Når kommissionsformand Ursula von der Leyen i den kommende uge skal lægge konkrete planer på bordet, kan bowlingkuglen komme op i fart med bitre diskussioner om, hvorvidt pengene skal være tilskud, som man ønsker i Italien, eller lån, som man foretrækker i for eksempel Holland og Tyskland. Og om Italien som suveræn nationalstat selv skal bestemme, hvad de europæiske penge skal bruges til, eller om det skal besluttes i fællesskab.

Thorsten Borring Olesen, professor i europæisk historie ved Aarhus Universitet, er ikke overrasket over disse gentagne rivegilder. De skyldes i vid udstrækning hele den måde, det europæiske samarbejde blev konstrueret på fra første færd, understreger han.

EU er ikke en forbundsstat som Tyskland med en fælles regering, hvis lovforslag gælder i alle delstater, hvis de vedtages. Men det er heller ikke et regeringssamarbejde som Europarådet, der kun udsender anbefalinger, som medlemslandene kan efterleve eller lade ligge. EU er en kombination af begge modeller med permanente spændinger om, hvor snittet skal lægges.

”EF blev delvist overnationalt med EU-Kommissionen og EU-Domstolen. Men man ville også beholde den nationale suverænitet, så alle beslutninger længe kun er blevet truffet i Ministerrådet. Det er der ændret på i dag, hvor det meste lovgivning også kræver medvirken af kommissionen og parlamentet. Men, som vi har set under flygtningekrisen og nu coronakrisen, tilsidesætter landene de gældende regler, hvis deres interesser virkelig udfordres. I sådanne situationer bliver Det Europæiske Råd med stats- og regeringscheferne det virkelige magtcentrum,” påpeger Thorsten Borring Olesen.

Da Frankrigs Charles de Gaulle i 1967 lod sin stol i Det Europæiske Råd stå tom og dermed blokerede for beslutningerne, der alle krævede enstemmighed, blev bremsen slået i for flertalsafgørelser i de næste 20 år.

Men i 1986 fik kommissionsformand Jacques Delors med fællesakten og det indre marked igen smurt hjulene, der kørte fællesskabet hen mod Romtraktatens mål om ”en stadig tættere union”.

Og efter Berlinmurens fald i 1989 blev Frankrigs daværende præsident, François Mittérrand, og den tyske forbundskansler, Helmut Kohl, enige om, at en monetær union og en fælles valuta var den bedste måde at sikre, at den tyske genforening ikke mundede ud i en ny dominerende tysk storstat.

Men arbejdet med Maastrichttraktaten og møntunionen blev ikke gjort færdigt, siger Fabrizio Tassinari, der leder instituttet for tværnational regeringsførelse ved Det Europæiske Universitet i Firenze.

”Forfatningstraktaten var et vendepunkt i den overnationale udvikling og skulle have været kronen på værket efter indførelsen af den fælles mønt, Schengenaftalen om den frie bevægelighed og den store udvidelsesbølge mod Østeuropa. Men traktaten blev stemt ned i Frankrig og Irland. Og derefter fulgte man ikke op på møntunionen og den fælles valuta, som ellers forudsætter et fælles budget og en fælles kontrol med de offentlige finanser, sådan som man har i en nationalstat,” siger Fabrizio Tassinari.

I en nationalstat er det hele landet, der låner penge, hvis der er underskud på statens finanser. Om det skyldes udgifter til hovedstaden eller til udkantsområder, gør ingen forskel, for alle er underlagt samme statsbudget med fælles skatteopkrævning. Og regionernes forbrug er underlagt nationale regler. Men den form for overnational kontrol ville ingen af eurolandene vide af. De såkaldte konvergensregler om gæld og budgetunderskud, som de suveræne nationalstater skulle respektere, blev hurtigt til papirtigre, som ingen var bange for. End ikke Tyskland fulgte dem, da landet stod midt i den bekostelige genforening.

”Konfrontationerne italesættes hver gang som en nord-syd-konflikt med stereotyper om det sparsommelige, men usolidariske Nordeuropa og de ødsle grækere og italienere. Og selvom bebrejdelserne ikke er ubegrundede, er de gentagne kriser også konsekvensen af, at man aldrig har valgt mellem det overnationale og det mellemstatslige,” siger Fabrizio Tassinari.

Præcis som Jean Monnet konkluderede i 1976, har hver ny hurdle imidlertid også tvunget de europæiske lande til at finde løsninger og træffe beslutninger, der knytter dem tættere sammen.

Som svar på finanskrisen blev der indført en bankunion. Efter gældskrisen kom Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, som på visse betingelser låner penge til lande i finansielt uføre, mens Den Europæiske Centralbank opkøber nationale statsobligationer.

Og nu har coronakrisen fået Italien og Spanien, men også Frankrig, til at kræve såkaldte euroobligationer som en form for fælles gæld, som især Holland og Tyskland modsætter sig. Der blev lavet en kompromisløsning ved stats- og regeringschefernes seneste videotopmøde. Men krisen har endnu en gang tæret på den europæiske sammenhængskraft, advarer Stefan Lehne fra tænketanken Carnegie Europe i Bruxelles.

”Man siger, at EU går styrket ud af hver krise, men det er ikke rigtigt. Siden 2008 har EU været udsat for et helt ekstraordinært stort antal kriser, og selvom de er blevet overvundet, har de virket nedbrydende og kostet dyrt i form af splittelse mellem medlemslandene,” siger han.

”Der kan komme et mæthedspunkt, hvor modellen med kriseforhandlinger og aftaler på falderebet ikke virker mere,” siger også Thorsten Borring Olesen.

”Paradokset er, at den nationale indflydelse og den mellemstatslige beslutningsmodel får EU til at virke uigennemskuelig og udemokratisk. Det kunne løses med en form for overnationalt demokrati på vigtige områder, men det er der næppe flertal for. Andre taler i stedet om at træde et skridt tilbage og blive et rent regeringssamarbejde. Men det er næppe heller en god løsning, hvis Europa skal kunne stå op mod de store globale spillere – USA, Kina og Rusland – eller store firmaer som Google, Facebook og Amazon i en global verden, hvor Europa kun bliver hørt som en samlet blok,” siger Thorsten Borring Olesen.

Fabrizio Tassinari kalder EU for ”en besynderlig indretning” og peger på, at den folkelige utilfredshed med EU er historisk høj i Italien, der ellers som et af de seks oprindelige EF-lande har været stærkt pro-europæisk.

”Konflikten med for eksempel Ungarn viser også, at udvidelsen af EU ikke har været en entydig succes. Men jeg tror ikke, at EU nogensinde bliver i stand til at træffe valget mellem at være en føderalstat og et FN-agtigt regeringssamarbejde,” siger han.