Ursula Bahillo vidste, at hendes liv var i fare. Det fortalte hun sine venner, og 18 gange anmeldte hun sin ekskæreste for vold.
”Han har fortalt mig, at han vil dræbe mig. Jeg kan ikke klare det mere,” sagde den 18-årige argentiner i en lydbesked, hun sendte til en veninde sidste efterår.
En lørdag i februar tog hun atter ind på politistationen i sin hjemby, Rojas i Buenos Aires-provinsen, i håbet om, at hun denne gang ville få hjælp. I stedet fik hun af vide, at politiet ikke arbejdede i weekenden, og at hun måtte komme igen en anden dag. Om mandagen var hun død. Hendes ekskæreste havde med 30 knivstik taget hendes liv.
Ursula Bahillos historie er ikke enestående. I Argentina er hun én blandt 52 kvinder, der blev myrdet alene i årets første to måneder. Men hendes død skriver sig også ind i en langt større statistik som én af de seks kvinder på verdensplan, der hver time bliver dræbt af en mand. Ofte af en nuværende eller tidligere partner. Og det er ikke en statistik, der er forbedret med coronanedlukninger verden over.
”En pandemi af femicides og kønsbaseret vold mod kvinder tager kvinders og pigers liv overalt,” sagde Dubravka Simonovi, FN’s særlige rapportør om vold mod kvinder, i november sidste år, da anden bølge af coronapandemien rasede i store dele af verden.
Også pave Frans fordømte i sin nytårstale den 1. januar den globale ”skyggepandemi”, som vold mod kvinder ligeledes er blevet kaldt. For hvor femicides førhen ofte er blevet omtalt med eufemismer som ”familietragedie” og ” crime of passion ”, er der de seneste år kommet øget fokus på fænomenet. Både med stigende vold i hjemmet under pandemien og med stærkt mediebevågede drab som sagen om britiske Sarah Everard, der en martsaften i år blev bortført og dræbt på vej hjem fra en veninde. Tilmed af en politibetjent, som siden har tilstået drabet. Men hvad ligger til grunde for den pandemi, der hvert år dræber op mod 100.000 kvinder?
Det var den feministiske aktivist Diana E.H. Russell, der for alvor introducerede udtrykket i 1976, da hun stillede sig på talerstolen ved den daværende internationale domstol for forbrydelser mod kvinder i Bruxelles.
”Mordet på kvinder af mænd motiveret af had, foragt, glæde eller en følelse af ejerskab af kvinder,” definerede hun det dengang som afledt af det engelske ord for drab, homicide .
Selvom definitionen af femicides stadig ændrer sig og varierer, lyder den i dag nogenlunde i retning af: ”Drab på kvinder og piger, fordi de er kvinder.”
Det er sådan, Shalva Weil, seniorforsker i sociologi på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, definerer det. Hun har gennem mange år forsket i femicides, indsamler løbende data, har flere gange talt ved FN om emnet og er blandt dem, der har gjort begrebet mere bredt kendt.
Betegnelsen dækker forskellige former for drab. Blandt andet jalousidrab, begået af partnere eller ekspartnere, og såkaldte æresdrab.
Uanset motiv har drabene næsten altid noget tilfælles, forklarer Shalva Weil. Som ved det brutale drab på argentinske Ursula Bahillo er gerningsmanden som regel en person, kvinden har en intim relation til.
”Det er ofte kvindens mand, partner eller familiemedlem som en bror, fætter eller far, der begår drabet. I få tilfælde kan det også være en kvinde. For eksempel moderen til ens partner, eller en lesbisk kæreste,” forklarer Shalva Weil.
Opgørelserne over femicides er sparsomme. Og i flere lande, blandt andre Danmark, findes der ikke konkret statistik på området.
Men man ved, at når tre kvinder bliver dræbt i verden, er der mindst én af dem, hvor det er partneren, der står bag. Det er dog nok nærmere to ud af tre drab, fortæller Heidi Stöckl, der er professor i epidemiologi ved forskningsinstitutionen London School of Hygiene & Tropical Medicine, hvor hun forsker i tendenser i vold og drab i intime relationer.
Til sammenligning er det omkring et ud af 10 drab på mænd, hvor det er en kvindelig partner, der er gerningsmanden – på trods af at langt flere mænd bliver dræbt på verdensplan. Den måde, som drabene bliver begået på, er også forskellig, forklarer Heidi Stöckl.
”Når kvinder dræber deres partner, gør de fleste det midt i forholdet. Ofte er det en måde for hende at slippe ud af et voldeligt forhold på,” siger hun.
Det var blandt andet tilfældet med franske Valérie Bacot, der i sidste måned af en domstol blev idømt fire års fængsel, heraf de tre betinget, og samtidig løsladt. Hendes sag vakte stor opsigt, også ud over Frankrigs grænser, netop fordi hun ikke blev en del af statistikken over femicides . I 2016 fik hun nok. Hun satte en pistol mod sin ægtefælle og tidligere stedfars nakke og skød og dræbte manden, der havde slået, truet, misbrugt og tvunget hende til prostitution det meste af hendes ungdom og voksne liv. Og slap på den måde selv med livet i behold.
Omvendt er det, når mænd som regel dræber deres partner i slutningen af forholdet, forklarer Heidi Stöckl.
”Mænd dræber oftest kvinder, når forholdet er ved at ende – eller seks måneder til et år efter, at det er afsluttet. Drabet er forbundet med en følelse af berettigelse, hvor manden tænker: ’Hvis ikke hun kan være min, skal hun ikke have lov til at være nogens’,” siger hun og forklarer, at der også kan ses et mønster i, hvilke mænd der begår drabene.
”Det er ofte mænd, der har meget stærke holdninger til køn og kønsroller. I vestlig kontekst vil det også tit være en mand, der lider af en byrde af ikke-opdagede psykiske problemer,” siger hun.
Ifølge Shalva Weil kan femicides i bund og grund dog ske blandt en hvilken som helst gruppe i samfundet.
”Men hvis man analyserer tallene nøje, kan man se, at der er nogle grupper, der er mere udsatte,” siger den israelsk-bosatte britiske forsker.
Flere undersøgelser peger på, at yngre kvinder og kvinder med minoritetsbaggrund og lavere indkomst og uddannelse er i større risiko for at blive ofre for femicides.
Det er især Latinamerika, der ligger højt på listen over antal femicides pr. indbygger. Her finder knap 50 procent af drabene sted. Men også lande så forskellige som Tyskland og Sydafrika har et højt antal femicides . Hvorfor nogle lande ligger højere end andre, er der stadig usikkerhed om.
En overodnet teori er dog, at lande med stærke patriarkalske traditioner og systemer ofte også har et højt antal femicides, påpeger Shalva Weil og henviser til Tyrkiet og Mexico, der begge er lande, som topper i statistikkerne.
”De lande, hvor kvinder ikke har meget magt, enten på grund af kulturelle normer, traditioner eller rent juridisk, er langt mere sårbare over for femicides. Og generelt sker den slags drab dér, hvor kvindernes status er virkelig lav, og der er meget straffrihed over for vold mod kvinder og piger,” siger Heidi Stöckl.
Men teorien om, at det skyldes manglende ligestilling, har ifølge Shalva Weil også svagheder.
”Inden for den akademiske verden tales der om det nordiske paradoks, hvor man har set på flere lande i Skandinavien. Og her er tallene for hustruvold og femicides alt for høje i forhold til, hvor meget ligestilling der er, hvis man følger førnævnte teori,” siger hun.
Det seneste halvandet års coronanedlukninger har yderligere vist, at femicides rammer hele verden. Godt og vel et år før argentinske Ursula Bahillo blev dræbt, satte Shalva Weil sig og skrev en e-mail til sit forskernetværk på over 100 mennesker i forskellige lande. Det var i det tidlige forår af 2020, da store dele af verden var ramt af coronasmitte, restriktioner og nedlukning.
”Hvad sker der i dit land?”, spurgte hun i e-mailen.
”Alle sagde det samme: Hotlines er overophedede, kvindekrisecentre lukker, og kvinderne sendes hjem med deres børn,” fortæller Shalva Weil.
Kristeligt Dagblad har tidligere skrevet om, at vold i hjemmet er steget under nedlukningen i Danmark og andre lande. Over hele verden har mange kvinder været fanget i hjemmet med en voldelig partner og afskåret fra deres sædvanlige netværk. I nogle lande blev antallet af opkald til hotlines firedoblet. I marts 2020 var der alene i Israel fem femicides, og i marts 2021, hvor landet igen var åbnet, var der nul af den slags drab. Så det lader til, at tallene falder, når smittetrykket letter, og restriktionerne lempes.
Selvom det er for tidligt at drage en endelig konklusion, hæfter Shalva Weil sig ved, at noget også tyder på, at ”den generelle medieomtale og interesse og den voksende bevidsthed om femicides hjælper”.
Også Heidi Stöckl ser positivt på den voksende opmærksomhed, som partnervold og femicides har fået det seneste år. Men forebyggelse er vejen frem for at bringe antallet af drab på kvinder ned.
”Det er vigtigt, at myndighederne håndterer det godt, når kvinder går til dem, fordi de bliver udsat for vold. De, der opsøger hjælp, er tæt på at forlade deres partner, og det er det tidspunkt, hvor de er allermest i fare. Så kvinderne og deres børn har virkelig brug for beskyttelse,” siger den tyske forsker.
Også Shalva Weil mener, at der er brug for en bedre håndtering af femicides . Ikke mindst lige nu. For flere lande er på vej ind i en fjerde bølge af pandemien som følge af virussens delta-variant, og det kan igen betyde, at flere kvinder bliver dræbt af en, de kender. Og der er grund til bekymring, advarer Shalva Weil:
”Det er stadig et mandsdomineret samfund, hvor vi er dedikeret til at bekæmpe virussen, men ikke til at bekæmpe den anden pandemi; femicides .”