Hver tredje afrikaner ville forlade hjemlandet, hvis chancen bød sig

750 millioner mennesker i verden ville bytte hjemlandet ud med et andet, hvis de kunne, fremgår det af stor global Gallup-rundspørge. Migrationsønsket er mest udbredt i Afrika syd for Sahara og bunder i kriser og håb om en bedre økonomi

I nogle afrikanske lande erklærede langt over halvdelen af befolkningen sig sågar klar til at forlade landet permanent. Typisk gjaldt det indbyggere i kriseramte lande som det vestafrikanske land Sierra Leone, der på tidspunktet for undersøgelsen kæmpede imod historiens største ebola-udbrud. Her svarede svimlende 71 procent, at de var klar til at migrere.
I nogle afrikanske lande erklærede langt over halvdelen af befolkningen sig sågar klar til at forlade landet permanent. Typisk gjaldt det indbyggere i kriseramte lande som det vestafrikanske land Sierra Leone, der på tidspunktet for undersøgelsen kæmpede imod historiens største ebola-udbrud. Her svarede svimlende 71 procent, at de var klar til at migrere. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.

Hver tredje afrikaner ville gribe chancen og permanent bytte hjemlandet ud med et andet land, hvis han eller hun fik mulighed for det. På verdensplan gør det samme sig gældende for 15 procent af den samlede voksne befolkning svarende til 750 millioner mennesker.

Det viser den seneste verdensomspændende Gallup-undersøgelse om migration, Gallup World Poll, der omfatter 453.122 mennesker fordelt på 152 lande, og som er gennemført i årene 2015 til 2017.

Migration og især forsøget på at inddæmme den har stået øverst på europæiske politikeres dagsorden siden flygtningekrisen i 2015, men det har ikke fået færre til at ønske at migrere. Tallet har ligget konstant mellem 13 og 16 procent siden 2007, hvor Gallup første gang offentliggjorde en lignende undersøgelse.

Alligevel er udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) overbevist om, at de senere års tiltag for at begrænse migrationen til Europa i form af en strammere udlændingepolitik og mere støtte til nærområderne har virket.

”Vi har fået bedre styr på tilstrømningen af illegale migranter, men det er klart, at vi ikke er i mål, når det kommer til jobskabelse og at skabe et håb om en bedre fremtid dér, hvor de er,” siger hun til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Motiverne til at skifte hjemlandet ud er de samme som tidligere, lyder det fra Gallups globale direktør, Jon Clifton.

”For eksempel er Syrien et af de 10 lande i verden, som flest ønsker at migrere fra. Næsten 50 procent af syrerne ønsker at forlade landet permanent, fordi de har været udsat for en krig. Den anden store årsag er økonomi. I mange fattige lande ønsker folk at rejse væk for at søge økonomiske muligheder,” siger han til den amerikanske nyhedsplatform VOA News.

Det er i Afrika syd for Sahara, at flest erklærer sig parate til at migrere. I undersøgelsen blev deltagerne spurgt, om de, ”hvis de fik muligheden, ville flytte permanent til et andet land?”. Dét svarede i gennemsnit hver tredje afrikaner (33 procent) syd for Sahara, ja til. Det er tre procent flere end i 2012 og svarer cirka til 400 millioner mennesker.

I nogle afrikanske lande erklærede langt over halvdelen af befolkningen sig sågar klar til at forlade landet permanent. Typisk gjaldt det indbyggere i kriseramte lande som det vestafrikanske land Sierra Leone, der på tidspunktet for undersøgelsen kæmpede imod historiens største ebola-udbrud. Her svarede svimlende 71 procent, at de var klar til at migrere.

Men også i det relativt velstående vestafrikanske land Ghana svarede næsten hver anden indbygger, at de ville migrere, hvis de kunne.

Gallup-undersøgelsen slår dog klart fast, at langt færre mennesker konkret planlægger at migrere, end det antal mennesker, som godt kunne tænke sig at gøre det.

I det hele taget skal man ”passe meget på med” at drage for voldsomme konklusioner på baggrund af Gallup-undersøgelsen. Det vurderer migrationsekspert med særligt fokus på illegal migration og menneskesmugling Morten Lisborg, der blandt andet har arbejdet for FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, og som i dag er medejer af konsulentfirmaet Migration Management Advice.

”Det er muligt, at over 30 procent af afrikanerne er klar til at flytte permanent til et andet land, men det fortæller jo ikke noget om, hvilket land de vil flytte til. En vigtig pointe fra mere detaljerede rapporter er, at størstedelen af den afrikanske migration finder sted internt i Afrika og normalt til nabolandene. Derfor kan man ikke konkludere ud af undersøgelsen, at hver tredje afrikaner vil permanent til Europa eller Vesten. Det kan være kritisabelt, hvis undersøgelsen bruges forkert,” understreger han.

Morten Lisborg sætter dog ikke spørgsmålstegn ved, hvorvidt migrationspresset fra Afrika er en realitet:

”Migrationspresset fra Afrika vil med al sandsynlighed stige i de kommende årtier på grund af befolkningstilvækst, klimaforandringer, generel ulighed og fattigdom samt fortsatte krige og konflikter.”