Hvert tiende minut dør en iraner af corona

For første gang siden den islamiske revolution beder ayatollahstyret verden om hjælp

Det står slemt til i Iran. Foruden en kritisk coronasituation styrtdykker oliepriserne, og turismen, der normalt indbringer Iran en del udenlandsk valuta, er ophørt. På billedet er det en brandmand, der desinficerer et kontor i hovedstaden Teheran.
Det står slemt til i Iran. Foruden en kritisk coronasituation styrtdykker oliepriserne, og turismen, der normalt indbringer Iran en del udenlandsk valuta, er ophørt. På billedet er det en brandmand, der desinficerer et kontor i hovedstaden Teheran. Foto: Wana News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvert 10. minut dør en iraner af coronavirus. Det erkendte en talsmand fra det iranske sundhedsministerium på Twitter torsdag.

”Vores informationer fortæller os, at der hvert tiende minut dør en af corona, og at 50 iranere hver time bliver smittet,” skrev talsmanden, Kianush Jahanpur.

Næst efter Kina og Italien er Iran i dag det værste epicenter for coronavirus. Det iranske sundhedsministerium rapporterede torsdag morgen, at 18.407 iranere er smittede, 1284 er døde, og at 5700 er blevet raske igen efter at have været syge.

Men der er ingen, der stoler på de tal mere.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anslog i tirsdags, at de officielle iranske tal er fem gange for lave. Passer det, skulle der allerede være tæt ved 100.000 iranske coronatilfælde. Og selv det tal kan være alt for lavt sat.

En hospitalsansat i byen Kashan syd for Teheran siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at dødsfald som følge af covid-19 er blevet ført ind i journaler som lungebetændelse eller hjertetilfælde.

”Embedsfolk lyver om dødstallet,” siger to sygeplejersker på et andet hospital i Iran til Reuters.

Situationen i Iran kritisk. Allerede i sidste uge offentliggjorde den iranske udenrigsminister, Javad Zarif, en lang ønskeseddel med alt det medicinske udstyr, hans land omgående har brug for for at bekæmpe coronasmitten og hjælpe de, der allerede er smittede. På listen stod alt fra respiratorer til test-kits og beskyttelsesudstyr til sundhedspersonalet. Ikke desto mindre fastholder USA sine sanktioner, der blandt andet betyder, at det er stort set umuligt at eksportere medicinsk udstyr til Iran, som fattes penge i stor stil.

Oliepriserne er styrtdykket, og turismen, der normalt indbringer Iran en del udenlandsk valuta, er ophørt.

Zarif har som repræsentant for det konservative præstestyre bidt al skam i sig og sendt en appel til det internationale samfund om støtte og hjælp. Det er for første gang, siden den islamiske revolution væltede shahens styre for 40 år siden, at det sker.

På Irans vegne har han søgt Den Internationale Valutafond, IMF, om et lån på cirka 35 milliarder kroner fra den særlige fond, der er blevet oprettet for at støtte landene igennem coronakrisen. Det er foreløbig ikke klart, om pengene vil blive bevilget, og slet ikke klart, om USA vil benytte sin vetoret til at modsætte sig det. Samtidig kæmper regimet for at tilbagevise kritik om at have skjult coronaudbruddet i ugevis for at undgå, at det skulle påvirke parlamentsvalget den 21. februar. Mod bedre vidende, fordi der på det tidspunkt allerede var utallige, der var smittet i den hellige by Qom og omegn.

I onsdags fastholdt præsident Hassan Rouhani i en tv-tale, at regeringen både er kompetent og omsorgsfuld.

”Vi har talt ærligt til befolkningen, og vi har ikke forsinket tingene,” sagde Rouhani.

Han forklarede også, hvor svært det har været at beslutte at lukke moskéer og hellige steder. Beslutningen blev taget i sidste uge, efter at hundreder af pilgrimme trods corona har nægtet at opgive en tradition med at kysse og slikke døre og gelændere rundt om hellige grave.

Nyhedsbureauet AP skriver, at gaderne i Teheran i denne uge er pakkede med fodgængere og trafikanter op til det iranske nytår nowruz, der fejres fredag. Netop derfor har vicesundhedsminister Alireza Raisi indtrængende opfordret befolkningen at undlade at færdes steder med mange mennesker:

”Det er overhovedet ikke nogen god situation,” siger han ifølge flere medier.