Aliaksandr Bystryk udstråler en stoisk ro, men sidder alligevel lidt uroligt på den trebenede barstol. Den 30-årige hviderusser trækker op i shortsene og viser gule og blå mærker på lårene. De er stadig ømme. For godt 14 dage siden var han blandt de tusinder af hviderussere, som blev tilbageholdt af hviderussisk politi i forbindelse med demonstrationer mod landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, som har siddet ved magten i 26 år. Politiet tvang Aliaksandr Bystryk og hans venner til at åbne deres telefoner, og politiet fandt videoer og fotos fra demonstrationerne.
”Hvem vil være den første?,” skreg betjentene, hev fat i den unge hviderusser og bankede ham med knipler på benene og bagdelen. Efter to timer blev han og hans venner sat fri med den besked, at tævene havde været en ”præventiv foranstaltning” for at sikre, at de ikke deltog i flere protester.
”Det er første gang, jeg er blevet banket, og det var bestemt ikke behageligt. Men senere gik det op for mig, hvor heldige vi havde været,” siger Aliaksandr Bystryk.
Han henviser til, at Hviderusland, kendt som Europas sidste diktatur, har været vidne til de største protester i 30 år, efter at Lukasjenko den 9. august vandt et manipuleret præsidentvalg. Sikkerhedsstyrker har tilbageholdt næsten 7000 mennesker, tævet og tortureret hundredvis og forårsaget mindst tre dødsfald. Også i denne uge er protesterne og masseanholdelserne fortsat.
Trods truslerne fra regimet er Aliaksandr Bystryk ikke en mand med nakken dukket og munden lukket. Som ph.d.-stipendiat med speciale i hviderussiske nationale bevægelser ved Det Centraleuropæiske Universitet i Budapest har han et historisk blik på de tusindvis af vedholdende hviderussere, som siden valget har demonstreret for et nyt valg og demokratiske reformer i hovedstaden, Minsk, og andre byer. For som han siger, ”vi er i færd med at skrive vores historie”.
”Vi har længe levet i skyggen af de store demonstrationer i begyndelsen af 1990’erne, som førte til Sovjetunionens sammenbrud. Det har været en del af vores bevidsthed, at vores forældre og bedsteforældre dengang kæmpede for deres frihed, men at vi med Lukasjenko ved magten ikke længere har vidst, hvordan vi skulle kæmpe for vores frihed. Nu ser vi de største demonstrationer i hviderussisk historie nogensinde. Der er opstået et nyt narrativ, at vi har overgået vores forældre og bedsteforældre,” siger han.
Hviderusland bliver i rejseguides beskrevet som ”kommunisme med en kop cappuccino”. Klichéen har noget på sig. På den ene side har Hviderusland aldrig undergået samme privatisering som andre postsovjetiske lande, og mange industrier er kontrolleret af staten, det vil sige Lukasjenkos regime. Hovedstaden, Minsk, som næsten blev jævnet med jorden under Anden Verdenskrig, ligner en kulisse fra en koldkrigsspionfilm, de stalinistiske nyklassicistiske bygninger langs hovedgaderne får én til at føle sig lillebitte.
På den anden side har Hviderusland de seneste år været vidne til fremkomsten af en it-industri og opblomstringen af en moderne ungdomskultur, båret frem af de nye generationer, som har studeret og rejst i Vesten. I Minsk støder man på den ene ølbar og natklub efter den anden, og kaffen på den fortovscafé, hvor Kristeligt Dagblad møder Aliaksandr Bystryk, er lige så god som på de hippeste caféer i Berlin og London.
”Mange hviderussere længes efter at føle sig normale. Der er en følelse af, at vi er en slags udstødte i Europa. At vi altid opfører os mærkeligt i forhold til andre lande. Folk er ikke så optaget af spørgsmålet om, hvorvidt vi skal orientere os mod Rusland eller mod EU. Dele af oppositionen har meget prorussiske holdninger, samtidig med at de ønsker et liberalt demokrati. Folk vil først og fremmest have mulighed for selv at vælge deres ledere,” siger han.
Den unge historiker lader blikket glide fra bil til bil på gaden ved caféen.
”Jeg er blevet mere opmærksom på, at politiet ikke håndhæver loven, men egentlig bare terroriserer sin egen befolkning. Når jeg ser en minibus uden nummerplader, går jeg den anden vej,” siger han om de vogne, som bruges af Omon-specialstyrker, der er berygtede for deres brutalitet.
Det hviderussiske diktatur oplevede også folkelige opstande i forbindelse med valg i 2006 og 2010. Dengang fik de fleste hviderussere stadig deres nyheder og informationer via de statsstyrede medier. I dag har ikke bare unge, men også mange midaldrende mistet interessen for statsmediernes propaganda og får deres informationer via internettet, mener Aliaksandr Bystryk.
”Der er blandt flertallet af hviderussere opstået en solidaritet, som er ny. Mange hviderussere, som tidligere var apolitiske, har indset, at status quo ikke kan fortsætte. Man siger, at det hviderussiske folk under Lukasjenko valgte pølser i køleskabet frem for frihed. Men i sidste ende får man hverken det ene eller det andet. Vi oplever ikke bare økonomisk stagnation, men regression og sakker mere og mere efter resten af verden,” siger han.
”Instinktet i det hviderussiske system er at skjule problemer. At lyve frem for at være ærlig over for folk. Coronakrisen viste endnu engang, at systemet grundlæggende ikke kan gøre noget rigtigt,” siger Aliaksandr Bystryk med henvisning til, at Lukasjenko har bagatelliseret virussen ved at råde hviderussere til at drikke vodka og gå i sauna.
”Systemet behandler folk, som om de er dumme. Det oplever mange, ikke bare unge, men også mine forældres generation, som fornærmende,” siger han.
”Vi lever under et diktatur, for stort set alle forgreninger af systemet bliver kontrolleret af én mand. Parlamentet fungerer mestendels som et plejehjem for regime-folk, der ikke længere kan bruges i bureaukratiet, så de sidder der og laver ingenting.”
Hviderusserne har næsten ingen erfaring med demokrati, hvad kommer der efter Lukasjenko?
”Jeg tror, vi vil opleve meget kaotiske tider. Men vi er klar til at få vores stabilitet afbrudt. Ingen forventer, at det vil gå glat. I forhold til økonomisk vækst vil vi heller ikke se mirakler med det samme. Der vil opstå populistiske partier, som vil forsøge at skrabe Lukasjenkos gamle vælgere til sig. Det vil tage tid at oparbejde et stabilt politisk system. Men vi ser for tiden tegn på, at folk er klar til at tage regeringsførelsen i egne hænder. Jeg er optimistisk. Jeg glæder mig til at se et folkestyre i Hviderusland.”
Hvad er det værste, der kan ske?
”At vi glider tilbage til et nyt diktatur med en anden diktator. At vi mister vores uafhængighed til Rusland. Men efter disse omvæltninger tror jeg, at folk vil føle et større ejerskab i forhold til den frihed, de har tilkæmpet. Hviderusserne er på vej til ikke bare at være beboere, men borgere.”
Hviderusland har stort set altid været regeret af andre magter, og da Sovjetunionen i 1991 blev opløst, var Hviderusland nærmest for første gang et politisk selvstændigt land. Den politiske opposition leder stadig efter den historiske arv, den skal stå på skuldrene af i kampen mod regimet, mener Bystryk.
”En stor del af oppositionen trækker på et nationalt, demokratisk narrativ, som har rod i den første hviderussiske republik fra 1918,” siger han med henvisning til Hvideruslands kortlivede demokrati, som i 1919 blev erstattet af sovjetkommunisme.
Oppositionens hvid-rød-hvide flag, som man ser allevegne under demonstrationerne i landet, blev netop introduceret med folkerepublikken i 1918.
”De afgørende år efter Sovjetunionens sammenbrud spiller også en rolle i folks selvforståelse, det var dengang, ’hvor vi var så tæt på at få vores demokrati’. Men der er endnu ikke nogen fortælling, der forener alle. Jeg tror, at vi når frem til noget, som ikke er udpræget antirussisk. Vi ser et forbillede i Finland, som under den kolde krig formåede at balancere mellem øst og vest og i vid udstrækning formåede at være neutralt og uafhængigt,” siger han.
Nogle tilhængere af Lukasjenko frygter, at Hviderusland ender i samme kaos som Ukraine?
”Hvis du havde spurgt folk for fem år siden, om de ville have det som i Ukraine, ville de sige, ’åh nej, så vil vi hellere have Lukasjenko’. Hviderussere har været stærkt påvirket af kriser i det 20. århundrede, to verdenskrige og den kommunistiske revolution, og derfor har hviderussere måske været mere tålmodige og mindre risikovillige end andre folkeslag. Det er i al fald en fremherskende stereotyp. Men nu er folk begyndt at sige, ’måske er Ukraine slet ikke så dumt, i det mindste kan de skifte deres præsident ud’. Deres mindsteløn er også højere end i Hviderusland. Så mange vil hellere betale den pris end holde fast i status quo,” siger Aliaksandr Bystryk.
Har Lukasjenko gjort noget godt i de 26 år, han har regeret?
”Han ombestemte sig i forhold til idéen om atdanne en union med Rusland, så vi har stadig et uafhængigt land. Han accepterede ikke Ruslands annektering af Krim. Vi har udviklet en it-sektor, som er god for økonomien, men det er svært at vurdere, om det er sket på grund af eller på trods af ham. I det mindste har han ikke blokeret for den. Han korrigerer egne fejltagelser. Men nogle fejl vender tilbage. Vi har en meget smertefuld inflation, så mennesker mister deres opsparing. Og hans forsøg på at knuse protesterne var udtryk for den største desperation. Omfanget af vold var uden fortilfælde i Hviderusland.”
Da Lukasjenko kom til magten, indledte han ifølge kritikere en russificering af det hviderussiske samfund, hvor hviderussisk sprog og kultur i vid udstrækning blev fortrængt til fordel for russisk. Men man har de seneste 10 år kunnet spore en national vækkelse, som også er beslægtet med protesterne, mener Aliaksandr Bystryk.
”Traditionel hviderussisk mode har fundet vej til butikker, flere bøger bliver oversat til hviderussisk, folk læser hviderussiske forfattere. Der er tegn på, at mange forsøger at fremme en national identitet i bredere kredse. Det kan jeg kun bifalde,” siger han og tilføjer, at der dog er en fare for, at hviderussere bliver hængende i en nationalisme, som dyrker offerrollen.
”Objektivt betragtet har det 20. århundrede været frygteligt for Hviderusland. Vi skal huske traumerne og lære af dem og sikre, at totalitarismen aldrig vender tilbage, men ikke dyrke selvmedlidenheden. For den fører ingen steder hen. Den leder kun til selvisolering, og man ser fjender alle vegne,” siger han.
”Det er på tide at afvise idéen om, at vi er bundet til Rusland og ikke kan stå på egne ben, at vi er lillebroderen, som har været fortællingen under Lukasjenko. Det er ydmygende for mange hviderussere.”
Hvad drømmer du om personligt?
”Jeg håber, at min generation kan bruge al den kreative energi, vi har, til at udvikle vores land, vores kultur, bekymre os om vores historiske arv, skabe en stærk offentlighed, opbygge nye industrier. Vi har et kæmpe potentiale som land, og mine venner og jeg taler meget om alt det, vi drømmer om at gøre. Det er en stor smerte, at energien går til spilde, at folk bliver kørt ud på et sidespor, fordi de ikke følger regimets linje,” understreger Aliaksandr Bystryk.