Hviderussere har verdensrekord i druk

Den hviderussiske mand forbruger 27,5 liter ren alkohol pr. år. 170.000 indbyggere i Hviderusland er registrerede alkoholikere - ud af en befolkning på 9,9 millioner

En mand kigger nærmere på udvalget af alkohol i et butikscenter i den hviderussiske hovedstad, Minsk. 7,5 procent af Hvideruslands bruttonationalprodukt bruges på socioøkonomiske udgifter forårsaget af alkohol. -
En mand kigger nærmere på udvalget af alkohol i et butikscenter i den hviderussiske hovedstad, Minsk. 7,5 procent af Hvideruslands bruttonationalprodukt bruges på socioøkonomiske udgifter forårsaget af alkohol. - . Foto: Viktor Drachev/TASS.

Det er nat. Tvær og irriteret sidder jeg på passagersædet i en polsk indregistreret sta-tioncar uden for Minsk, hovedstaden i Hviderusland - landet, der styres med hård hånd af præsident Aleksandr Lukasjenko og undertiden kaldes Europas sidste diktatur.

I fem timer har ejeren af bilen fået ubrugelige råd og kørt forgæves. Han skal købe en tilladelse til at køre på de hviderussiske motorveje. Værre bliver det kun af, at radioen spiller svenske ABBA.

Føreren af bilen er den polsk-hviderussiske forfatter og oversætter Vital Voranau. Han vil vise mig landsbyer i Vitebsk-regionen, som ligger i det nordøstlige Hviderusland.

Ved et tilfælde opdager Voranau et lille grønt hus ved en motorvejsafkørsel. Her køber han afslappet en tilladelse, og vi kører nordpå.

Til trods for at have været kastebold i fem timer er Voranau stadig fattet. Hans stoiske ro tvinger mig til at spørge. Han svarer med en vits. En kendt hviderussisk vits om en russer, en ukrainer og hviderusser.

Alle tre udsættes på skift for den samme irritation, hvor de skal sidde på en stol med en spids negl på sædet. Russeren går straks amok og smadrer stolen. Ukraineren opdager neglen, rejser sig, tager den op og i lommen, går sin vej og tænker, at neglen må kunne bruges til noget. Hviderusseren bliver siddende i en time, tre timer, et døgn, tre døgn, en uge og tænker hele tiden, at sådan skal det nok bare være.

Dagen efter trasker vi rundt i en landsby i Vitebsk-regionen. Bag et hegn i et skævt skur har en mand i 50-årsalderen slået sig ned. Stemningen er middagspause. En større gennemsigtig flaske hviler skiftevis ved mandens lår og ved hans mund. Bevægelse og mimik er, som er det en øl, han drikker, men det er vodka og intet særsyn.

Voranau trækker mig væk. Vi blander os udenom.

En hviderusser blander sig ikke i, om andre drikker en tår over tørsten. Hvilket mange af dem gør. Hviderusserne er det folk i verden, der drikker mest ren alkohol per indbygger. Det fastslog FN's verdenssundhedsorganisation, WHO, i sin 2014-rapport om alkohol og sundhed på verdensplan.

Det årlige forbrug af ren alkohol i Hviderusland er på 17,5 liter pr. person over 15 år. Mest opsigt vækker dog mændenes andel af udregningen. Den hviderussiske mand forbruger 27,5 liter ren alkohol pr. år. Det danske forbrug ligger omkring 10 liter pr. person.

Voranau kender godt rapportens konklusioner vedrørende Hviderusland. Ugen før var han i en lille landsby sydpå, hvor alle mænd var døde. Mændene var enten døde af ødelagte organer eller ulykker. Alkohol var i alle tilfælde ophavsmand.

Voranau vil vise mig, at det massive alkoholforbrug kan findes i de fleste landsbyer. Da vi nærmer os en mindre købmand, leder han min opmærksomhed i retning af nogle forhutlede mænd under et halvtag. Foran dem roder det med aflange flasker. Kun en enkelt flaske står oprejst.

Vi stiger ind i bilen igen og kører videre gennem forskellige landsbyer. Jeg ser mange steder, hvor mænd er samlet, og der drikkes. Det skal retfærdigvis indskydes, at Voranau kører målrettet efter at vise mig stederne. Men de er ikke svære at finde. Synet er det samme overalt: mænd, borde, bænke og flasker.

Senere på aftenen prajer jeg en minibus for at komme tilbage til Minsk. Formiddagen efter skal jeg mødes med den politiske analytiker Vadzim Smok fra Instituttet for Politiske Studier ”Politisk Sfære”, der har afdelinger i Minsk og Vilnius i Litauen.

I den centrale del af Minsk møder jeg Vadzim Smok ved en bænk i en baggård. Vi sætter os, og Smok spørger meget til Danmark og Sverige. Han er særdeles velorienteret om begge lande.

Jeg spørger Smok om, hvorfor han kun skriver om drikkeri på landet. Forklaringen ligger ligefor. Her i Minsk har du ikke tid og råd til at drikke, siger han. Der skal arbejdes fra klokken 9 til 18, og man møder ikke op påvirket. I landsbyerne er mange uden fast indtægt, og de aner ikke, hvad de skal give sig til. De kan se fjernsyn, fiske eller samle aluminium.

Vadzim Smok giver mig alle de chokerende tal: 170.000 personer er registrerede alkoholikere, halvdelen af alle skilsmisser i Hviderusland er alkoholrelaterede, og et beløb svarende til 7,5 procent af bruttonationalproduktet bruges på socioøkonomiske udgifter forårsaget af alkohol.

Det naturlige er derefter at spørge til, hvorfor præsident Aleksandr Lukasjenko ikke gør noget ved problemerne?

Smok tøver ikke med svaret, men forklarer, at Lukasjenko tager små skridt, men er bange for at blive upopulær. Han smiler samtidig overbærende og tilføjer, at selvom det måske er svært at forstå for os skandinavere, så stræber Lukasjenko faktisk efter at regere, som folket ønsker.

Smok ser på sit ur og rejser sig langsomt op fra bænken. Han skal af sted. Vi går sammen i metroen. Vi er omgivet af europæisk klædte storbyfolk, udadvendte piger med tatoveringer og to svedige fyre med hver sin basketball, og på væggene anbefaler en kæmpe udgave af fodbold-ikonet Lionel Messi at spise Lay's chips.

Mens vi venter på det næste tog, spørger jeg Smok, om han kender vitsen med stolen og neglen. Det gør han selvfølgelig. Med vitsen in mente skal jeg høre, om der nogensinde vil opstå et oprør i Hviderusland, som det er sket i nabolandet Ukraine. Kan hviderusserne nogensinde blive irriteret nok?

”Ja,” svarer Smok.

”Hvis man indfører Systembolaget.”