Hviderussere trodser fortsat regimets trusler: ”Der er ingen vej tilbage”

Frygten for et blodbad vokser i Hviderusland efter ugers demonstrationer mod præsident Lukasjenko, som har fået Ruslands løfte om militær bistand. Men de protesterende i hovedstaden Minsk fremstår stadig mere frygtløse. Vi aner ikke, hvad der vil ske, men vi bliver nødt til at være stærke, siger 25-årige Victoria Pihas

En person flager med den historiske hvid-rød-hvide fane, som er blevet den hviderussiske oppositions foretrukne symbol, på Uafhængighedspladsen i Minsk i onsdags, inden sikkerhedsstyrker skred ind over for demonstranterne. Landets officielle rød-grønne flag stammer fra sovjettiden og blev genindført af præsident Lukasjenko i 1990’erne. – Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix.
En person flager med den historiske hvid-rød-hvide fane, som er blevet den hviderussiske oppositions foretrukne symbol, på Uafhængighedspladsen i Minsk i onsdags, inden sikkerhedsstyrker skred ind over for demonstranterne. Landets officielle rød-grønne flag stammer fra sovjettiden og blev genindført af præsident Lukasjenko i 1990’erne. – Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix.

Nina Baginskaja, en lavstammet 73-årig kvinde med karseklippet, gråt hår, har været arresteret adskillige gange og betaler halvdelen af sin beskedne pension til den hviderussiske stat i ophobede bøder. Alligevel smiler hun over hele det furede ansigt, mens hun kigger ud over Uafhængighedspladsen i hovedstaden, Minsk, hvor hundredvis af hviderussere er samlet i protest mod landets præsident, Aleksandr Lukasjenko.

”Jeg drømmer om at leve længe nok til at se Hviderusland med et demokrati og en regering, som faktisk vil os det godt,” siger hun, mens hun svinger en fane tre gange så stor som hende selv med de historiske hvid-rød-hvide striber.

Flaget, som blev introduceret under landets kortlivede demokrati i 1918, er blevet selve symbolet på oppositionens utilfredshed med Lukasjenko, som har regeret Hviderusland i 26 år. Indtil for nylig var Nina Baginskaja en af de eneste, som turde vise sig med det gamle flag, der kan medføre straf. Nu vajer det overalt ved demonstrationer, børn på gaden er indhyllet i det, folk hænger det på deres altaner.

”Det giver mig håb at se så mange unge mennesker her, som ønsker frihed. Denne nye generation er symbolet på forandring, og denne vækkelse vil aldrig stoppe,” siger hun.

Hviderusland, kendt som Europas sidste diktatur, har været vidne til de største protester i 30 år, efter at Lukasjenko den 9. august vandt et manipuleret præsidentvalg, og sikkerhedsstyrker tilbageholdt næsten 7000 mennesker, udøvede fysisk vold mod hundredvis og forårsagede mindst tre dødsfald. Lige siden har hviderussere i Minsk hver aften trodset truslen fra regimet og demonstreret for et nyt valg og demokratiske reformer. Sidste søndag samledes 100.000 til demonstration i hovedstaden.

”Gå af!” lyder det taktfaste krav til Lukasjenko fra demonstranterne. ”Længe leve Hviderusland”, råber de denne onsdag aften og synger en traditionel hviderussisk sang om at hente hjælp fra en stærk Gud foran Uafhængighedspladsens røde katolske kirke, som også var omdrejningspunkt for demonstrationerne forud for Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Forbikørende bilister dytter anerkendende, stikker hånden ud af vinduet og laver fredstegn til demonstranterne.

Men pludselig begynder en kvinde at skrige. Flere skriger, og mennesker løber i alle retninger væk fra pladsen. Efter dem løber maskerede kampklædte politifolk, og lastbiler med Omon-specialstyrker, som er berygtede for deres brutalitet, ruller frem på den brede hovedgade foran pladsen og forsøger at afskære folk fra at komme væk.

Benene begynder at sitre på Kristeligt Dagblads udsendte, som får en lillebitte smagsprøve på, hvad det vil sige ikke at leve i et demokrati. Det er nok bedst at løbe. I en lille sidegade er der fri bane. Seks-syv unge mennesker har allerede søgt tilflugt på en lille ølbar i gaden og tjekker øjeblikkeligt det sociale medie Telegram, oppositionens foretrukne platform, for at følge udviklingen.

Politistyrkerne har spærret 100 mennesker inde i kirken og tilbageholdt adskillige andre. Men de fleste bliver senere på aftenen sat fri igen. Intet blodbad i dag. Men det er et ildevarslende tegn, at politiet igen bruger vold, fortæller de unge, der sunder sig med en øl ved bordene. Ingen kan vide sig sikker, situationen forandrer sig fra time til time, mener Victoria Pihas, en 25-årig engelsklærer fra det østlige Hviderusland, bosat i Minsk. Hun er bange for det maskerede politi, men deltager næsten hver aften i protesterne.

”Hvis nogen for to måneder siden havde fortalt mig, at det her ville ske, at folk ville gå på gaden, havde jeg ikke troet det. Det bevæger mig dybt. Vi aner ikke, hvad der kommer til at ske, men vi bliver nødt til at være stærke, der er ingen vej tilbage,” siger hun.

”Lukasjenko håber på, at vi bakker ud, og at protesterne går i sig selv. Vi aner ikke, hvad der vil ske, men vi bliver nødt til at være stærke. Der er ingen vej tilbage,” siger 25-årige Victoria Pihas. – Foto: Tobias Stern Johansen.
”Lukasjenko håber på, at vi bakker ud, og at protesterne går i sig selv. Vi aner ikke, hvad der vil ske, men vi bliver nødt til at være stærke. Der er ingen vej tilbage,” siger 25-årige Victoria Pihas. – Foto: Tobias Stern Johansen.

Hun bor tæt på Akrestina-fængslet, hvor folk i forbindelse med protesterne efter valget blev tilbageholdt og tortureret. Sammen med andre frivillige opholdt hun sig ved fængslet og gav de indsatte, som blev sat fri, mad, tøj og kørselslejlighed.

”Nogle af de mennesker kom vaklende ud, og de lignede ikke længere mennesker, de havde mistet noget indeni, som fik dem til at tvivle på, om de var noget som helst værd. Det gik op for mig, at det ikke bare var noget, der skete nu, men i alle de 26 år, vi har haft denne mand ved magten, er folk blevet plaget. Han har ødelagt vores nation,” siger Victoria Pihas.

Det hviderussiske diktatur har før været vidne til folkelige opstande i forbindelse med valg, senest i 2006 og 2010. Men denne gang er det anderledes, oplever Zmicier Kaspiarovitj, en politisk aktivist, der som uofficiel valgobservatør har måttet flygte fra politiet ved valgstederne, hvor han forsøgte at få udleveret valgresultaterne. I 2006 sad han tre og en halv måned i fængsel og blev udsat for et hviderussisk ”maskeshow”, hvor de indsatte går gennem en korridor, mens maskerede politifolk på begge sider slår løs med knipler.

”Men det, folk oplever i fængslerne denne gang, har været værre. Vi har aldrig før oplevet sådan en brutalitet. Det viser, at regimet er blevet desperat. For Lukasjenkos vigtigste redskab til at bevare magten er frygt. Men folk er ved at ryste frygten af sig,” siger han.

Han peger også på, at protesterne denne gang bæres af unge, som ikke følger regimets medie-propaganda, men får alle deres informationer og nyheder udefra via sociale medier.

”Jeg er gammel nok til at huske den brutale undertrykkelse for 10 og 14 år siden. Men mange af de unge er ikke gamle nok til at huske det, og derfor er de ikke så bange,” siger Zmicier Kaspiarovitj.

Han drømmer om et demokratisk Hviderusland efter europæisk forbillede:

”Sig til dine landsmænd, sig til EU, at vi har brug for deres støtte. Det er meget vigtigt for os. Rusland er en trussel mod os og vil ikke, at vi bliver en suveræn demokratisk stat.”

Zmicier Kaspiarovitj henviser til, at den russiske præsident, Vladimir Putin, i torsdags bebudede, at Rusland klargør en militær styrke, som kan sættes ind i Hviderusland for at gøre en ende på protesterne. Putin sagde dog til russisk stats-tv, at han og Lukasjenko havde aftalt, at ”der ikke er sådan et behov nu”.

Hviderusland er økonomisk afhængig af billige råstoffer fra Rusland, og lederne af den hviderussiske opposition har da også sagt, at de vil fastholde en tæt relation til Rusland. Hviderusland har aldrig undergået samme privatisering som andre postsovjetiske lande, og mange industrier er statskontrollerede. Lukasjenkos regime bruger ifølge oppositionen denne kontrol til at undertrykke politisk modstand, for eksempel ved at fyre folk, der vil arrangere strejker. Frygt har været Lukasjenkos magtmiddel, siden han overtog præsidentembedet i 1994 og gav mange hviderussere den stabilitet, som de ønskede efter chokket over det sovjetiske sammenbrud og det efterfølgende kaos.

Men de senere år er økonomien kun blevet dårligere, folk har aldrig fået indfriet løftet om en ordentlig løn, og der har bredt sig en træthed over Lukasjenko og hans korrupte venner i den politiske elite. Lukasjenkos bagatellisering af coronakrisen bidrog til et yderligere knæk i befolkningens tillid til ham, og politivolden efter valget var dråben. Det mener den 53-årige Mikalai Kazlou, leder af oppositionspartiet Forenet Borgerparti. Fra hans kontor på 17. etage i en siloformet sovjetisk boligblok har han udsyn til en hovedstad, som har set bedre dage.

”Vi er pro-EU, men vi er nødt til at have et godt forhold til Rusland. Vi kan godt lide russere. Jeg har selv russiske rødder. Men de har en leder, som har invaderet Ukraine, og vi frygter også en intervention,” siger oppositionspolitiker Mikalai Kazlou. – Foto: Tobias Stern Johansen.
”Vi er pro-EU, men vi er nødt til at have et godt forhold til Rusland. Vi kan godt lide russere. Jeg har selv russiske rødder. Men de har en leder, som har invaderet Ukraine, og vi frygter også en intervention,” siger oppositionspolitiker Mikalai Kazlou. – Foto: Tobias Stern Johansen.

Mikalai Kazlou førte valgkamp for oppositionens præsidentkandidat, Svetlana Tikhanovskaja, som gør krav på at have vundet valget og for tiden befinder sig i eksil i Litauen. Han sidder også i oppositionens koordinationsråd, som har et erklæret mål om at forhandle om en magtoverdragelse. Ledende medlemmer af rådet er blevet arresteret.

”Det, vi oplever nu, er total lovløshed. De vil ydmyge os, vise os, at vi ikke er noget værd. Men vi har håb. Vi har en plan. Vi har et flertal af hviderussere bag os, og vi vil ikke give op,” siger han.

Over ham hænger fotografier af fem politikere, som under Lukasjenko er forsvundet eller døde på uforklarlig vis. Mikalai Kazlou selv har stadig mærker om håndleddene efter at være blevet bundet med strips, lagt på et gulv og trådt på af betjente under en tilbageholdelse for 14 dage siden.

”Vi vil opbygge et land, som er attraktivt at komme til, ikke at flytte fra. Det smerter mig at se så mange af vores veluddannede børn forlade landet,” siger han.

Hviderusserne har stort set ingen erfaring med demokrati, kan det lykkes?

”Det er et anstødeligt spørgsmål, ikke bare for alle hviderussere, men for polakker og tjekker, for folk i hele Østeuropa, som har lært at leve som demokrater,” siger han og spidder journalisten med sine glasklare, lyseblå øjne. Så smiler han:

”Det er et af regimets favoritspørgsmål, for det er med til at legitimere diktaturet, hvis man kan overbevise hviderussere om, at demokrati er farligt, og at kun Lukasjenko kan garantere et sikkert styre. Men vi har en stor diaspora, som er højtuddannet og velintegreret i vestlige lande. Det viser mig, at hviderussere sagtens kan lære at leve i et demokrati.”

Og selvom mange hviderussere har vendt sig mod Lukasjenko, nyder han stadig opbakning i dele af befolkningen.

Den 57-årige Yelena frygter, at demonstrationerne ender i et nationalt kaos. Hun sælger jordbær og kartofler under en rød parasol uden for Minsks centrum for at supplere sin pension. Det bliver aldrig så godt som under sovjettiden, mener kvinden, der ikke vil have sit efternavn i avisen.

”Der var ikke mange gode produkter, men vi havde råd til dem. Nu kan man købe alle mulige ting, men vi har ikke råd til dem,” siger Yelena.

Det vil kun gøre ondt værre at miste Lukasjenko, mener hun:

”Alt var godt inden disse opstande. Nu er jeg bange for at gå ud. Jeg tør slet ikke forestille mig, hvad der sker, hvis de mennesker kommer til magten. Jeg frygter, at vi ender i kaos som i Ukraine.”