Irene blev lemlæstet af en bombe som barn: Hvis du vil være lykkelig hele livet, så tilgiv

 I dag er det svært at se, at Irene Villa som 12-årig blev lemlæstet af en terrorbombe, der sprængte ...

I dag er det svært at se, at Irene Villa som 12-årig blev lemlæstet af en terrorbombe, der sprængte begge hendes ben væk, tre fingre og efterlod hendes ansigt med et utal af sår. Den nu 38-årige spanske kvinde har lært at leve videre med to benproteser og en livsfilosofi om, at evnen til tilgivelse er en forudsætning for at blive lykkelig. Foto: Jens Ulrich Pedersen

At tilgive er afgørende vigtigt for at kunne leve uden at blive bitter. Hvis man ikke tilgiver, skader man kun sig selv, fordi de dårlige tanker bliver permanente
Irene Villa González

Irene Villa González var 12 år, da hun blev lemlæstet af en ETA-bombe. I dag er den 38-årige spanske kvinde blevet et forbillede for dem, der ønsker at lægge en traumatisk oplevelse bag sig

Den 17. oktober 1991 ændrede Irene Villas liv sig radikalt. Hun var ved at sætte sig ind på bagsædet af den bil, som hendes mor hver dag kørte hende til skole i, da eksplosionen skete. En tidsindstillet bombe, som var anbragt under bilen af den baskiske terrorgruppe ETA, gik af, og alt blev sort for Irene og hendes mor, María Jesús González. Begge blev så svært tilredte, at de var meget tæt på at dø. Irene havde det sværest, fordi hun havde mistet størstedelen af sit blod. Kun takket være lægernes hurtige indsats vågnede hun igen.

Som 12-årig havde Irene mistet begge sine ben og tre fingre på sin venstre hånd. Desuden havde hun fået så mange sår i ansigtet og på kroppen af metalstykker fra ETA-bomben, at hun måtte gennemgå adskillige plastiske operationer. Moderen havde fået sprængt halvdelen af det ene ben og den ene underarm væk.

Selvom det var klart, at ETA stod bag, er attentatet aldrig blevet fuldt opklaret, og ingen er dømt for det. Men politiet mener, at ETA var ude efter at tage livet af en politiinspektør, der boede i samme kvarter i Madrid, og som María Jesús González var kæreste med.

Terroristgruppen tog fejl, og det kom Irene og hendes mor til at betale for. Men trods invaliditeten for livstid har Irene ikke mistet sit smil. Og det mener hun, at hun kan takke sin mor for.

”Et par uger efter attentatet kom min mor ind på min stue på sygehuset og sagde: Datter, du kan vælge at bruge dit liv på at hade terroristerne for det, de har gjort. Eller du kan vælge at sige, at dit liv begynder her,” fortæller hun i sit hjem i udkanten af Madrid.

”Jeg valgte det sidste og sagde til min mor, at jeg var født på ny, uden ben. Der var ingen skyldige, for jeg var født sådan. Jeg havde fået en ny chance, fordi jeg var i live, i modsætning til mange andre ofre for terrorisme. Og jeg vidste, at jeg var nødt til at udnytte muligheden for at tilgive og se fremad og være glad for mit nye liv med benproteser. Jeg var nødt til at smile til livet, for smilet havde terroristerne ikke taget fra mig.”

Er tilgivelsen den bedste medicin mod det onde?

”At tilgive er afgørende vigtigt for at kunne leve uden at blive bitter. Hvis man ikke tilgiver, skader man kun sig selv, fordi de dårlige tanker bliver permanente. Hvis man tilgiver, betyder det, at man lader de dårlige tanker flyve. Man får ro og bliver fri, fordi man kan bryde forbindelsen for altid til det eller den, der er årsag til det onde.

Når jeg er ude at holde foredrag, plejer jeg at formulere det på denne måde: Hvis du vil være lykkelig én dag, så hævn dig. Hvis du vil være lykkelig hele livet, så tilgiv.”

Ingen er dømt for attentatet mod jer, og forbrydelsen er nu forældet. Hvordan ville du have det med at møde gerningsmændene på gaden i dag?

”Det ville jeg ikke have det specielt dårligt med. Jeg tror på, at dem, der gør ondt, altid får deres straf på den ene eller anden måde. Måske er det ikke sandt, men det hjælper mig at tænke sådan,” siger Irene Villa.

Hun var i nogle år medlem af den spanske forening for terrorofre og stod i spidsen for dens afdeling i Madrid. Her kæmpede hun for, at terrorister kommer til at afsone hele deres straf. Men i 2007 valgte hun at standse i foreningen og holde op med at tale om og tænke på ETA.

” Ellers ville jeg komme til at føle mig som et offer resten af mit liv, og det nægtede jeg,” som hun udtrykker det.

Du siger, at du tilgiver, men samtidig har du kæmpet for den højest mulige straf for terrorisme. Hvordan forklarer du det?

”Tilgivelse og retfærdighed er helt uafhængige af hinanden. Man tilgiver for sin egen lykkes skyld og for at kunne fortsætte med at leve uden bitterhed i hjertet. Men man er samtidig som ansvarlig borger nødt til at tro på retfærdighed, på retssamfundet og på en retfærdig verden. I den forbindelse er det nødvendigt, at en kriminel betaler for sin handling, så de, der kommer efter, tænker sig om to gange, inden de griber til vold. Det er ikke så meget en straf for terroristerne som en konsekvens af deres handlinger,” mener Irene Villa.

Det er ikke ualmindeligt at føle had og bitterhed for meget mindre end det, du har været ude for. Hvordan kan man overvinde en så traumatisk situation, det er jo næsten overmenneskeligt?

”Jeg har gjort det til min livsfilosofi at kæmpe, at overvinde mig selv og sætte mig nye mål. Det har jeg kunnet bruge i min skisport. Jeg holder af udfordringer, og jeg elsker at udnytte livet til at rejse og til at hjælpe andre via min fond. Det er jo det, vi er her for. For at nyde livet og være lykkelige, ikke for at lide.

Indimellem får jeg da mine nedture, men jeg forsøger at hanke op i mig selv og undgå at lide. Som vi psykologer siger, så er smerte uundgåelig, men lidelse valgfri. Man vælger selv, om man vil have ondt af sig selv, og det har jeg valgt, at jeg ikke vil. Man vælger også, om man accepterer sig selv, som man er. Og når jeg ser mig selv i spejlet, så accepterer jeg mig selv, selv når jeg tager mine benproteser af.”

Hvordan finder du den mentale styrke til at fortsætte med at være positiv?

”Jeg har læst en masse bøger om positiv psykologi, og jeg søger altid det positive, for jeg tror på, at der er en lysstråle i alting, selv i tragedie og modgang. Mit psykiske velvære får også et boost, når jeg dyrker motion og sport, ikke kun skisport, men også svømning, ja selv en tur med hunden. Det hjælper også at tale om positive ting og bruge positivtladede ord og udtryk med familien og vennerne. Og at smile. Mit slogan er: En dag uden et smil er en tabt dag.”

Hvad betyder din tro for dig?

”Jeg er sikker på, at Gud udførte et mirakel med os og lod min mor og mig komme ud for attentatet og overleve det, fordi han ville bruge os som eksempler på overvindelse for andre mennesker og give verden et budskab om fred og tilgivelse. Hvis vi ikke var blevet ramt af attentatet, ville ingen have lyttet til os.

Som alle andre har jeg haft mine troskriser. Jeg har altid været et troende menneske, men min tro er blevet stærkere med årene og især efter, at jeg er blevet mor.”

Der er figurer af engle overalt i dit hjem. Tror du på engle?

”Ja, jeg er sikker på, at jeg har en skytsengel. Min mand siger, at jeg har et helt hold, for de har hjulpet mig flere gange. Blandt andet en gang i Argentina, da jeg var meget tæt på at falde ud af en skilift og ned i dybet. Og en anden gang, da en skrue gik løs i min hofte, så jeg måtte hasteopereres for at undgå en betændelse, der kunne have taget livet af mig.

Så, jo, jeg tror på engle i himlen – og på jorden. Disse hjertensgode mennesker, der hjælper andre, om det så kun er med et smil. Egentlig tror jeg på, at vores mission her på jorden er at være engle for hinanden.”

Du er et forbillede for mange mennesker. Hvordan ser du dig selv?

”Jeg er bevidst om, hvad jeg repræsenterer for andre mennesker, og jeg er selvfølgelig stolt over og glad for, at folk siger til mig, at jeg er et forbillede for dem. Men det får mig ikke til at lave om på mig selv. Jeg er sådan og gør det, jeg føler, jeg bør gøre. Jeg er opdraget til at være et glad, udadvendt og solidarisk menneske. Sammen med min mand har jeg en fond, som blandt andet hjælper børn med Downs syndrom og andre intellektuelle handicap. Den har vi ikke for at føle os bedre, men fordi vi har lyst til at hjælpe andre mennesker.”

Hvad er det vigtigste i dit liv?

”Mine tre børn. Når man bliver mor, kommer alt andet i anden række. Tidligere troede jeg, det var vigtigt at vinde medaljer og få præmier og udmærkelser. Men intet kan hamle op med et smil fra mine børn.

Vi lever i et samfund, der måler succes i, hvad man tjener. Det er efter min mening forkert. For mig er lykken ikke at tjene en masse penge, men derimod mine børn og min familie. Jeg forsøger at opdrage mine børn til at være mentalt stærke, at kæmpe for deres mål, at tro på sig selv, og at være ydmyge, men med et stort sind. De må ikke tro sig bedre eller dårligere end andre, men de skal anstrenge sig for at blive bedre mennesker. For det mener jeg, livet handler om.”