20 kroner pr. mink i såkaldt tempo-bonus. Det var belønningen til de minkavlere, som slog deres besætning ned inden 10 dage, fra regeringen besluttede at aflive samtlige 17 millioner danske mink. Mens det dårligt kunne gå hurtigt nok herhjemme, valgte myndighederne i Holland – verdens fjerdestørste minkproducent – en lidt mere fredelig strategi for håndteringen af coronasmitte blandt mink.
Mens smittede farme slås ned, er det nemlig stadig tilladt for avlere med ikke-smittede besætninger at pelse deres mink som planlagt i årets sidste måneder. Derefter vil avlsdyrene også blive aflivet, og den 1. januar 2021 vil hollandsk minkavl være fortid.
Den store forskel på landenes strategi er, at Holland var konsekvent fra begyndelsen, mener Wim van der Poel, der er professor og forskningsleder i infektionssygdomme, som overføres mellem mennesker og dyr, ved det hollandske Wageningen Universitet.
”Hver gang en mink testede positiv, blev hele besætningen slået ned. Det betød, at der aldrig var mere end én coronosmittet minkfarm ad gangen i Holland,” forklarer professoren.
I hollænderens øjne undervurderede de danske myndigheder risikoen ved at have så mange positive farme.
En mere konsekvent nedslagning fra begyndelsen ville dog ikke have gjort den store forskel for danske minkfarme, vurderer Lars Erik Larsen, professor i veterinærbiologi ved Københavns Universitet, som forsker i virusinfektioner i produktionsdyr.
Ifølge Lars Erik Larsen var problemet, at man kom for sent ind i de smittede besætninger, hvorfor skaden allerede var sket. Han peger i øvrigt på, at Holland med sin konsekvente strategi endnu ikke er fri for smitte blandt mink, ligesom man også her har oplevet mutationer efter smitteoverførsel fra mink til mennesker. Samt at Holland med omkring 4,6 millioner mink har mindre end en fjerdedel af Danmarks minkproduktion.
Til gengæld kunne Danmark godt have fulgt Hollands eksempel og ventet på, at dyrene alligevel skulle pelses, mener professoren.
Han sætter spørgsmålstegn ved, om den minimering af risiko, man laver, hver gang man slår en minkfarm ned, står på mål med det antal infektioner, man dermed undgår.
”Hvis man havde haft lidt mere is i maven, kunne man måske godt have pelset dem ud og så have opfordret avlerne til at gøre det hurtigst muligt,” siger han.
I Holland forklarer Wim van der Poel også den mere afventende strategi med en manglende kapacitet til at aflive alle dyr på én gang. Hvis man fremskyndede processen, forårsagede man en mere ”direkte fare for den almene befolkning”, forklarer han. Som eksempel ville en hurtig aflivning af alle mink kræve større bevægelse af både ansatte og udstyr inden for og mellem gårdene.
”Det kan øge risikoen for transmission af virussen,” siger Wim van der Poel.
Den vurdering nåede man måske ikke at lave i Danmark, vurderer Lars Erik Larsen.
”Den eksponentielle stigning i smitten i oktober kom så meget bag på os, at beslutningen om at slå minkene ned blev taget uden at undersøge, om det overhovedet var praktisk muligt indenfor et rimeligt tidsinterval,” siger han.