Europæerne udgør en stadig mindre del af verdens samlede befolkning. Mens indbyggerne i andre verdensdele bliver flere og yngre, er EU’s befolkningsudvikling stagneret.
Det skyldes især udfordringen med at få skabt en rimelig balance mellem en børnefamilies behov og kravene på arbejdsmarkedet, vurderer Willem Adema, seniorøkonom i de rige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD, hvor han leder en forskningsgruppe i familie- og børnepolitik.
”Det helt afgørende er muligheden for at kombinere arbejde og familie. Barsels- og forældreorlov har betydning for, om familierne kan overskue at få børn. Hvis familierne er nødt til at vælge mellem karriere og børn, vælges børnene fra. Det handler om, hvorvidt der er tilstrækkeligt med dagtilbud og pasningsmuligheder. Men det handler også om, hvordan arbejdsmarkedet er indrettet, og om der er fleksibilitet til, at forældrene både kan passe et arbejde og have børn,” siger han.
I løbet de seneste to årtier er befolkningen i EU ifølge EU's statistiske kontor, Eurostat, blevet 5,5 år ældre. Det skyldes dels en længere levetid, men også færre fødsler. I Danmark fødte kvinderne tilbage i 1960 i gennemsnit 2,57 børn, men nu er gennemsnittet faldet til 1,68 barn pr. kvinde. De fleste EU-lande har i den samme periode oplevet en tilsvarende tilbagegang.
”Det er især de praktiske og materielle muligheder, der er afgørende for valget om at få børn eller ej. Et vigtigt aspekt er økonomisk usikkerhed. Er man arbejdsløs, eller er arbejdsmarkedet organiseret sådan, at en stor del af arbejdsstyrken er ansat på tidsbegrænsede kontrakter, har det en negativ effekt på børnetallet. Folk vælger børn fra eller udskyder fødslen, indtil deres økonomiske situation er stabil. Det er især et problem i lande, hvor de unge typisk er ansat på denne type kontrakter. Og udskydelsen af første barn betyder i sidste ende færre børn, da det biologiske ur jo tikker,” siger Willem Adema.
Kulturelle aspekter som verdsliggørelse og ligestilling spiller også ind på fødselstallet. Et iøjnefaldende eksempel er det katolske Irland, hvor kvinderne i 1970 i gennemsnit fik knap fire børn, men efter de seneste årtier med indførelse af retten til skilsmisse og abort ligger fødselstallet nu under det danske niveau med 1,63 børn pr. irsk kvinde.
”I alle lande ser vi en sammenhæng mellem religiøs praksis og familiernes størrelse. Praktiserende protestanter i Holland får også flere børn, men i de fleste lande er gruppen af stærkt troende for lille til, at det påvirker det nationale børnetal. En anden normpræget faktor er ligestilling mellem kønnene. Her gælder det, at familierne får flere børn, når fædrene er villige til at tage deres del af det ubetalte arbejde, der følger med at få børn,” siger Willem Adema.
Normen og idealet for de fleste er stadig en familie med mindst to børn. Men i alle EU-lande er gennemsnittet nu lavere. Med en kombination af investeringer i offentlige pasningsmuligheder og generøse kontantudbetalinger til børnerige familier har Frankrig formået at bremse faldet og har med 1,83 børn pr. kvinde det højeste gennemsnit i EU.
I Danmark og resten af Norden har man satset på pasningstilbud, som er tilpasset folk med fuldtidsjobs, mens det i lande som Belgien, Holland og Tyskland er mere almindeligt, at moderen går på deltid, mens børnene er små.
Østeuropæiske lande som Polen og Ungarn har uden stor succes forsøgt at modvirke de meget lave fødselstal med kontantudbetalinger til småbørnsfamilierne.
”Der er en bred vifte af faktorer, der gør det muligt for familier at få det antal børn, de ønsker. Disse faktorer er ikke nødvendigvis de samme i alle lande. Der kan være kulturelle forskelle,” siger den hollandske seniorøkonom.