Prøv avisen
Valg i Tyskland

Hvor er kristendommen i Merkels parti?

Illustration: Rasmus Juul

Den tyske forbundskansler Angela Merkels Kristeligt Demokratiske Union, CDU, står til at få et forrygende valg den 24. september, men kritikere beskylder kansleren og præstedatteren for at have udvandet C’et i CDU

Under det ateistiske DDR-regime holdt hr. Kellermann sig væk fra politik, men sympatien hos den i dag 72-årige pensionerede læge fra Thüringen lå altid hos ”folkefjenden”, Vesttysklands største parti, det kristeligt demokratiske CDU.

Sympatien blev ikke mindre, da den daværende kristeligt demokratiske forbundskansler, nyligt afdøde Helmut Kohl, sørgede for genforeningen af Tyskland efter Berlinmurens fald, så hr. Kellermann blandt andet fik mulighed for at besøge Paris, som han siger. Han mener, det i øvrigt må være nok at oplyse sit efternavn.

”Partiet har altid stået for frihed og det enkelte menneskes værd, baseret på et kristent menneskesyn,” siger den protestantiske østtysker under et valgmøde i byen Vacha i delstaten Thüringen.

Om CDU stadig er et kristent parti? Javist. Også selvom nuværende CDU-formand og forbundskansler Angela Merkel har rokket lidt ved partiets kristne fundament, mener hr. Kellermann. Han ”blev ikke lykkelig”, da kansleren i juni besluttede at lade Forbundsdagen stemme om at tillade homoseksuelle ægteskaber. Et brud med årtiers konservativ politik, som førte til et ja. Men han accepterer det som et politisk kompromis, og Merkels åbning af grænsen for flygtninge i 2015 var udtryk for kristen næstekærlighed.

”I det store og hele er jeg tilfreds med Merkel. I det store og hele,” siger han.

Det er der imidlertid mange, der ikke er. Kansleren er gentagne gange blevet kritiseret for at skubbe det konservative parti mod den politiske midte og udvande dets traditionelle kristne profil. C’et i partiets navn er ”venligt formuleret ikke andet end et traditionssymbol og en tom formel”, skrev forfatteren Rolf Schneider i 2006, mens historikeren Paul Nolte i 2014 forudsagde, at partiet i løbet af to årtier ville stryge bogstavet fra sit navn.

Dertil kommer, at det islam- og indvandringskritiske Alternativ for Tyskland (AfD), som tæller mange afhoppere fra Merkels parti og for første gang ventes at komme i Forbundsdagen ved valget den 24. september, i stigende grad positionerer sig som Tysklands sande kristne konservative parti. Et manifest fra partiet, der blandt andet advarer mod at udvande landets kristne identitet, ”lyder som et dokument fra Adenauer-tiden”, skriver historiker Noah Strote i magasinet Foreign Policy med henvisning til Vesttysklands første kansler, Konrad Adenauer, der i 1949 grundlagde Tysklands Kristeligt Demokratiske Union, CDU.

Partiets stærke kristne profil findes stadig – i hvert fald på papiret – vurderer Moritz Schramm, som er lektor ved institut for kulturvidenskaber, Syddansk Universitet, hvor han forsker i tysk kultur og historie. Partiprogrammer henviser altid til kristendom og den kristne-jødiske arv, og partiet insisterer på, at religion skrives ind i europæiske traktater, men i den konkrete politik er religionen sværere at få øje på, mener han.

”Man kan diskutere, om dette C spiller nogen rolle i det politiske overhovedet. Retorisk henviser partiet tit og gerne til kristendom, men der er samtidig masser af realpolitik, som ikke er værdibåret. I flygtninge- og migrant-politikken har Merkel forsøgt at fremme humanitære værdier, som hun udtrykker som kristne. Samtidig bakker hun selv op omkring samarbejdet med yderst tvivlsomme libyske militser, der skal sikre, at der ikke kommer flygtninge til Italiens kyst. Det kunne jo ødelægge den dejlige tyske valgkamp,” siger Moritz Schramm ironisk og tilføjer, at andre partier går længere i deres flygtningepolitik uden at henvise til kristendom.

”Men der er ingen tvivl om, at Merkels egen legitimering kommer derfra. Begge kristne kirker har også spillet en stor rolle i hele velkomstkulturen og har taget et massivt standpunkt mod AfD og Pegida,” siger han med henvisning til den anti-islamiske bevægelse, som stod bag østtyske protester under flygtningekrisen.

Andelen af vælgere med kirkelig tilknytning er også større hos CDU end hos andre partier, påpeger Moritz Schramm og henviser til, at mellem 50 og 60 procent af medlemmerne ifølge undersøgelser siger, at deres tro har stor betydning for dem, mod 40 procent hos andre partier.

For Christian Meissner, præst og leder af CDU/CSU’s Protestantiske Arbejdskreds (EAK), er det kristne C uundværligt, da det skabte selve grundlaget for identiteten som union med det bayerske søsterparti.

”Det er faktisk det, der gjorde, at de mest forskelligartede liberale, konservative og sociale kræfter kunne blive enige om et bærende fælles værdigrundlag. Dette har ikke ændret sig meget. I dag er CDU og CSU partier med en bred vifte af overbevisninger og forskellige fløje, der er politisk engagerede på baggrund af deres ansvar over for Gud og mennesker,” siger han og mener ingenlunde, at CDU har mistet sit kristne ståsted siden Adenauer.

”C’et sørger dengang som nu for en grundlæggende anti-ideologisk og antitotalitær retning i vores politik. C’et som grundlag for en etisk sikring og selvransagelse i vores politik må aldrig blive misforstået som noget doktrin-dogmatisk.”

Den katolske kirkes sociallære har eksempelvis bevirket, at CDU aldrig er blevet ultraliberalistisk, men har en stærk socialøkonomisk fløj, som går ind for en stærk velfærdsstat og rettigheder til arbejdstagerne.

”Men det er blot én fløj. En anden fløj er mere liberal og kritisk over for velfærdsstaten, og de to har altid kæmpet mod hinanden og vil begge betragte sig som kristne,” siger Moritz Schramm.

Per Øhrgaard, professor emeritus og dr.phil. i tysk, peger på, at det religiøst-traditionelle afgjort har spillet en rolle for CDU’s modvilje mod homoseksuelle ægteskaber.

”Men det er karakteristisk, at da Merkel så, at homoseksuelle ægteskaber kunne blive et valgkamptema, afmonterede hun debatten ved at erklære det for et samvittighedsspørgsmål – og så blev det vedtaget mindre end en uge efter, skønt hun selv er imod. Flere af partiets medlemmer stemte for, da det kom til stykket. For en generation siden kunne man ikke have klaret den sag i et snuptag,” siger han.

Angela Merkel, den protestantiske præstedatter fra Østtyskland, lader dog til selv at have meget konservative holdninger, for eksempel i spørgsmålet om homoseksuelle ægteskaber, men hun har samtidig en yderst veludviklet sans for, hvornår hun skal gå på kompromis for at bevare et flertal og beholde magten.

Det har medvirket til, at kristne i Tyskland er splittede omkring hendes person, mener Andreas Wolff, som sidder i ledelsen for partiet Bündnis C, der forsøger at etablere sig som et mere kristeligt alternativt til CDU.

”Nogle ser hende som en forræder af kristne grundholdninger og ansvarlig for C’ets forfald. Andre siger, at hun i det mindste forsøger at sænke tempoet for kristendommens fortrængning i tysk politik, i hvert fald bedre end politikere fra oppositionen på venstrefløjen, men de fleste vil være enige om, at CDU ikke kan ændre denne kurs væk fra traditionen i partiets søgen efter identitet,” siger han.

Udviklingen i Tysklands Kristeligt Demokratiske Union hænger sammen med, at kristne værdier generelt har mistet betydning siden 1950’erne, men kristendommen har dog stadig stor betydning for store dele af partiet. Det vurderer Frank Bösch, professor og leder af Centrum for Samtidshistorisk Forskning (ZZF) i Potsdam, som har forsket i CDU’s udvikling.

”Kulturelle positioner, der henviser til traditionelle kristne værdier, er stadig vigtige for både vælgere og medlemmer af CDU og mobiliserer dem. Det gælder for eksempel modstanden mod abort og fuldgyldige rettigheder til homoseksuelle, herunder i forhold til adoption,” siger han.

CDU positionerede sig fra grundlæggelsen under Konrad Adenauer og under Helmut Kohls mangeårige ledelse frem til 1990’erne som et kristent parti, der stod for frihed og anstændighed i modsætning til den sekulære venstrefløj, socialismen og truslen fra sovjet-kommunismen – en refleksion af den kolde krigs skarpe fronter. I dag er forbindelsen til kristne værdier blevet styrket af den nye frygt for islam, fortæller Frank Bösch.

”Højreorienterede konservative i CDU understreger ofte, at ’det kristelige aftenland’ eller Europas kristne tradition er deres vigtigste referencepunkt. På den baggrund giver det stadig mening, at CDU bevarer C’et i sit navn,” siger han.

For tre år siden varslede historiker ved Det Frie Universitet i Berlin, Paul Nolte, at partiet ville skille sig af med C’et. I dag er han ikke så sikker. Med de fleste kristen-demokratiske partiers tilbagegang eller ”død” i Vesteuropa er CDU i stigende grad enestående i det internationale partisystem, mener han.

”Man kan måske sige, at en af hemmelighederne bag partiets fortsatte succes er, at det lykkedes at være to ting på samme tid: Et parti, hvor det kristne fundament og den kristne tro stadig spiller en vigtig rolle for et stort antal medlemmer og partifunktionærer, og helt sikkert for den øverste ledelse, og et parti, der i et stadig mere sekulært Tyskland fremstår attraktivt for en større del af befolkningen, religiøs eller ej, som et ’folkeparti’ lidt til højre for midten,” siger han.

Der er dog ingen tvivl om, at kristendom i langt højere grad gennemsyrede partiets tænkning og politik fra grundlæggelsen i 1949 og mange årtier frem.

En magtkamp mellem det katolske syd og det protestantiske nord efter Tysklands samling i 1871 skabte stor bitterhed helt frem til efter Anden Verdenskrig. Det var derfor en kolossal bedrift, da den katolske Adenauer formåede at samle de gamle fjender i ét parti, og CDU så sig selv som kirkernes forlængede politiske arm.

”Partiet gjorde sig umage med at fordele posterne nogenlunde ligeligt mellem de to konfessioner, men den katolske stemme lød højest – og sammenspistheden mellem den officielle kirke og den officielle politik blev kritiseret, også af mange katolikker. I 1950’erne var det ikke ualmindeligt, at katolske præster advarede deres menighed mod at stemme socialdemokratisk; det var ugudeligt,” siger Per Øhrgaard.

Der er derfor langt fra Adenauers kirkelige parti til Merkels moderne CDU, som for eksempel bredt anerkender islam som en del af tysk kultur og tæller muslimer i dets lederskab. Ifølge lektor Moritz Schramm var det en bunden opgave for Merkel at modernisere partiet, da hun kom til magten i 2000.

”Da Merkel overtog, vidste de, at de havde et enormt problem blandt kvinder og de yngre i byerne, som ikke nødvendigvis ville stemme konservativt. De traditionelle mandlige vælgere i Sydvesttysklands landsbyer var ved at uddø. Værdipolitisk har Merkel derfor skubbet partiet massivt mod midten. De nye vælgere bliver ikke skræmt af partiets kristne profil, så længe det er en tolerant kristendom, der anerkender Tysklands kulturelle mangfoldighed. Det er afgørende.”