Prøv avisen

Hvor er verden på vej hen?

Franskmændene vil dermed have fingeren på aftrækkeren af en ladt pistol, som kan blive affyret mod EU og den europæiske stabilitet. Hvis Front Nationals partiformand, Marine Le Pen, vinder præsidentvalget, har hun lovet at udskrive en folkeafstemning om det franske EU-medlemskab. Foto: Polfoto

Det kommende år vil blive domineret af en række af de samme udfordringer og problemer, som satte sit præg på 2016: krigen i Syrien, Islamisk Stat, mange flygtninge og modstand mod EU. Desuden venter valg i Tyskland og Frankrig, og USA får en ny præsident, hvis kurs kan vende op og ned på det internationale samarbejde om blandt andet handel og klima

Mere eller mindre Merkel

Tysk valg: Efter valget af Donald Trump til USA’s 45. præsident er den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i stigende grad blevet set som den vestlige verdens politiske fyrtårn og forsvarer af det liberale demokrati. Derfor knytter der sig en særlig spænding til forbundsdagsvalget i september i Tyskland.

Det bliver en politisk trykprøvning af Angela Merkel, som har mødt hårdere kritik i de seneste to år af sin regeringstid end de foregående 10 år tilsammen. En uventet stor tilstrømning af flygtninge i 2015 og adskillige terrorangreb i 2016 har rokket ved Merkels popularitet og tiltroen til, at hun og hendes kristeligt-demokratiske parti CDU har de rigtige svar på landets fremtid. Men netop kun rokket.

CDU er stadig det mest populære parti i Tyskland med omkring hver tredje vælger bag sig, og Angela Merkel er stadig det foretrukne valg som kansler for to ud af tre tyskere, viste meningsmålinger i december.

Skulle det mod alle odds ikke lykkes for CDU og Angela Merkel at få stemmer nok til at bevare regeringsmagten, vil alternativet efter al sandsynlighed være en kansler fra det socialdemokratiske SPD. Formentlig Martin Schultz, den afgående formand for Europa-Parlamentet, men under alle omstændigheder en politiker fra et af de kendte, etablerede tyske partier.

Udsigten til, at det højre-populistiske og flygtningekritiske parti Alternativ for Tyskland, AfD, og dets leder Frauke Petry kan gøre Merkel rangen stridig, er derimod uhyre begrænset. Partiet står i øjeblikket til at få omkring 11-13 procent af stemmerne, hvilket kan bringe det i Forbundsdagen, men betyd- ningen vil være symbolsk, da ingen af de øvrige tyske partier vil samarbejde med AfD.

Britisk exit udfordrer EU

Britisk farvel: Brexit vil også i det nye år fylde meget i den britiske og europæiske debat, og der vil med sikkerhed komme mere kød på skelettet.

Hidtil har den britiske premierminister, Theresa May, holdt kortene meget tæt til kroppen. May har lovet at påkalde sig den såkaldte artikel 50 i Lissabon-traktaten inden udgangen af marts. Det er den formelle udmeldelse, som sætter gang i et to år langt forhandlingsforløb, som skal gøre boet efter skilsmissen op.

Men inden da skal de interne britiske procedurer først falde på plads. I første halvdel af januar vil Supreme Court, den britiske højesteret, annoncere deres afgørelse af, hvorvidt regeringen kan gennemføre udmeldelsen af EU uden om parlamentet.

Regeringen hævder, at udmeldelsen er omfattet af den såkaldte kongelige forordning, som giver den britiske regering en stor handlefrihed uden om parlamentet.

Men det var den britiske landsret uenig i, og hvis højesteret stadfæster den afgørelse, så skal udmeldelsen igennem en meget offentlig behandling i parlamentet.

Midt i den debat har briterne en tendens til at glemme, at de ikke bare kan diktere deres fremtidige forhold til EU, men at det er et langt afdansningsbal, hvor balkortet er mere end fyldt, fordi både EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet og ikke mindst de resterende 27 medlemslande vil være med til at bestemme Brexit-melodien.

Varmt politisk forår i Frankrig

Fransk valg: Francois Fillon eller Marine Le Pen? Konservativ republikaner og EU-tilhænger eller højreradikal EU-skeptiker? Foreløbig tyder alt på, at det vil være valgmulighederne den 7. maj, når de franske vælgere skal udpege deres næste præsident i anden og afgørende valgrunde.

Franskmændene vil dermed have fingeren på aftrækkeren af en ladt pistol, som kan blive affyret mod EU og den europæiske stabilitet. Hvis Front Nationals partiformand, Marine Le Pen, vinder præsidentvalget, har hun lovet at udskrive en folkeafstemning om det franske EU-medlemskab. Og alene frygten for en ”Frexit” efter Brexit vil kaste det europæiske samarbejde ud i en alvorlig eksistenskrise.

De hidtidige meningsmålinger tyder på, at Europa slipper med skrækken, og at den tidligere republikanske premierminister Francois Fillon vil vinde duellen med et program, der er værdipolitisk konservativt og økonomisk liberalt.

Spørgsmålet er dog, om Fillon kan fastholde sit forspring. Hans ønske om delvist at privatisere den franske sygesikring vækker stærk modstand langt ind i partiets egne rækker. Hver anden republikanske vælger er imod, ligesom 80 procent af vælgerne. Det signal er opfanget af Marine Le Pen, der har gjort forsvaret for den franske velfærdsstat til en central akse i sin valgkamp.

Udfordringen for Fillon består i at holde sine valg- løfter uden at støde venstrefløjen, men også midtervælgerne fra sig. I modsat fald kan valgets outsider, tidligere økonomiminister Emmanuel Macron, gå hen og blive en svær modstander. Han deltager ikke i venstrefløjens primærvalg i januar, men kan ikke desto mindre samle både venstrefløjen og midten med løfter om at kombinere økonomiske reformer med social retfærdighed. Målt på popularitet, men ikke stemmeintention, overhaler han allerede Fillon.

Marine Le Pen er det europæiske yderste højres bedste bud på en valgsejr. Det franske valg er derfor også et testvalg for en europæisk Trump-effekt fire måneder før det tyske forbundsdagsvalg.

Frihandel i bakgear

Handelsaftaler: Der er ingen forlydender om, hvilket champagnemærke der vil blive serveret ved de indsættelsesballer, som holdes om aftenen, efter at Donald Trump fredag den 20. januar er taget i ed som præsident foran Det Hvide Hus. Det klassiske valg vil være en fransk champagne, men med Trumps klare markeringer af, at USA fremover skal overveje sin handel med udlandet nøje, kunne det også være et mærke som den californiske Cook’s, der er i glassene.

Givet er det, at Donald Trump for længst har lovet, at han på sin første arbejdsdag vil underskrive en hensigtserklæring om at skrotte frihandelsaftalen TTP, som ellers langt om længe blev forhandlet færdig i år mellem USA og 11 lande omkring Stillehavet, herunder Japan, Australien og Mexico. Aftalen dækker 40 procent af verdens handel, men truer amerikanske arbejdspladser, mener Donald Trump, der kalder aftalen for ”en potentiel katastrofe for vores land”.

TTP vil formentlig blive gennemført af de øvrige 11 lande, men som den japanske premierminister, Shinzo Abe, har sagt, er TTP ”meningsløs” uden USA. Selv Kina, der ellers ikke er med i TTP-aftalen, er bekymret over udsigten til, at USA trækker sig. Set med kinesiske øjne – såvel som med store dele af det øvrige internationale samfund – er TTP blot toppen af isbjerget af Donald Trumps modstand mod generel frihandel. På længere sigt kan det føre til en fundamentalt anden måde at handle på, fordi andre lande kan blive inspireret eller udfordret til at tænke i samme baner som Donald Trump.

Trump foretrækker merkantilismen, som man kendte den i 1600- og 1700-tallet, hvor de enkelte nationer forsøgte at eksportere mest muligt og importere mindst muligt. Udenlandske varer blev belagt med told eller ligefrem forbudt, mens lønningerne blev holdt maksimalt nede af hensyn til konkurrence- evnen.

Politiske eksperter hæfter sig ved, at merkantilismen er et af de få områder, hvor Trump har haft den samme holdning siden 1980’erne. Derfor forudser de også, at det vil være et af de områder, hvor han vil stå stejlest på at føre sin politik ud i livet.

Stress-test af klimaaftale

Klimaaftale: På samme måde som bankerne testes for deres evne til at modstå en finanskrise, vil FN’s klimaaftale i 2017 blive udsat for en stress-test, der vil vise, om den politiske vilje til at begrænse den globale opvarmning kan overleve uden amerikansk lederskab på klimaområdet.

Formelt kan Donald Trump som ny amerikansk præsident hverken genforhandle klimaaftalen eller trække USA ud af den, sådan som han lovede under valgkampen. Det kræver en fireårig udmeldelsesprocedure.

Men ét er at være formelt bundet af den internationale traktat. Noget andet er at leve op til den, og ingen regner med, at Trumps regering vil røre en lillefinger for at opfylde de amerikanske løfter fra Paris om at reducere de amerikanske udledninger af CO2 (kuldioxid) med 26-28 procent i 2025 sammenlignet med 2005. Eller at den nye udenrigsminister, Rex Tillerson, tidligere leder af olieselskabet ExxonMobil, vil spille samme aktive rolle ved FN’s årlige klimamøder, COP’er, som hans forgænger, John Kerry.

Det var netop det amerikanske klimapolitiske lederskab og parløbet med Kina, som gjorde det muligt at nå den historiske aftale om klimaet i Paris i 2015. Ved det kommende klimamøde, COP23 i Bonn i november, skal landene blive enige om, hvordan de skal måle fremskridtene hen imod de løfter, de gav hinanden håndslag på i Paris.

Hvorvidt det lykkes, vil være et fingerpeg om, hvorvidt et i bedste fald passivt USA vil friste andre lande til også at indstille indsatsen mod den globale opvarmning. Eller om det tværtimod vil få verdens øvrige lande, deriblandt Kina, til at optrappe deres indsats og kompensere for det manglende amerikanske lederskab og arbejde hen imod nye og stærkere CO2-reduktioner i 2020.

En række eksperter peger på, at udviklingen af grøn energi og afviklingen af kulkraftværker under alle omstændigheder er i gang, selv i USA, fordi det giver økonomisk mening. Men hvis præsident Donald Trump gør alvor af sin hensigt om at nedlægge afdelingen for geovidenskab og klima ved den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, der blandt andet måler indholdet af CO2 i atmosfæren, vil det få konsekvenser for de øvrige næsten 200 landes evne til at basere deres klimaindsats på videnskabelige kendsgerninger.

Syrien er nøglen til færre flygtninge

Flygtninge: Det er kun godt et år siden, at 2017 stod som en uoverskuelig fremtid, hvor den voksende flygtningestrøm til Europa ville kulminere. I en rapport fra 2015 fra Europa-Kommissionen lød forudsigelsen, at hele tre millioner flygtninge eller migranter ville krydse grænsen til Europa i 2017.

Meget har dog ændret sig siden. I dag virker forudsigelsen overdreven, efter at den kraftige flygtningestrøm, Europa oplevede i 2015, stilnede markant af i løbet af det forgangne år, blandt andet efter en aftale med Tyrkiet om at forhindre flygtningene i at rejse videre.

Ikke desto mindre står flygtningeproblematikken stadig som en af de mest presserende udfordringer i 2017. Ifølge FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har man aldrig tidligere registreret så mange fordrevne mennesker som i dag.

En afgørende faktor for, hvordan situationen vil udvikle sig, er, hvad der kommer til at ske i den syriske borgerkrig. Syrien er suverænt det land i verden, flest mennesker er flygtet fra.

Den snart seks år lange borgerkrig har længe virket fastlåst uden udsigt til en løsning. Men over det seneste år er der sket visse ændringer. Magtbalancen er begyndt at forskyde sig, og præsident Bashar al-Assads styre står stadig stærkere. Og selvom det er for tidligt at drage nogen endelige konklusioner, tegner der sig et billede af, at styret i Damaskus vil fortsætte ved magten, mens oprørsbevægelsens fremtid er tvivlsom.

Spørgsmålet er, hvad det vil betyde for flygtningesituationen. Vil Assads magtovertagelse føre til, at volden og kaosset mindskes, så færre flygter fra landet, og andre ligefrem vil vove at rejse tilbage? Eller vil det få den stikmodsatte effekt?

Situationen i Syrien vil ikke kunne ændre flygtningeproblematikken alene. På den anden side er det svært at se løsninger, der ikke tager udgangspunkt i, at Syrien igen bliver til at bo i for almindelige syrere.

Islamisk Stat under forvandling

Krigen mod terror: Slaget om den irakiske storby Mosul har været en af de mest skelsættende begivenheder i Mellemøsten i 2016. Byen har været kontrolleret af den islamistiske bevægelse Islamisk Stat, IS, siden sommeren 2014, men i efteråret indledte den kurdiske og irakiske hær et fælles angreb for at tilbageerobre byen.

Selvom soldaterne kun rykker langsomt frem, tyder meget på, at IS vil miste sin vigtigste base i Irak i det kommende år. Samtidig begynder kampen om at fordrive IS fra dens syriske hovedbase Raqqa også at spidse til.

Dermed tegner der sig et billede af, at 2017 bliver året, hvor IS vil miste sin identitet som en statslignende aktør. Siden 2014 har den ellers ledet et brutalt voldsregime på tværs af Syrien og Irak i et selverklæret islamistisk kalifat med et omfattende bureaukrati.

De færreste iagttagere tror dog på, at IS vil forsvinde, blot fordi den mister magten over sine landområder. I stedet kan 2017 meget vel blive året, hvor IS skifter identitet til en mere klassisk terrorbevægelse i stil med al- Qaeda. Terroreksperter frygter, at IS fremover vil fokusere mere på terrorangreb i både Vesten og i Mellemøsten i stedet for at bruge energi på at erobre og forsvare landområder. Den udvikling har man allerede set begyndelsen af i 2016, hvor IS har taget skylden for adskillige store terrorangreb.

Et stort spørgsmål, der melder sig i kølvandet på IS’ tilbagegang, er, hvad der skal ske med de områder, der bliver befriet fra IS. Terrorbevægelsen efterlader ikke blot byerne i ruiner, men har også ødelagt tilliden og troen på sameksistens hos befolkningen. Det er især et presserende problem i Mosul, hvor det stadig virker uigennemskueligt, hvordan der kan skabes stabilitet og ro, når IS en dag er væk.