Prøv avisen

Hvor går Trumps vrede vælgere hen, hvis han taber valget?

”Hvis Trump forsvinder, forsvinder også meget af den energi, der er i bevægelsen lige nu. Der er meget tiltrækning i at gøre folk vrede,” siger USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen om situationen efter en eventuelt nederlag til Donald Trump ved præsidentvalget i USA. – Foto: Brad Zucroff/Polfoto

Millioner af amerikanere har taget Donald Trumps budskaber om et misrøgtet og elitestyret USA til sig, og de har delt hans utilslørede harme over udviklingen. Det åbne spørgsmål er, om vreden vil overleve uden Trump i Det Hvide Hus

Donald Trump har forlængst booket lokaler på hotel Hilton Midtown i New York til det, han allerede erklærer for en ”sejrsfest”. Den begynder klokken tre i morgen eftermiddag – omkring seks timer før det endelige valgresultat kan ventes – og er kun for inviterede gæster.

De hujende, begejstrede tilhængere, som er dukket op til Trumps valgmøder, må denne gang nøjes med at se med fra sofaen derhjemme. Måske iført en af de populære T-shirts med budskaber som ”Hillary i fængsel” eller ”Trump that Bitch” (Vind over den møgkælling).

Spørgsmålet er, om det også er der, tilhængerne bliver siddende, hvis Trump taber valget, og festen på Hilton bliver kort. Eller om den stærke vrede, som Trump har været fortaleren for, og millioner af frustrerede amerikanere har taget til sig under hans valgkamp, vil leve videre, også uden en præsident Trump i Det Hvide Hus. Kan ”trumpismen” klare sig uden Trump, eller er han den uundværlige motor, der driver bevægelsen? Og hvem siger i øvrigt, at Trump vil forsvinde fra det politiske landskab, ”blot” fordi han taber valget.

To danske USA-eksperter kalder det ”ren spekulation” på nuværende tidspunkt at vurdere, hvorvidt trumpismen vil overleve et valgnederlag.

Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, peger på, at Donald Trump på den ene side er så udpræget båret af en personkult, at det kan gøre det svært for tilhængerne at holde dampen oppe uden ham som præsident. Men at meget kan se anderledes ud, hvis han fortsætter med at være en offentlig figur, for eksempel ved at grundlægge et medieimperium, som der har været spekulationer om.

”Der er ingen tvivl om, at der er en uforløst frustration blandt en bestemt gruppe af hvide vælgere. Men det er vanskeligt at vurdere omfanget af den. Spørgsmålet er, i hvor høj grad Trump har været et talerør for en eksisterende, dyb utilfredshed – og i hvor høj grad han selv har været med til at tale den frem. Der er mange myter om Trumps vælgere, blandt andet at de er fattige og arbejdsløse. Men den gennemsnitlige Trump-tilhænger er økonomisk bedre stillet end Hillary Clintons vælgere,” siger Niels Bjerre-Poulsen.

”Hvis Trump forsvinder, forsvinder også meget af den energi, der er i bevægelsen lige nu. Der er meget tiltrækning i at gøre folk vrede. Omvendt skal man ikke underkende den selvforståelse, som Trump har stimuleret blandt dele af de hvide vælgere. Den kan vise sig at være temmelig levedygtig,” siger han.

Mette Nøhr Claushøj, ekstern lektor ved Københavns Universitet i amerikanske politiske kampagner, mener også. at der stadig er mange ubekendte i ligningen om trumpismens fremtid. En af dem er, som også Niels Bjerre-Poulsen nævner, hvorvidt Trump fortsætter i politik, selvom han taber. En anden er, hvor dybe rødder det er lykkedes for hans synspunkter at slå i det republikanske parti.

”Hvis det bliver et tæt valgresultat, kan det være, at partiet tager hans tankegang til sig for alvor. Hvis han får et stort nederlag, bliver han snarere udstødt,” siger hun.

Meget afhænger derfor af, hvordan det republikanske parti og Donald Trump selv vælger at reagere på et eventuelt nederlag. Det får betydning for, om den gruppe af utilfredse hvide vælgere, der støtter Trump, fortsat føler, at de har et politisk hjemsted.

”Vi taler om en gruppe, der har hørt til blandt de mest privilegerede amerikanere, men nu oplever, at de bliver kørt ud på et sidespor. De har taget Trumps konspirationsretorik til sig og delt hans vrede,” siger Mette Nøhr Claushøj.

En vrede, som det dog i sig selv er svært at lodde dybden af, fremhæver også hun.

”Vi har set frustrationen før – det er den samme type vælgere, som støttede Tea Party-bevægelsen – men omfanget er svært at vurdere. Det bliver nemmere og nemmere at leve i en boble, hvor du kun udveksler oplysninger og synspunkter med mennesker, der mener det samme som dig selv, og der er en masse gruppedynamik i den form for gensidig beskræftelse. Folkeførere som Trump kan tale en stemning op eller ned, og det er vanskeligt at afgøre, hvor stærk trumpismen vil være uden en Trump til at generere utilfredshed,” siger hun.

Amerikanerne selv er i dyb tvivl. Fra politiske eksperter til menige borgere bliver det diskuteret intenst, om Trump er hønen eller ægget, og hverken intellektuelle analyser eller følelsesfulde indlæg efterlader nogen klar retning. På Facebook kan man finde både opfattelser som, ”når katten først er ude af sækken, kan man ikke proppe den tilbage igen”, ”trumpismen vil bestemt forsvinde, fordi mange af Trumps tilhængere er gode mennesker, der blot er blevet bedraget af den voldsomme sprogbrug og løgnene”, og ”det er meget rammende, at Trump kalder sine tilhængere for en bevægelse. Som med andre bevægelser vil hans også blive skyllet ud i kloakken, hvor den hører hjemme”.

Den kendte amerikanske politiske kommentator Paul Krugman mener, at trumpismen er kommet for at blive. Han begrunder det med, at Trumps synspunkter er trængt så dybt ind i det republikanske parti, at det vil få varig politisk betydning.

”Partiet handler kun om trumpismen. Dens underliggende modbydelighed er blevet en del af det republikanske dna,” skriver han i avisen The New York Times.

Samme vurdering har Josh Marshall, prisbelønnet journalist og grundlægger af den respekterede blog Talking Points Memo. Josh Marshall er undervejs med en bog om Donald Trump, og han har længe afvist idéen om, at den vrede, Trump har gjort til sin politiske platform vil forsvinde, blot fordi Trump eventult gør det. Josh Marshall peger på, at den gruppe af fortrinsvis hvide konservative mænd, der oplever et USA i frit fald og ubehagelig forandring, næppe er til sinds at blive tavse igen.

Deres frustrationer bunder i en reel historisk forandring, hvor den hvide befolkningsgruppe bliver mindre og mister indflydelse. Det skræmmer dem, og deres frygt opløses ikke af sig selv.

”Nu har deres frustration fundet et talerør, og de er brudt gennem det etablerede republikanske partis boble. De vil ikke bare forsvinde ubemærket,” skriver Josh på Talking Point Memo.

Modsat hævder Kevin Mahnker, politisk kommentator og skribent, at Trump er uundværlig for trumpismen, som uden ham vil ophøre med at eksistere. Store dele af det republikanske parti foragter ham allerede, og hvis han taber valget til Hillary Clinton, vil der ikke længere være noget, der binder partiet til Trump – i givet fald den tredje republikanske kandidat i træk, der taber et præsidentvalg.

Kevin Mahnker henviser i en analyse i det politiske magasin New Republic til, at der er meget få politikere, der har haft varig indflydelse på de amerikanske politiske partier. De sidste har været demokraten Lyndon B. Johnson og republikaneren Ronald Reagan, som begge fik markant betydning for deres partiers politiske grundlag og sammensætning.

Forskellen på dem og Donald Trump er imidlertid, skriver Mahnker, at Johnson og Reagan begge vandt massive valgsejre og var bredt anerkendt i partierne. Taber Trump, vil hans mærkesager som en mur mod Mexico, afvisning af internationale handelsaftaler og forbud mod muslimske indvandrere blive hjemløse.

Hvad Trumps entusiatiske tilhængere angår, er Mahnker heller ikke så bekymret. De har aldrig for alvor været intereresseret i Trumps politiske budskaber, kun hans højlydte forargelse. Trumpismen har ingen chancer uden Trump, spår han.

”Det kommer ikke til at ske. Teltene er ved at blive slået sammen, cirkuset forlader byen, og republikanerne står over for samme dilemma som for fire år siden. Hvad angår os andre, vil jeg anbefale, at vi aldrig taler om Trump mere,” skriver Kevin Mahnkel.