Prøv avisen

Danskheden er under pres i Sydslesvig

A.P. Møller Skolen blev indviet i 2008. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Stadig flere tyskere vælger at sende deres børn i det danske mindretals institutioner syd for grænsen. Mens nogle ser udviklingen som et positivt udtryk for dansk tiltrækningskraft, frygter andre, at det nationale snart bliver så udtyndet, at hele idéen med et dansk mindretal er i spil

Det gav genlyd inden for det danske mindretal i Sydslesvig, da rektor på A.P. Møller Skolen i Slesvig Jørgen Kühl for nylig kunne fortælle, at knap 70 procent af gymnasiets elever kommer fra hjem, hvor ingen af forældrene har gået i dansk skole. Resultatet kom også bag på ham selv. Men siden har han talt med skoleledere på andre danske skoler i Sydslesvig, der oplever samme tendens. Nogle steder er tallet endda oppe på 75 procent.

At de danske skoler i den grad tiltrækker elever fra tyske ”mindretalsfremmede” familier, ser han ikke i sig selv som et problem.

”Men tallene kan forklare, hvorfor det ofte halter lidt med en forståelse hos eleverne og deres forældre omkring, hvad det vil sige at være i en dansk kontekst,” siger Jørgen Kühl, der primært ser den høje tilslutning fra tyske familier som tegn på det danskes store tiltrækningskraft i et grænseland, hvor man som befolkning ”udnytter de tilbud, som de to kulturer i området giver mulighed for”.

Han betegner endda tilvalget af de danske skoler som en ”fantastisk gave” til Danmark, da over halvdelen af eleverne, 65 procent, senere fortsætter deres uddannelse i Danmark og på den måde bliver ambassadører for danske værdier.

”Samtidig ser jeg udviklingen som udtryk for, at det postnationale har afløst det nationale. I dag taler befolkningen i Sydslesvig nemlig ikke længere så meget om, hvorvidt man er dansker eller tysker. Det opleves ikke mere som særligt relevant. Hvis man bliver spurgt om sit nationale tilhørsforhold, giver man i stedet det postnationale svar: ’Jeg er sydslesviger – og så er jeg borger i Tyskland’,” siger Jørgen Kühl, der også er professor med speciale i mindretal på Europa-universitetet i Flensborg.

Men ikke alle i det danske mindretal ser udviklingen som udtryk for vellykket sameksistens.

”Lige nu sker der et skred i det danske mindretals forståelse af sig selv som et nationalt mindretal. Mange af de såkaldt postnationale plukker jo kun nogle af mindretallets tilbud, men har ellers ingen fornemmelse for eller interesse i den nationale bevidsthed. Og hvis man udelukkende tilvælger skolen eller børnehaven, men ellers ikke engagerer sig i det danske mindretal – og måske ikke engang lærer sig sproget – så går det ud over det fællesskab, der ellers har kendetegnet os,” siger Jon Hardon Hansen, der er formand for Sydslesvigsk Forening (SSF), mindretallets kulturelle hovedorganisation.

Han beskriver, at mange af de postnationale forældre kommer fra tyske akademiske miljøer, ”og vi oplever nogle gange lokalt i mindretallets skolekredse, at disse forældre kommer med deres oratoriske evner og sætter sig for bordenden uden at kunne tale dansk. På den måde fremmedgøres mindretalsarbejdet, hvis det bliver styret af de postnationale. Også fordi de ofte kun interesserer sig for den enkelte skole eller børnehave og ikke de andre områder som for eksempel foreningslivet, der plejer at indgå i bevidstheden om, hvad det betyder at være en del af det danske mindretal”.

Ud over at være bekymret på mindretallets vegne kalder SSF-formanden det også ”uansvarligt af forældre at sende børn ind i et andet sprog og en anden verden, uden selv at være fortrolig med det”.

Han har derfor foreslået Folketingets Sydslesvigudvalg at sende flere ressourcer til det danske mindretal – penge, der skal bruges på at integrere de såkaldt postnationale i mindretallet.

”Det vil vise sig, om de er interesserede, og det er jo heldigvis heller ikke dem alle, der kun plukker, hvad de har lyst til og så ellers er ligeglade. Men vi er nødt til at gøre noget, så vi undgår at blive til en dansk-tysk kulturforening i stedet for et særligt nationalt mindretal,” siger Jon Hardon Hansen.

”Det enestående ved grænselandet både nord og syd for grænsen er jo netop den sproglige og kulturelle mangfoldighed, hvor flere nationaliteter lever side om side. Hvis grænseborgerne fremover bare vælger til og fra alt efter, hvor de får de bedste tilbud, så forsvinder den nationale bevidsthed, som er med til at gøre grænselandet så unikt. Der vil så heller ikke længere være grundlag for, at den danske stat skal støtte os som et nationalt mindretal – for så er vi jo ikke danske mere,” siger Jon Hardon Hansen, der dog stærkt vil advare imod ”at det nationale bliver kastet ud med badevandet på det globale alter”.