Hvorfor er klimakamp blevet til nødhjælpsarbejde?

Klimaet er i dag en mærkesag for store nødhjælpsorganisationer. Folkekirkens Nødhjælp er i dag en klimapolitisk lobbyorganisation, lyder kritik. Klimahjælp og bekæmpelse af fattigdom hænger sammen, siger organisationen

”Danskerne køber velgørende klimagaver til verdens fattigste som aldrig før,” oplyste Folkekirkens Nødhjælp i begyndelsen af julemåneden. Organisationen tilbyder danskere at købe klimagaver såsom træer og solcellelamper, som doneres til verdens fattigste, og salget af ”Giv et træ” er næsten syvdoblet fra 2016 til 2019. Klima og fattigdom hænger uløseligt sammen i dag, siger den kirkelige organisation. – Foto: Bax Lindhardt/Folkekirkens Nødhjælp.
”Danskerne køber velgørende klimagaver til verdens fattigste som aldrig før,” oplyste Folkekirkens Nødhjælp i begyndelsen af julemåneden. Organisationen tilbyder danskere at købe klimagaver såsom træer og solcellelamper, som doneres til verdens fattigste, og salget af ”Giv et træ” er næsten syvdoblet fra 2016 til 2019. Klima og fattigdom hænger uløseligt sammen i dag, siger den kirkelige organisation. – Foto: Bax Lindhardt/Folkekirkens Nødhjælp.

Der var engang, hvor nødhjælpsorganisationer uddelte medicin og brødfødte fattige i katastrofeområder og lod andre om at tage sig af spørgsmål om miljø og klima.

”Selve klimadiskussionen har vi valgt at overlade til miljøorganisationerne,” sagde Folkekirkens Nødhjælps daværende katastrofechef Lennart Skov Hansen for 20 år siden her i avisen.

I dag er klimaspørgsmålet ikke alene blevet et overskyggende politisk debattema, efter at ungdomsbevægelsen Fridays for Future har fået toppolitikere til at diskutere miljø, klima og grøn omstilling. Også blandt hjælpeorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Oxfam Ibis og katolske Caritas er grøn tilsyneladende blevet det nye sort.

”Vi har kun én verden,” konstaterer den tyske gren af Caritas i sit online-magasin om miljø- og klimabeskyttelse og slår til lyd for, at ”klimaskadende handlinger hurtigst muligt skal gøres dyrere”. Oxfam International taler i en nyligt udgivet rapport om kamp for ”klima-retfærdighed”. Folkekirkens Nødhjælp tilbyder virksomheder at investere i en klimaaftale og præsenterer i en ny rapport konkrete forslag til, hvordan politikere gør udviklingsbistand klimavenlig. Organisationen har eksempelvis også arrangeret en klimadyst, hvor man kunne ”spise og drikke for et bedre klima”.

”De rige lande har et historisk ansvar for den globale opvarmning, og vi skal derfor gå foran og støtte u-landene i deres klimaarbejde,” begrunder Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen prioriteringen.

”Det er uretfærdigt, at verdens fattigste rammes så hårdt af klimarelaterede katastrofer. De har bidraget mindst, men rammes hårdest. Det er os i den vestlige verden, der har bidraget med store udslip af drivhusgasser, der skal hjælpe udviklingslandene,” siger hun.

"Vores altoverskyggende dagsorden er at give verdens fattigste et værdigt liv,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. – Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
"Vores altoverskyggende dagsorden er at give verdens fattigste et værdigt liv,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. – Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Kirkeledere og kirkelige organisationer i hele verden har de seneste to årtier sat stadigt større fokus på klimaproblemer. Et fokus, som i disse dage for fem år siden kulminerede med, at blandt andre Folkekirkens Nødhjælp var med til at sætte et dansk fingeraftryk på Paris-aftalen, en af de mest banebrydende klima-aftaler, verdens lande har indgået.

Der er to grunde til, at klima som et relativt nyt område tildeles så meget opmærksomhed blandt nødhjælps- og udviklingsorganisationer, siger Thorsten Borring Olesen, professor ved Aarhus Universitet med speciale i dansk og nordisk udviklings- og bistandspolitik.

”En del af forklaringen er, at der er opstået et samfundsmæssigt momentum for klima, og der er stærke politiske signaler om at ville prioritere klima i udviklingshjælpen. Man spiller derfor med på en prioriteret dagsorden og håber dermed, at der falder penge af til denne slags projekter,” siger han.

”Men det er også en vigtig del af forklaringen, at klimaforandringerne faktisk vil gå hårdest ud over en række udviklingslande, som ligger i varme og lavtliggende områder, og at man derfor må sammentænke klima, nødhjælp og udvikling for at få del i offentlige midler,” siger Thorsten Borring Olesen.

Udviklingshjælp tager historisk set farve af de bredere samfundsdebatter, tilføjer professoren. Da miljø og bæredygtig udvikling i 1980’erne kom på den politiske og samfundsmæssige dagsorden, satte det sit præg på dansk udviklingsbistand. Det samme skete med fokus på kvinders rettigheder, som spiller en stadig større rolle i udviklingshjælp. Efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001 blev terrorbekæmpelse ligeledes tænkt ind i måden, man organiserer arbejdet på, påpeger han.

Anne Mette Kjær er professor ved institut for statskundskab, Aarhus Universitet, og forsker blandt andet i udviklingsbistand. På et overordnet plan er det et dilemma, at klimabistand ikke nødvendigvis kommer de fattige til gode, siger hun.

”Det er langt bedre for klima og miljø at bygge vindmøller end kulkraftværker i Afrika, men det kommer der ikke nødvendigvis mange jobs til de fattige ud af. Historisk set ved vi, at industrialisering har reduceret fattigdom. Derfor må man være meget opmærksom på at sikre, at klimabistand faktisk også hjælper til at reducere fattigdom. Det er først og fremmest regeringens ansvar, når man giver bistand,” siger hun.

Men en nødhjælpsorganisation, som konkret har til opgave at bekæmpe fattigdom, kommer slet ikke uden om at fokusere på klima, understreger Anne Mette Kjær.

”Nogle af de fattige lande, som danske nødhjælpsorganisationer arbejder i, er uforholdsmæssigt hårdt ramt af klimaforandringer. Mennesker her har ikke mad i munden på grund af klimaforandringer. Arbejdet består i at lære de fattigste i for eksempel Zimbabwe at dyrke klimarobuste afgrøder, fordi der ikke længere kommer regn, eller fordi nedbøren er blevet så uforudsigelig, at når den endelig kommer, skyller den afgrøderne væk. Så det ville være en falsk modstilling at sige, at det voksende fokus på klima går ud over andre områder af arbejdet med fattigdomsbekæmpelse såsom mad, rent vand, medicin og indsats mod børnedødelighed,” siger hun.

Adam Moe Fejerskov, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis med speciale i bæredygtig udvikling, peger ligeledes på, at klima og udvikling i dag ikke kan skilles ad.

”En organisation som Folkekirkens Nødhjælp laver klima-lobbyarbejde, fordi klimaforandringer og fattigdom i dagens verden hænger sammen. Klima-dagsordenen hører ikke kun til på venstrefløjen. Klimaforandringer har frygtelige konsekvenser for verdens fattigste, og vil man afhjælpe fattigdom, må man bekæmpe klimaforandringer,” siger han.

Nogle kritikere mener dog, at man går alt for langt, når man som Folkekirkens Nødhjælp agerer medstiller til borgerforslag om en ny klimalov, bruger penge på klimakampagner og kritiserer de folkevalgte for at gøre for lidt for klimaet.

”Hvad vi gør klimapolitisk i Danmark, har ingen betydning for verdens fattigste, og de penge kunne Folkekirkens Nødhjælp bruge langt bedre på at afhjælpe fattigdom,” siger klimaforsker Jens Olaf Pepke Pedersen fra institut for rumforskning- og teknologi på DTU.

Folkekirkens Nødhjælp blev grundlagt af præster og har gennem næsten 100 år arbejdet på et bredt folkekirkeligt grundlag, men klimakampen fylder nu så meget, at organisationen i dag snarere er ved at udvikle sig til en klimapolitisk lobbyorganisation, mener Jens Olaf Pepke Pedersen.

Jens Olaf Pepke Pedersen mener, at Folkekirkens Nødhjælp er ved at bevæge sig for langt væk fra sine rødder og blive ligesom Greenpeace. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Olaf Pepke Pedersen mener, at Folkekirkens Nødhjælp er ved at bevæge sig for langt væk fra sine rødder og blive ligesom Greenpeace. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

”Folkekirkens Nødhjælp har ret i, at klimapolitikken er vigtig. Men det betyder langtfra, at der er bred enighed om, hvordan den skal udføres. Det er på tide, at Folkekirkens Nødhjælp gør op med sig selv, om de vil være en politisk neutral nødhjælpsorganisation på et folkekirkeligt grundlag eller en politisk organisation, som aktivt søger indflydelse for eksempel på dansk klimapolitik,” siger han.

Klimaforskeren peger på, at Folkekirkens Nødhjælp har ansat en klimarådgiver, som skriver i det politiske nyhedsmedie Altinget og dermed ”reelt er ansat til at påvirke danske politiske beslutninger”. Samt at generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen er flittig i klimadebatten. For et år siden betegnede hun FN’s daværende klimakonference som ”en stor fuser” og sagde, at ”det er svært at forstå, at politikerne kan være så meget ude af sync med forskning og verdens befolkning”. Man kan udmærket være en politisk hjælpeorganisation, men det harmonerer dårligt med at bruge folkekirkens navn og at stå på folkekirkens grundlag, mener Jens Olaf Pepke Pedersen.

”Folkekirkens Nødhjælp abonnerer på en ganske bestemt politisk overbevisning i klimadebatten og presser på for at få deres ønske igennem. I den forstand optræder Folkekirkens Nødhjælp mere som Greenpeace end en folkekirkelig organisation,” siger han.

Det er forkert, at Folkekirkens Nødhjælp abonnerer på en ganske bestemt politisk overbevisning i klimadebatten, lyder det fra generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.

”Vores altoverskyggende dagsorden er at give verdens fattigste et værdigt liv. Men ekstreme temperaturer, tørke, oversvømmelser og så videre forstærker en eksisterende sultkrise og konflikter, der blandt andet udspringer af presset på naturressourcer, og som fordriver millioner af mennesker fra deres hjem. Derfor er klimaindsatser en integreret del af vores arbejde, og derfor er vi fortalere for mere klimahjælp til verdens fattigste lande. Og vi står på ingen måde alene med det synspunkt,” siger hun og henviser til, at FN’s Fødevareprogram WFP, som i går fik overrakt årets Nobels Fredspris, også understreger vigtigheden af større fokus på klimahjælp til verdens fattigste.

Det konkrete arbejde hos Folkekirkens Nødhjælp handler blandt andet om hjælp til køkkenhaver og nye afgrøder, der kan klare tørke og omskifteligt vejr. Om træplantning, der modvirker jordskred og kan bremse voldsomme oversvømmelser. Om opsamlingssøer, hvor regnvand bliver lavet om til fiskesøer. Og vandpumper og vandrensningsanlæg, som sikrer folk rent drikkevand.

”Det er alt sammen klimahjælp, der kan være med til at sikre verdens fattige et værdigt liv. Behovet er nu og her. I de lande, hvor vi arbejder, er klimaforandringer allerede en realitet, og her kan de ikke vente på den grønne omstilling. Her handler det om konkret klimatilpasning, så de kan overleve klimaforandringerne,” siger hun.

Det er imidlertid ikke første gang, at Folkekirkens Nødhjælp bliver kritiseret for at agere politisk, påpeger Christian Bjørnskov, som er professor og ekspert i udviklingsøkonomi ved Aarhus Universitet og har forsket i nødhjælpsorganisationers økonomi. Sidste år blev organisationen kritiseret for politisk lobbyisme, da den var medstiller til et borgerforslag om en ny klimalov.

”Folkekirkens Nødhjælp og Oxfam Ibis og andre organisationer i nødhjælpsbranchen har de senere år taget meget kraftigt politisk stilling og befinder sig i dag på den yderste venstrefløj,” siger han og tilføjer, at hvis organisationerne ikke var offentligt støttet, ville der ikke være noget problem.

”Men fordi de er offentligt støttet, kan ingen af os slippe for at betale til dem, og så bliver det et demokratisk problem. Demokratisk set duer det ikke, at man støtter organisationer, som så åbenlyst hører til den ene ende af det politiske spektrum, når der ikke er nogen i den anden ende, der bliver støttet,” siger Christian Bjørnskov, som også er bestyrelsesmedlem i den borgerlig-liberale tænketank Cepos.

Han kalder det for en ”skærpende omstændighed, at Folkekirkens Nødhjælp opererer på et folkekirkeligt grundlag”.

”Min fornemmelse er, at Folkekirkens Nødhjælp tidligere har været mere påpasselig med ikke at være politisk,” siger han.

Men i synet på klimaforandringer flugter Folkekirkens Nødhjælp med både FN, størstedelen af danske klimaforskere og hovedparten af dansk erhvervsliv, siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen. Ligeledes er der et bredt flertal i Folketinget for mere klimahjælp til verdens fattigste, understreger hun.

”Vi vælger ikke side til fordel for den ene eller anden part. Vi vælger til enhver tid side for mennesker i nød og dermed menneskerettighederne og den humanitære folkeret i Israel, Palæstina og alle andre steder, hvor vi arbejder,” siger hun.

Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam Ibis, forstår ikke kritikken af, at der er for mange statsstøttede organisationer på venstrefløjen, men ingen på den modsatte fløj.

”Det er rigtigt nok, at der ikke er udviklingsorganisationer, som er funderet på et økonomisk liberalt princip, for de mennesker, der ville arbejde der, er – hvis jeg skal være lidt fræk – nok ansat i Dansk Industri eller andre erhvervsorganisationer. Og derfra implementerer de jo faktisk også en del af den danske udviklingsbistand,” siger han og tilføjer, at den danske udviklingsverden er meget alsidig.

De mange kirkelige organisationer går tilbage til det 19. og 20. århundrede, men der er de seneste årtier også kommet miljøorganisationer til samt organisationer som Oxfam Ibis, der er født ud af solidaritetsbevægelsen, siger han.

”Det er nok rigtigt, at mange af vore medlemmer stemmer til venstre for midten, men jeg forstår ikke, hvorfor nogen vil fremhæve det som et problem i forhold til vores arbejde,” siger Kristian Weise.

Oxfam Ibis ikke er en partipolitisk organisation, som befinder sig på en højre-venstre-skala, understreger han:

”Vi får penge fra statslige aktører at lave udviklingsarbejde for, og masser af forskere bruger og anerkender vores arbejde. Vi arbejder med at bekæmpe ulighed, og jeg er med på, at det af nogle bliver betragtet som politisk. Men i dag kan man ikke lave landbrugs- eller uddannelsesprojekter i Afrika i et vakuum. Man må forholde sig til de politiske strukturer, som gør, at mange i verdens fattigste lande ikke har haft gavn af udviklingen de seneste 30 år.”