Et af de største kontingenter af frivillige, der kæmper på ukrainsk side i krigen i Ukraine, kommer fra Canada. Især på den sydlige front ved Kherson yder canadierne en stor indsats. Russerne erobrede Kherson nordvest for Krim i begyndelsen af krigen og har oprettet et nyt styre, som kræver regionen indlemmet i Rusland. Men de er blevet standset i deres march mod Odessa længere mod øst af indædt ukrainsk modstand.
De mange canadiske frivillige, der er draget i krig mod Rusland på europæisk jord, har sikkert mange forskellige begrundelser for at kæmpe ligesom de øvrige udenlandske frivillige, herunder den unge dansker, der faldt i april. Men der er en særlig forklaring på det store antal canadiere. Det fremgår af deres navne og græsk-katolske religion. 1,5 millioner af Canadas 38 millioner indbyggere har nemlig ukrainsk baggrund, selvom flertallet er født på den anden side af Atlanten. Canadiere med ukrainsk baggrund er kun den 11. største etniske gruppe i det nordamerikanske land. Men det gør de ukrainske canadiere til den fjerdestørste gruppe af ukrainere uden for Ukraine, kun overgået af Rusland, USA og Polen - inden den nuværende bølge af flygtninge som følge af krigen.
De ukrainske canadiere bor fortrinsvis i de canadiske præriestater Alberta, Manitoba og Saskatchewan samt British Columbia. Men man kan også møde dem i Montreal i det fransktalende Quebec, hvor de protesterer mod den officielle sprogpolitik, der favoriserer fransk på bekostning af engelsk, selvom Canada principielt er tosproget - engelsk og fransk. De tænker ligesom de indianske indbyggere, at engelsk er besværligt nok. Det er også forklaringen på, at den moderne udforskning af stalinismens folkedrab på ukrainerne under holodomor-hungersnøden i 1930'erne primært er foregået i Canada.
Den første bølge af ukrainerne kom i 1890'erne fra Galicien og Bukovina, der hørte under Østrig-Ungarn. Landområderne her var en af de fattigste og mest overbefolkede regioner i Europa, og 170.000 udvandrede i perioden mellem 1891 og 1914. På samme tid ankom ukrainere fra det østlige Ukraine, der hørte under det russiske tsar-imperium. De østrigske ukrainere kaldtes for rutenere og tilhørte den unerede græsk-katolske kirke, der anerkender paven, men følger den ortodokse version af kristendommen.
De kom primært fra de åbne skovklædte områder ved foden af Karpaterne og slog sig ned i områder i det nordlige Canada fra Winnipeg til Alberta, der mindede om deres hjemlande, ikke på den åbne prærie mod syd. De ukrainere, der indvandrede fra de russiske områder, foretrak derimod at slå sig ned i de større byer mod øst som Toronto, Montreal, Hamilton og Windsor.
Canada deltog i Første Verdenskrig på allieret side mod Tyskland og Østrig-Ungarn. Derfor diskrimineredes indvandrere med østrig-ungarsk nationalitet. De skulle registreres, og omkring 5000 mænd, kvinder og børn blev interneret i lejre fra august 1914 helt til 1920, altså efter fredsslutningen og opløsningen af dobbeltmonarkiet. De bed dog behandlingen i sig og er blevet loyale canadiske statsborgere, hvis efterkommere nu kæmper for demokratiet og det selvstændige Ukraine mod den russiske aggression, uanset hvor deres familier kom fra før 1914. De er blevet canadiere med ukrainsk baggrund og stiller mange frivillige til kampen mod den russiske invasion.
Ukraine fungerer som et prisme, der bringer identiteter og politiske valg op til overfladen på nye måder. Reaktionerne på præsident Vladimir Putins overfald på Ukraine viser, hvor kompliceret den moderne verden er blevet. Også uden at nævne det paradoksale forhold, at demokratiske lande som Indien og Sydafrika støtter Rusland, eller i hvert fald ikke deltager i sanktionerne.
Klummen historisk set skrives på skift af historikerne Uffe Østergaard og Jes Fabricius Møller.