Hvorfor kysser mexicanerne døden?

Sukkerkranier, dødebrød og natlige picnicer på kirkegårdene. Hvert år i november fejrer mexicanerne de dødes dag, hvor de skåler, spiser og fester til ære for de døde. Og som vi pynter op med nisser til jul, pryder farvestrålende skeletter de mexicanske hjem. Mexicanerne er kendt for at fejre døden. Men hvorfor og hvordan?

Blæser- og guitarorkesteret stemmer instrumenterne og gør sig klar til om lidt at lægge lyd til det begravelsesoptog, som tager de sidste skridt med den døde gennem kirkegården til gravpladsen.
Blæser- og guitarorkesteret stemmer instrumenterne og gør sig klar til om lidt at lægge lyd til det begravelsesoptog, som tager de sidste skridt med den døde gennem kirkegården til gravpladsen. Foto: Anne Andersen.

Tykke juicesælgere, legende børn og mobilsnakkende damer forsøger at overdøve det fem mand store blæser- og guitarorkester, der har taget plads ved siden af en lille isbod. Der er børnefamilier overalt. Med balloner, blomster og picnickurve går de rundt mellem de mørke gravsten og små kapeller. Kors i forskellige størrelser stikker op af jorden, så langt øjet rækker. En ældre herre stavrer af sted med en blomsterdekoration så stor, at den hæmmer hans synsfelt. Vi befinder os på en kirkegård i den mexicanske by Puebla en helt almindelig søndag.

En bil bakker hen til indgangen, og seks mænd løfter en kiste ud under bagklappen. Langsomt bevæger en lang, farverig menneskeslange sig ned gennem kirkegården med tonerne fra blæseorkesteret som hale. En smuk, hæs kvindestemme synger for, og i et kort øjeblik forstummer kaosset i begravelsesoptogets musik.

Mexicanernes forhold til døden er helt unikt. Ikke kun fordi de hvert år i november fejrer de døde på de dødes dag, men fordi de hele året mindes de afdøde i glæde, taler om – og med dem. Vi er rejst til Mexico for at blive klogere på, hvorfor mexicanerne ser på døden, som de gør. Og hvordan man kan få et så afslappet forhold til døden, at man ligefrem fejrer den.

Døden har altid fyldt meget i Mexico. Mexicanernes dødskultur kan spores helt tilbage til tiden før spanierne, hvor begravelses-ritualer, templer og altre blev dyrket meget. Historierne siger, at aztekerne ofrede mennesker til deres guder, begravede dem i kakaobønner og spiste bønnerne bagefter. Og at mexicanernes helt særlige dødskultur udspringer af blandingen af de indianske ritualer og de spanske koloniherrers katolicisme.

José Rosas er præst. Vi møder ham længere inde på kirkegården, hvor frodige appelsintræer og meterhøje blomsterbuketter giver tiltrængt ly for den brændende sol.

"På de dødes dag siges det, at de afdødes sjæle kommer tilbage til Jorden for at hilse på de pårørende," fortæller José Rosas.

"Nogle tror på det, andre gør det for traditionens skyld, men der er ingen tvivl om, at det er den vigtigste dag i mexicanernes kalender," siger han og fortsætter:

"Vi laver altre med blomster og frugter, sætter billeder op, tænder lys og laver de afdødes yndlingsretter for at få dem til at føle sig velkomne. Vi fortæller historier om dem til de små, griner og græder sammen. Mange tager på kirkegården og spiser, spiller musik og snakker til sent ud på natten."

Mørket er faldet på, da vi lader os dumpe ned på hver vores stol på en restaurant. Vi er tilbage i Mexico By og har fået kontakt til en kvinde, der lever af at forberede syge og døende på det, der venter. Rebecca Herrera er uddannet tanatolog og arbejder for at give døende en værdig og smuk død. Tanatologi er det videnskabelige studium af de psykologiske forhold omkring døende mennesker og deres omgivelser.

Ofte arbejder tanatologer sammen med sygeplejersker, psykologer og læger for at øge deres opmærksomhed omkring døendes rettigheder og følelsesmæssige situation. Rebecca Herrera har lovet at forsøge at forklare os, hvorfor det er vigtigt at kunne tale om og forholde sig til døden, som mexicanerne gør det.

"I dag er døden for mange blevet upersonlig og fjern. Langt de fleste dør på hospitaler, omringet af slanger, medicin og fremmede, travle mennesker. Det er ikke en smuk død, men forbundet med ubehag og frygt. Tanatologer vil gerne lære folk, at døden er en naturlig del af livet, slutningen på en cirkel. Ikke en medicinsk fiasko – vi skal jo alle sammen dø," siger hun.

Selvom hun er enig i, at mexicanerne har et mere åbent forhold til døden end så mange andre, er også de ved at glemme at prioritere livets afslutning, mener Rebecca Herrera.

"Flere og flere mexicanere vælger at sige farvel ved bare at leje en stue i en funerária," siger hun.

En funerária er et sted, hvor man kan tage afsked med en afdød i det, mexicanerne kalder vågetiden. Før i tiden og ude på landet foregik vågetiden, som kan vare op til tre dage, i hjemmet. Men for mange byboere er det i dag nemmere og hurtigere at leje et rum i en funerária, hvor familie og venner kan komme forbi og sige farvel, hvor der er sørget for forplejning, og hvor en præst kan stå for bisættelsen.

"Det er da upersonligt. Ingen dør i deres hjem mere. Det siger meget om vores samfund i dag, om vores værdier og tilgang til livet. Vi har for travlt. Når jeg er ude at ?undervise? sygeplejersker, læger eller hjælper en familie med at forberede sig på deres tab, ligger al fokus på at afslutte de mange cirkler, den døende har begyndt gennem sit liv. Lade den døende dø med kærlighed og ro omkring sig. Det er vigtigt for både den døende og de pårørende," siger Rebecca Herrera.

Næste morgen begiver vi os af sted til en af byens funerárias. Funerárias lægger ikke blot rum til bisættelser og vågetid – de huser også Mexicos store indendørs kirkegårde. Badet i lysstofrørenes blege lys er flere hundrede hyldemeter indrettet i små bokse med plads til urner. Som vi bevæger os rundt mellem "gravene", bliver vi tilbudt tequila, som var det det naturligste i verden. En af glasboksene er indrettet som en miniatureudgave af den afdødes stue. Sofaer, stole, borde og kaffekopper – alt er, som det så ud, da kvinden åndede ud. I mange andre er små altre med fotografier af den afdøde og små figurer af ting, der var karakteristiske for vedkommende.

På første sal er en begravelses-ceremoni i fuld gang. Under et kors på væggen står en kiste på en lille forhøjning. En præst i en hvid kåbe og med en lang kæde om halsen gør korsets tegn. Han bøjer sig over den bibel, der ligger opslået på bordet foran ham, beder i en lang messen. Så begynder folk at klappe. En kvinde i sort knuger sit lommetørklæde i den ene hånd, mens hun stryger den døde i kisten over kinden med den anden, bøjer sig ned bag det åbentstående låg og kysser den døde, før hun bevæger sig ned fra podiet og giver plads til den næste i køen. Flere efterlader et kys i kisten, før de viger tilbage, mens andre snupper en cola eller en øl fra et bord langs vin-duet mod gaden og skåler, mens snakken går.

I den anden ende af Mexico By tager antropolog Carlos Santos imod i døren til sin lejlighed og lukker os ind i en tæt lugt af røg og lyd af hundeglammen. Vi sætter os til rette i en sofa i stuen. Carlos Santos tysser på sine pelsede venner og banker en Lucky Strike-cigaret ud af pakken.

"Det er rigtigt, at vi fejrer døden," begynder han.

"Men det betyder ikke, at selve begravelsen er en glad begivenhed. Selvfølgelig er det trist at miste sine kære, også som mexicaner," fortsætter han.

"Men vi græder sammen. Folk taler meget om deres døde familiemedlemmer og venner. Og nogle gange også med dem," siger han og slår en latter op.

På den måde bliver de døde holdt i live i bevidstheden. Og det gør det mindre sorgfyldt at miste, mener Carlos Santos.

Er mexicanerne mindre bange for at dø, end vi andre er?

"Måske. Vi ser døden som noget, der bare sker – en del af livet," siger han tænksomt, smiler og slår ud med armen.

"Jeg tror ikke, at mexicanerne synes, at døden er nogen stor ting. Vi er nok ikke så bange for den. Døden er noget, der bare sker. Sådan er livet jo, siger vi."

Men hvordan har I fået det sådan?

Carlos Santos fører det ene ben over det andet.

"Vold," siger han så.

Mexico lider under en massiv narkokriminalitet, som ætser sig gennem alle samfundets lag. De seneste tre år har militæret været sat ind mod narkokartellerne. 15.000 mexicanere er blevet ofre for narkobaronernes hærgen. Og mens omkring 50.000 soldater patruljerer i de hårdest ramte byer og kvarterer, er der endnu intet, der tyder på, at krigen mod narko kan få et positivt udfald.

Befolkningens særlige forhold til døden er en afgørende årsag til, at det er næsten umuligt at komme det mexicanske narkomiljø til livs, mener Carlos Santos. Fordi narkohandlere og bandemedlemmer ikke for alvor er bange for døden.

"Når de melder sig ind i banderne, ved de, at de sandsynligvis dør inden for tre år," siger han og fortsætter:

"Langt de fleste er religiøse. Men det er en helt særlig religion, de tilhører."

De seneste år har dødshelgen-kulten La Santa Muerte spredt sig igennem de mexicanske slumkvarterer og ind i hjerterne på deres beboere. Det er blevet en decideret trosretning, en dødekult, med over to millioner tilhængere. Flere og flere kriminelle og almindelige fattige mexicanere finder ingen støtte hos hverken kirke eller stat og vender sig i stedet mod Den Hellige Død i håb om, at hun vil hjælpe dem med penge, kærlighed – eller med at bringe død og ulykke over deres fjender.

Carlos Santos? mundvige trækker nedad:

"Det mexicanske folk har set døden i øjnene mange gange gennem historien."

"Det er selvfølgelig kun en del af forklaringen, men en vigtig del," siger han og holder en pause i sin talestrøm, tager et sug af cigaretten og puster langsomt ud.

"I virkeligheden handler det om at acceptere, at døden er en uundgåelig del af livet. Når det sker for dig, så sker det for dig. Som levende må man gøre sit for at dele sin sorg, glæde og minder i stedet for at tie savnet væk. På den måde lever de døde videre i os – og da vi ikke kan vide, hvad der sker efter døden, kan vi lige så godt vælge at tro, at de døde har det godt, hvor de er."

udland@k.dk

Der er mange grunde til, at mexicanerne er kendt for at have et farvestrålende forhold til døden. Det er meget almindeligt at pynte gravene som gravpladsen her. De tre første år, efter at den døde er blevet begravet, plantes der hvert år et nyt kors på graven.
Der er mange grunde til, at mexicanerne er kendt for at have et farvestrålende forhold til døden. Det er meget almindeligt at pynte gravene som gravpladsen her. De tre første år, efter at den døde er blevet begravet, plantes der hvert år et nyt kors på graven. Foto: Anne Andersen.
Den Hellige Død, også kaldet La Santa Muerte, her i dødskultens hovedsæde - det interimistiske kirkerum i Tepito - en forstad til Mexico By. Blomster, øl og cigarer på indsamlingsbøssen er alt sammen offergaver fra tilhængerne af kulten.
Den Hellige Død, også kaldet La Santa Muerte, her i dødskultens hovedsæde - det interimistiske kirkerum i Tepito - en forstad til Mexico By. Blomster, øl og cigarer på indsamlingsbøssen er alt sammen offergaver fra tilhængerne af kulten. Foto: Anne Andersen.