Hvorfor må man håne Muhammed, men ikke Charlie?

I Frankrig bølger debatten om, hvorfor offentligheden chokeres over skolebørn, der glæder sig over terrorangrebene mod Charlie Hebdo, men ikke over bladets spottende tegninger

Rækker den franske ytringsfrihed til terrorsympati? Her en demonstration i Pakistan mod Charlie Hebdo.
Rækker den franske ytringsfrihed til terrorsympati? Her en demonstration i Pakistan mod Charlie Hebdo. Foto: Rana Sajid Hussain / Pacific Press.

Eksempler på, at skoleelever i indvandrerkvarterer har udtrykt større forståelse for terroristerne end for ofrene på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris, har chokeret den franske offentlighed. Og justitsminister Christiane Taubira har bedt domstolene slå hårdt ned på ytringer, der opfordrer til racistisk eller antisemitisk had eller kan opfattes som en forherligelse af terror. En handling, som er strafbar efter stramningen af den franske terrorlovgivning i november sidste år.

Hensigten med forbuddet mod terrorforherligelse var at bekæmpe den propaganda især på internettet, som benyttes til at rekruttere nye jihadister. Men halvdelen af terrorsigtelserne efter attentaterne handler om ”forherligelse af terror”. Og flere røster rejser sig nu med kritik af, at regeringen som ytringsfrihedens fanebærer faktisk selv går over stregen, når den for eksempel idømmer ubetinget fængsel for på åben gade at råbe: ”Jeg er stolt af at være muslim. Jeg er ikke Charlie. Det, terroristerne gjorde, var rigtigt.”

”Vi skal passe på de følelsesladede reaktioner. Man kan blive bekymret, når man ser ubetingede fængselsdomme på grund af verbale overdrivelser,” siger formanden for det franske Advokatforbund SAF, Jean-Jacques Gandini, til det politiske magasin l'Obs.

Frankrig er tilmed blevet kaldt til orden af den internationale menneskerettighedsorganisation Amnesty International.

”I de forgangne uger har millioner af mennesker forsvaret ytringsfriheden, og de franske myndigheder skal sørge for, at de ikke selv begrænser denne ret. Myndighedernes reaktion er en test på deres vilje til at lade ytringsfriheden gælde for alle, uanset hvad man mener om udsagnene,” siger Amnesty Internationals direktør for Europa, John Dalhuisen, i en pressemeddelelse.

Organisationen nævner sagen mod komikeren Dieudonné M'bala M'bala, som er blevet sigtet for at have skrevet på sin Facebook-side: ”Jeg føler mig som Charlie Coulibaly” med henvisning til gerningsmanden til gidseltagningen i den jødiske forretning, der kostede fire mennesker livet.

Netop denne sag, der er for retten i dag, er blevet symbolet på det, som mange i indvandrerforstæderne betragter som dobbelmoral i forhold til ytringsfriheden i Frankrig.

”Hvorfor må Charlie, men ikke Dieudonné, spørger man os. Vi må have debatter i hele landet, på alle skoler, så vi kan forklare, at der er forskel på ytringsfrihed og lovovertrædelser som racisme og antisemitisme,” siger premierminister Manuel Valls til det franske nyhedsbureau AFP.

”Jamen, man kan også fortolke udsagnet sådan, at han behandles som en Coulibaly, altså en terrorist, selvom han i virkeligheden er en Charlie Hebdo,” skriver filosoffen Patrice Manglier i dagbladet Libération med henvisning til, at komikerens forestilling ”Muren” sidste år blev forbudt på grund af antisemitiske replikker.

”Han spiller selvfølgelig på tvetydigheden. Men ytringsfriheden gælder for alle, selv for dem, der er tilhængere af Islamisk Stat, så længe de ikke griber til handling,” tilføjer Patrice Manglier .

”Jeg har ikke lyst til at forsvare Dieudonné,” fastslår Guillaume Roquette, lederskribent i det konservative dagblad Le Figaro.

”Men vi ser en tendens til at ville sætte grænser for ytringsfriheden for eksempel i forhold til sigtelsen for opfordring til religiøst had mod journalisten Philippe Tesson for hans udsagn om islam efter attentaterne,” siger han i en debat på Le Figaros netside.

Advokaten Erwan Le Morhedec advarer også på sin blog mod den form for politisk korrekthed, der går ud på at forbyde synspunkter, der ikke passer flertallet.

”Vi skal passe på, at vi ikke fristes til at ophøje fælles værdier om anstændig adfærd til lov. Så er det, at friheden angribes,” mener han.

”Men omvendt kan vi heller ikke stille os til tåls med, at vi ikke har andre grænser end loven. Hver eneste dag er der ting, vi ikke siger, selvom vi tænker dem, fordi det ville være vulgært eller sårende,” skriver han.

Frankrig har ikke noget blasfemiforbud.

”Men det betyder ikke, at vi ligefrem skal anerkende en 'ret til blasfemi',” fastlår kommentator ved det katolske dagblad La Croix, Isabelle de Gaulmyn,

Et svar til blandt andre Charlie Hebdos advokat, som har erklæret, at ”retten til blasfemi er hellig”.