Hvorfor skal Trump for en rigsret igen, når han alligevel går af snart? Få svarene her

Et tværpolitisk flertal i Repræsentanternes Hus har stemt for at stille præsident Donald Trump for en rigsret. Han bliver dermed den første præsident i USA’s historie til at blive stillet for en rigsret to gange. Kristeligt Dagblad stiller og besvarer selv de vigtigste spørgsmål i den proces, der nu venter

Donald Trumps politiske eftermæle lider. Han vil blive husket som den hidtil eneste amerikanske præsident, der er blevet stillet for en rigsret to gange. Her ses han under en gudstjeneste i Las Vegas forud for præsidentvalget den 3. november sidste år. Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvad er anklagepunktet mod Donald Trump?

Præsidenten anklages for at have udsat USA’s nationale sikkerhed og landets politiske institutioner for fare ved at have tilskyndet til den voldelige opstand i Washington den 6. januar. Her stormede hans tilhængere kongresbygningen U.S. Capitol, mens Kongressen under ledelse af vicepræsident Mike Pence var samlet for at optælle valgmandsstemmer og bekræfte demokraten Joe Bidens valgsejr. Opstanden kostede fem personer, heriblandt en politibetjent, livet. Anklagepunktet betoner også Trumps forsøg på at ”undergrave og obstruere” resultatet af præsidentvaget i november.

Hvad var Trumps rolle i stormløbet på Kongressen?

Præsident Trump har siden valget påstået, at det var præget af snyd og svindel, og at han er den reelle vinder. I en tale ved en demonstration i Washington den 6. januar opfordrede han sine tilhængere til at marchere mod Kongressen og ”kæmpe som ind i helvede” for at omstøde valgresultatet. Dette førte til stormløbet på kongresbygningen. Demokraterne mener derfor, at Trump bærer et direkte ansvar for urolighederne, som mange betegner som et kupforsøg eller hjemlig terrorisme.

Hvad siger Republikanerne?

Kun få forsvarer præsidentens handlinger, men flertallet advarer om, at en rigsretssag vil splitte landet yderligere. Der er dog nogen tværpolitisk opbakning til Demokraternes tiltag. Ved afstemningen i Repræsentanternes Hus onsdag aften stemte 10 republikanske kongremedlemmer ”ja” til at stille præsidenten for en rigsret. Til sammenligning stemte alle republikanere imod ved afstemningen om den første rigsretssag mod Trump i den såkaldte Ukraine-sag i december 2019.

Hvornår vil rigsretssagen finde sted?

Sagen kommer først for Senatet efter Donald Trumps afgang som præsident og Joe Bidens indsættelse som hans afløser i næste uge. Rigsretssagen bliver derfor den første i USA’s historie ført mod en ekspræsident.

Hvad bliver konsekvenserne af rigsretssagen?

Processen er overordentligt beskæmmende for Donald Trumps politiske eftermæle. Han vil blive husket som den hidtil eneste amerikanske præsident, der er blevet stillet for en rigsret to gange. Hvis Senatet kender ham skyldig, kan det få den yderligere konsekvens, at han aldrig mere kan stille op til eller bestride et politisk embede.

Hvad er chancerne for, at Senatet kender ham skyldig?

Senatet er delt lige med 50 pladser til hvert parti, og det bliver vanskeligt for Demokraterne at samle det to tredjedeles flertal, som der skal til for at kende præsidenten skyldig. I den første rigsretssag mod Trump stemte kun en enkelt republikansk senator, Mitt Romney, for dette. Det tændte dog et håb blandt Demokraterne, da Republikanernes magtfulde leder i Senatet, Mitch McConnell, tidligere på ugen lod sive, at han betragter en rigsretssag som en effektiv måde at udstøde Donald Trump fra partiet på.

Hvorfor skal USA trækkes igennem endnu en rigsretssag, hvis udfaldet nærmest er givet på forhånd?

Demokraterne og nogle republikanere mener, at Kongressen er moralsk og politisk forpligtet til at tage til genmæle mod en præsident, som i så udpræget grad har svigtet sit embedsløfte – og sat deres egne liv i fare. Rigsretssagen er en måde for Kongressen at trække en principiel streg i sandet. Det vil også få enorm indvirkning på amerikansk politik, hvis Trump kendes skyldig og forhindres i at stille op som præsident igen i 2024.

Hvordan vil en rigsretssag påvirke den kommende præsident Biden?

Joe Biden vil forsøge at holde rigsretssagen ud i strakt arm og undgå, at den overskygger hans første uger i embedet. Det bliver et problem for Biden, hvis rigsretssagen forhindrer Senatet i at afsætte tid til at stemme om hans kandidater til vigtige ministerposter og vedtage en omfattende coronahjælpepakke. Han har allerede opfordret Senatet til ved siden af rigsretssagen også at fokusere på ”de andre presserende sager for denne nation”.

Vil rigsretssagen få nogen indvirkning på Trumps sidste seks dage i embedet?

Ikke direkte. Demokraterne udtrykker bekymring over de mulige konsekvenser af at have en ”ustabil” præsident i embedet. Men Trump er stadig USA’s øverstkommanderende, og der er ikke nogle formelle mekanismer, der begrænser hans præsidentielle beføjelser.