Hvorfor skulle Vesten være ude på at knægte Rusland?

Kreml vil gerne bestemme det hele og tages med på råd. Kunne man ikke begynde med at agere sådan, som man kræver af andre?

"Støtten til Rusland består overvejende i at gøre gerningsmænd til ofre: Russerne føler sig pressede, og så er det helt naturligt, at de må skrue bissen på. Det er også forståeligt, at de erobrer lidt land hist og her," skriver Michael Kuttner.
"Støtten til Rusland består overvejende i at gøre gerningsmænd til ofre: Russerne føler sig pressede, og så er det helt naturligt, at de må skrue bissen på. Det er også forståeligt, at de erobrer lidt land hist og her," skriver Michael Kuttner. . Foto: Alexey Nikolsky/AFP/Ritzau Scanpix.

Der tales meget om Ruslands krav ved den stribe af møder med USA, som i disse dage finder sted forskellige steder, og man kan sige, at der er to ting, som i den forbindelse er uhyrlige.

Den ene er Ruslands dristighed, eller frækhed, i formuleringen af sine fordringer. Ikke flere Nato-udvidelser i det, der tidligere var det sovjetiske imperium, og slet ikke med Ukraine; desuden tilbagetrækning af alliancens tropper fra Østeuropa.

Den anden er, hvordan kommentatorer i Vesten – ikke mange, men en del – har haft travlt med at komme Rusland til hjælp. Russerne er trængt op i en krog, hedder det, og det er forståeligt, at de bider fra sig. Fæle vestlige magter vil rykke grænsen for deres indflydelse endnu længere mod øst, end det lykkedes dem umiddelbart efter Murens fald. Er der noget at sige til, at de er kede af det i Kreml, spørges der.

Med hensyn til det første: Rusland skal naturligvis ikke bestemme, hvem der kan komme med i Nato. Det er en sag mellem alliancen og de, der måtte ønske optagelse. Rusland beklager også ikke at være taget med på råd. Nu har Rusland aldrig taget Vesten med på råd, når det virkelig gjaldt – ikke ved annekteringen af Krim, indmarchen i det østlige Ukraine, bombningen af Syrien, støtten til rædselsregimer i Myanmar og Venezuela eller senest udsendelsen af tropper til Kasakhstan. Man har heller ikke konsulteret vestlige regeringer ved opstillingen af 100.000 soldater på grænsen til Ukraine, der skal bruges som afskrækkelse eller til en regelret invasion. Nato er, i modsætning til den måde, Ruslands militær ofte opererer, en forsvarsalliance. Der er altså ikke noget at komme efter.

Med hensyn til det andet: Støtten til Rusland består overvejende i at gøre gerningsmænd til ofre: Russerne føler sig pressede, og så er det helt naturligt, at de må skrue bissen på. Det er også forståeligt, at de erobrer lidt land hist og her, og er Ukraine overhovedet en rigtig nation? Det minder om argumenterne for Hitlers overtagelse af Sudeterlandet – et overvejende tysktalende område i Tjekkoslovakiet – i 1938. Det skete med blandt andre Storbritannien og Frankrigs accept. Førerens argument var en – ikke-eksisterende – krigsfare fra den anden side.

Nej, det betyder ikke, at Vladimir Putin, den russiske præsident, er vor tids Hitler, eller at hans støtter fuldstændig kan sammenlignes med apologeterne dengang. Men tankegangene har fælles træk. Og hverken i 1930’erne eller i dag er de lande, det drejer sig om – Tjekkoslovakiet dengang, Ukraine nu – ligestillede deltagere i forhandlingerne.

Det måske mest interessante er det, der ikke kan dokumenteres sort på hvidt. Men her skal gøres et forsøg. Kreml hævder, at Vesten er ude på at knægte Rusland. Hvorfor skulle Vesten være interesseret i det?

Begge sider i Den Kolde Krig brugte frem til begyndelsen af 1990’erne milliarder på at væbne sig til tænderne. Da Muren var væk, gik vestlige lande hurtigt i gang med besparelser i forsvaret. Man kaldte det fredsdividenden. Kaserner blev lukket, missiler hugget op, fly lagt i mølpose. Tyskland suspenderede værnepligten. Nogle spurgte, om ikke Nato var blevet overflødigt.

Der var en ærlig lettelse i Vesten, og det var der vel også i Rusland i begyndelsen. Man kunne spare mange milliarder og bruge dem til tusind andre ting. Samtidig søgte lande fra Østersøen til Sortehavet om at blive medlemmer af Nato og EU. Selvfølgelig gjorde de det. Man vidste, belært af historien, ikke, hvor længe eventyret ville holde.

Det holdt så ikke længe, men det er, med al respekt, ikke Vestens skyld, selv om der sikkert også blev begået fejl her. Det er i Vestens interesse at have fred med Rusland. Kreml, derimod, synes at se en nødvendighed i at piske ballade op, fordi landet er en udløbsmodel økonomisk og politisk. Det er som en cykel, der skal holdes i gang for ikke at vælte. Hvorfor skal Vesten være støttehjul?

Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin og skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.