Prøv avisen

Hvornår er ens elskedes liv værd at leve? Vincent Lamberts hustru og mor kan ikke enes

Viviane Lambert har de seneste seks år prøvet at overbevise adskillige domstole om, at hendes tredje søn er alvorligt handicappet og ikke holdes kunstigt i live efter en motorcykelulykke. Billedet her er fra juli 2013, hvor hun første gang havde fået stoppet svigerdatterens forsøg på at lade Vincent Lambert dø i form af passiv dødshjælp. – Foto: EPA/Photopqr/L’union de Reims France/Ritzau Scanpix

Juraen har talt og tilladt at give passiv dødshjælp til den 42-årige Vincent Lambert, som siden 2008 har befundet sig i en vegetativ tilstand efter en trafikulykke

Vincent Lambert er døende. Den 2. juli fjernede lægerne på universitetshospitalet i Reims nordøst for Paris de sonder, der holder den 42-årige tidligere sygeplejer i live med næring og hydrering. For tredje gang har lægerne indledt en ”protokol om livsafslutning”, nærmere bestemt passiv dødshjælp.

Første gang i 2013 var Vincent Lambert stadig i live efter 31 dage i dyb bedøvelse og uden næring og hydrering.

Hans mor, Viviane Lambert, gjorde i sidste uge et sidste forsøg på at få retsvæsenet til at forhindre det, hun kalder et overlagt drab. Men domstolene har bekræftet, at det er i overensstemmelse med fransk lovgivning at standse behandlingen af hendes søn.

I protest mod den passive dødshjælp til Vincent Lambert demonstrerer den katolske organisation Les Veilleurs i aften foran universitetshospitalet i Reims, hvor han er indlagt.

Men 11 års kamp er slut. Først og fremmest Vincent Lamberts egen og hans families kamp for bedring af hans tilstand efter det fatale trafikuheld den 29. september 2008, der efterlod den dengang 32-årige nybagte far totallammet og med så alvorlige hjerneskader, at det er umuligt at vurdere, om han er i besiddelse af en form for bevisthed eller ej. Men også den bitre strid, der har splittet hans familie.

I seks år har en etisk og juridisk styrkeprøve bølget frem og tilbage ved samtlige franske retsinstanser og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I alt 13 afgørelser har skiftevis tilladt og udsat beslutningen om passiv dødshjælp. Seks års skyttegravskrig, der har delt familien, men også den franske offentlighed i to lejre. Den ene omkring hustruen, Rachel Lambert, som vil give sin mand fred og tillade sin datter at tage afsked med sin far. Den anden omkring moderen, Viviane Lambert, som ikke kan acceptere at lægge sin søn i graven.

Hvad er et liv? Hvad er bevidsthed? Byder kærligheden at lade den elskede få fred? Eller tværtimod at kæmpe for at opretholde livet? Træder man i Guds sted ved at holde Vincent Lambert kunstigt i live? Eller ved at afslutte hans liv?

Læs også: Hvornår er ens elskedes liv værd at leve?

For Vincent Lamberts pårørende –først og fremmest for den nu 39-årige Rachel Lambert og hans 73-årige mor, Viviane Lambert – har svarene på disse spørgsmål i bogstaveligste forstand handlet om liv og død. De har begge skrevet en bog om deres kamp.

Dette er beretningen om, hvordan de to kvinder, der har elsket Vincent Lambert mest, er nået til stik modsatte konklusioner om, hvad kærlighed er, og hvad der er etisk rigtigt.

11. maj 2013. Vincent sover. Rachel sidder ved hans seng. Hans åndedræt er regelmæssigt, roligt. Han har ingen smerter. Siden den 10. april har han været i dyb bedøvelse, og de sonder, der tilførte næring og hydrering, er væk. Vincent vil snart dø i overensstemmelse med den franske lov om passiv dødshjælp.

”Vincent har været igennem så mange smerter siden ulykken. Han har kæmpet for at blive stærkere, få sin bevidsthed tilbage og for at gribe fat i en flig af tilværelsen. Længe troede jeg, at det var muligt. Længe håbede jeg og klyngede mig til det mindste lys i hans øjne, en tåre på hans kind, hans ben, der bevægede sig. Små bitte livstegn. Så få i fem år,” skriver hustruen i sin bog om sagen:

”Vincent befinder sig i en såkaldt minimalbevidst tilstand. Dette udtryk dækker over en virkelighed, der er så vanskelig at acceptere. Vincent kan have motoriske reaktioner. Han kan græde, smile, løfte et ben. Men eksperterne har fortalt os, at disse reaktioner ikke er styret af følelser. De er neurologiske. Læsionerne i hjernen er for alvorlige til, at det er muligt at etablere en form for kommunikation.

”At lade ham få fred er den sidste kærlighedsgestus. Det er en hjerteskærende beslutning, det værste øjeblik i mit liv, og at miste ham er en usigelig smerte. Men jeg er nødt til det for at respektere hans egne ønsker. Vi er begge sygeplejersker og var begge konfronteret med vanskelige situationer omkring livets afslutning. Vi talte om det det år, vi blev gift, og han sagde, at hvis han skulle blive lænket til en seng, ville han hellere dø. Han fik mig til at love, at jeg ville lade ham dø. Da vi blev gift, lovede vi hinanden troskab og hjælp i medgang og i modgang. Jeg kan ikke svigte ham nu. Hvordan kan man sige, at jeg vil slå ham ihjel, når jeg vil forhindre, at han lider?”.

I overensstemmelse med den franske lov om passiv dødshjælp har tre læger anbefalet at standse en behandling, de betragter som udsigtsløs og urimelig. Hans hustru har accepteret denne løsning efter fem års frugtesløse forsøg på at stimulere Vincent Lambert og bringe ham i kontakt med sine omgivelser på en specialklinik i Berq-sur-Mer i Nordfrankrig og på det internationale center for komaforskning i Belgien, Coma Science Group, ved universitetet i Liège.

Men denne 11. maj 2013 skal domstolen i Châlons-en-Champagne afsige kendelse i den sag, som Vincent Lamberts forældre, Viviane og Pierre Lambert, har anlagt for at standse protokollen om passiv dødshjælp.

De har ventet i retsbygningen hele dagen siden retsmødet klokken 11 om formiddagen.

”Klokken er omkring 17, da dommen falder. Vincent skal leve! Det er en lettelse, en ubeskrivelse glæde. Jeg har aldrig forstået, hvordan han kunne overleve så længe, 31 dage uden at spise og næsten uden at blive hydreret. Det siger noget om, hvor stærk og hvor sund han er, bortset fra sit handicap. Det viser især hans vilje og lyst til at leve,” husker moren i sin bog om sagen.

”Jeg ved ikke, hvorfor Vincent græd, da han så os den dag. Jeg ved kun, at hans blik, hans tårer, ramte mig i hjertet. Udtrykte han lidelse? Lettelse over at se os? Kunne han mærke, at han var ved at gå bort? Var han bange? Ville han sige ’tak fordi i kom i tide’?”

”En kvindelig læge sagde, at Vincent kun græd, fordi han havde øjenbetændelse. Det var den løgn, der fik mig til at miste al tillid til lægerne. Når han kniber øjnene intenst sammen, er det ikke en refleksbetinget blinken. Han reagerer på det, jeg siger. Når jeg kommer, drejer han hovedet mod mig. Jeg taler til ham, og vi kommunikerer med hinanden. I stilhed. I dette sygeværelse var det, som om jeg fødte ham igen.”

”Rachel siger, at hun har truffet beslutningen af kærlighed. Sludder. Hvis man elsker, gør man vel alt for at holde den elskede i live? Jeg har kun én vished: Jeg må gøre alt for, at han ikke går bort. Denne kamp har jeg taget på mig og jeg vil føre den til den bitre ende.”

”Hvis Vincent var døende, ville jeg ikke modsætte mig, at man indstiller behandlingen. Men Vincent er ikke døende. Han er ikke syg, han er ikke i koma, han er alvorligt handicappet. Han holdes ikke i live med tekniske hjælpemidler. Han sondemades ene og alene, fordi han ikke kan synke. Han er en ung mand, der bare skal have noget at spise for at leve.”

Den såkaldte Leonetti-lov om passiv dødshjælp, som blev revideret i 2016, tillader at indstille behandlingen af uhelbredeligt syge og døende patienter, hvis behandlingen er udsigtsløs og kan betegnes som et urimeligt forsøg på at holde patienten kunstigt i live. Patienten skal selv udtrykke ønske om at afslutte livet, eller det skal bevises, at patienten har udtrykt ønske om det.

Lægernes og Rachel Lamberts beslutning om at lade Vincent Lambert dø, som støttes af seks af hans otte søskende, er derfor lovlig, skønnede Frankrigs øverste administrative domstol, Statsrådet, allerede i 2014.

Juridisk er der ikke mere at komme efter. Men juraen udtømmer ikke hele spørgsmålet, som i årevis har optaget den franske offentlighed og mobiliseret specialister i bioetik, filosofi, palliativ pleje og hjerneforskning.

”Skal et menneskes menneskelighed udelukkende måles på dets levevilkår og dets evne til at tænke og kommunikere? Nogle mener, at der er tilfælde, hvor menneskeligheden er væk, selvom der er liv. En form for rent biologisk liv. Det synspunkt deler jeg ikke. Menneskeligheden forsvinder aldrig fra mennesket,” skriver Bruno Saintot, jesuit og leder af afdelingen for bioetik ved det katolske universitet Centre Sevres i Paris, i en kommentar, efter at den passive dødshjælp blev indledt i sidste uge.

Marie Hennezel, sygeplejerske og forfatter til en række bøger om palliativ pleje, er også skeptisk over for argumentet om, at Vincent Lambert er reduceret til et fysiologisk, biologisk liv uden bevidsthed og følelser.

”Kan man reducere et menneske til dets elektriske forbindelser i hjernen? Videnskaben ved endnu meget lidt om, hvad der sker for eksempel i det limbiske system, som man også omtaler som ’den emotionelle hjerne’. Er det så ikke på den baggrund vel skråsikkert at hævde, at Vincent Lamberts udtryk for følelsesmæssige reaktioner er rene reflekser og afvise tegnene på, at han modsætter sig forsøgene på at gøre en ende på hans liv?” spørger Marie Hennezel i et interview med dagbladet Ouest-France.

1700 personer i Frankrig befinder sig i samme såkaldte vegetative tilstand som Vincent Lambert, nogle i eget hjem. Og Sammenslutningen af familier til personer med hjernetrauma har støttet Viviane Lamberts modstand mod dødshjælpen.

En undersøgelse offentliggjort i sidste måned i New England Journal of Medicine viser, at 15 procent af patienter i samme tilstand som Vincent Lambert reagerer på verbale kommandoer i hjernen i dagene efter ulykken.

Men Vincent Lambert har befundet sig i den såkaldte vegetative tilstand i næsten 11 år, og hans reaktioner på ydre stimuli synes at være blevet mindre. Det franske selskab for palliativ pleje er derfor meget forsigtig med at fordømme beslutningen om at standse behandlingen.

”Vincent Lamberts sundhedstilstand er en kunstig forlængelse af livet som følge af lægelige indgreb. Spørgsmålet er, hvordan man forhindrer, at man kunstigt skaber den slags situationer,” skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Rachel Lambert og Viviane Lambert er dermed overladt til deres egen samvittighed. De beskylder gensidigt hinanden for at være brikker i en ideologisk kamp. Rachel, siger Viviane, manipuleres af tilhængerne af dødshjælp. Viviane, siger Rachel, fører et katolsk korstog sammen med den fundamentalistiske katolske organisation Sankt Pius den Tiendes Broderskab, som familien tilhører.

”Vincent havde taget afstand fra sin katolske opdragelse. Han fortalte mig, hvordan han havde hadet at blive sendt på kostskole. Han delte ikke længere sine forældres katolske synspunkter. Men han er taget som gidsel af bevægelsen mod dødshjælp, der forsvarer livet, koste hvad det vil. Han er blevet ’en sag’, han instrumentaliseres. For mig er loven klar. Den tillader at befri min mand. Jeg står ved min beslutning, fordi det er hans vilje,” skriver hans hustru.

”De bruger ordet ’katolsk fundamentalist’ som et skældsord mod os,” svarer Viviane Lambert, som blev inviteret til at gå i spidsen for March for Livet, anti-abort- og anti-dødshjælpsbevægelsens store pro- testoptog i Paris i januar 2015.

”Bliver Rachel manipuleret af dødshjælpslobbyen? Jeg foregiver ikke, at jeg ved, hvad Vincent ønsker i dag. Hvordan kan man være så sikker på, at han vil have, at vi udrydder ham? Man vil løse hans handicap ved at slå ham ihjel. Men hvad gør man for, at han kan leve med sit handicap?”

Rachel Lambert og Viviane Lambert er overladt til deres egen samvittighed. Deres egen sandhed. Kun ét forbinder dem i dag: De elsker begge Vincent.8

Kilder: Viviane Lambert: ”Pour la vie de mon fils” (For min søns liv), forlaget Plon

Rachel Lambert: ”Vincent: Parce que je l’aime, je veux le laisser partir (Vincent: jeg vil lade ham gå bort, fordi jeg elsker ham), Forlaget Fayard

Hvis man elsker, gør man vel alt for at holde den elskede i live? Jeg har kun én vished: Jeg må gøre alt for, at han ikke går bort. Denne kamp har jeg taget på mig og jeg vil føre den til den bitre ende

Viviane Lambert, mor

At lade ham gå er den sidste kærligheds-gestus. Det er en hjerteskærende beslutning, det værste øjeblik i mit liv, og at miste ham er en usigelig smerte. Men jeg er nødt til det for at respektere hans egne ønsker

Rachel Lambert, hustru
Rachel Lambert blev gift med sin mand året inden den fatale ulykke i 2008, som har splittet Vincent Lamberts familie. Her får hun (nr. tv. fra venstre) følgeskab af hans nevø Francois Lambert (yderst tv.) ved en høring ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstil i Strasbourg i januar 2015, mens hans mor Viviane sidder sammen med sine advokater. – Foto: Frederick Florin/AFP/Ritzau Scanpix