I de seneste to årtier har den klassiske israelske venstrefløj ageret, som om den var dømt til en langsom og smertefuld død. Det arbejderparti, der stod i spidsen for alle Israels regeringer mellem 1948 og 1977, og som sammen med venstrefløjspartiet Meretz udgjorde næsten halvdelen af Israels parlament efter valget i 1992, er ved at forsvinde som dug for solen.
På tirsdag, når Israel afholder parlamentsvalg for fjerde gang i løbet af de seneste to år, spås Arbejderpartiet og Meretz – de to eneste partier, der stadig kalder sig selv for venstrefløjspartier – at få et historisk dårligt valg. Ifølge de fleste israelske meningsmålinger kæmper Meretz med at klare spærregrænsen med tre-fire mandater, mens Arbejderpartiet står til at skulle nøjes med skuffende seks mandater.
Alene i løbet af de seneste to år – fra valget i april 2019 til de seneste dages prognoser – har Israels venstrefløj været i frit fald. Så godt som alle de nye partier, der er blevet født i denne periode, har placeret sig i armslængde væk fra den israelske venstrefløj, enten som centerpartier eller centrum-højre-partier. Langt væk fra Meretz og Arbejderpartiet, der næsten synes at være kastet under forbandelse.
Stiller man israelske kommentatorer spørgsmålet om, hvorfor denne udvikling har fundet sted, vil langt de fleste pege på den palæstinensiske opstand, også kaldet al-Aqsa Intifadaen, der varede fra 2000 til 2005.
”At forstå Israel i dag – at forstå dets politiske højredrejning, hvorfor vælgerne igen og igen har stemt på premierminister Benjamin Netanyahu og Likud, den fuldstændig manglende tillid til palæstinenserne, apatien over for en fastfrosset fredsproces – handler om at forstå den belastning og det pres, som alle i landet oplevede under intifadaen,” skriver den politiske analytiker Herb Keinon i dagbladet Jerusalem Post.
Mens busser blev sprængt i luften af palæstinensiske selvmordsbombere i Jerusalems gader, mistede venstrefløjen, der stod i spidsen for fred og dialog med palæstinenserne, sine gode argumenter. Ifølge en opgørelse fra Israels udenrigsministerium mistede 1053 israelere livet under intifadaen, 70 procent var civile ofre.
Yifat Volkoff, en 43-årig socialarbejder fra Jerusalem, husker intifadaen som sit eget personlige, men også sit politiske vendepunkt. Før intifadaen havde hun altid stemt på Arbejderpartiet, og hun var som studerende kendt for at fremhæve venstrefløjens argumenter for fred med palæstinenserne. For hende var det ikke kun hændelsen, hvor palæstinensiske folkemængder lynchede og dræbte to israelske reservesoldater i Ramallah og smed dem ud ad vinduet på en politistation, der gjorde udslaget. Det var også venstrefløjens insisteren på at blive ved med at tale om fred i en tid, hvor det stod klart, at den anden part ikke var interesseret.
”Siden intifadaen er jeg rykket mod højre. Det er venstrefløjens naivitet og palæstinensernes vold, der har gjort udslaget,” siger Yifat Volkoff, der på tirsdag kaster sin stemme et godt stykke til højre for den israelske midte.
Set i forhold til det kommende valg er apatien over for spørgsmålet om fred med palæstinenserne meget mærkbar. Ifølge dagbladet Haaretz mener kun 20,5 procent af den israelske befolkning, at fredsprocessen er et vigtigt emne forud for valget. Et absolut flertal på næsten 80 procent mener det modsatte.
Selv en af den israelske venstrefløjs mest kendte stemmer, journalisten Gideon Levy, har fået nok. Ikke forstået på den måde, at han stemmer på Netanyahu på tirsdag. Men Gideon Levy, der læses i brede kredse især i Europa for sin kritik af Israel, mener, at Netanyahu er mere ærlig end den israelske venstrefløj.
”Det zionistiske venstre irriterer mig mere end Netanyahu. Hele fredslejren har mistet sit kompas. Den græder og skyder på samme tid. Den vil spise kagen og lade den forblive hel. Venstrefløjen har løjet i årtier og har konstant forsøgt at skjule det. Yitzhak Rabin og Shimon Peres (tidligere premierministre for Arbejderpartiet, red.) har mere blod på hænderne end Netanyahu,” siger han i et interview med podcast-programmet Sihat Reka.
Hans udtalelser beskrives som et jordskælv på den israelske venstrefløj, fordi det, som interviewer Shai Golden skriver, kommer fra en person, der har betalt al sin skat til denne fløj.
”Gideon Levy har båret venstrefløjens fakkel de seneste tre årtier. Når han kommer med sådan en udtalelse, bør både venstre og højre i Israel lytte,” skriver Shai Golden.
En lignende opsang til venstrefløjen kommer fra den israelske forfatter A.B Yehoshua. I et interview med radiokanalen Galei Tzahal sagde han i denne uge, at Israels venstrefløj bør foretage en grundig selvransalgelse. Især fordi dens eneste argument over for vælgerne synes at være dens modstand til personen Netanyahu.
Ifølge Oz Aruch, leder af Heinrich Böll-Stiftelsens tysk-israelske dialogprogram, er det netop blevet en byrde for venstrefløjen, at den er blevet et synonym for fred med palæstinenserne.
”Viljen til at afgive land til gengæld for fred er dybt associeret med venstrefløjen og er forankret i den offentlige psyke,” skriver han i en kommentar på den tyske tænketanks hjemmeside.
Og det er ikke noget, man har kunnet score politiske point på i Israel siden intifadaen. Land for fred-formlen virkede i 1990’erne. Ikke siden.
Det formulerer den israelske journalist Haviv Rettig Gur fra avisen Times of Israel anderledes:
”Når lyden af en ambulances sirene høres i Jerusalem, så hvisker højrefløjspolitikere i parlamentsbygningen Knesset ofte til hinanden med et smil på læben: Enten er det en venstreorienteret, der ligger for døden, eller en højreorienteret, der skal fødes.”
Pointen er tydelig. Der fødes ikke længere venstreorienterede i Israel. De er en uddøende race.